Foto: Trine Rafn
I dag stod den på rallytræning med Megan og uofficielle LP-prøver med Lille Bjørn og Max, alt sammen i hallen i Havdrup.
Megan og jeg deltog på et rallyhold hos Conni. Der var to, der ikke kom, og en som kom uden hund, så vi var et lille eksklusivt hold på tre, som arbejdede med finurlige øvelser som fx at gå slalom gennem mange kegler og lave sideskift mellem hver anden kegle, og en Pia Hansen inspireret sekvens med spiral og fristende 8-tal vævet sammen, en tyskervending foran et spring, og et stå under gang efter springet. Og så noget fremsending til kegle, som stadig driller …
Jeg blev mindet om på en god måde, at Megan har rigtig god kontakt, og hvis jeg varmer hende ordentligt op og ikke følger hendes temposænkninger, så går det fantastisk!
Så havde vi arrangeret uofficielle LP-prøver, som endte med at bestå af 6 LP3, 1 LP2 og 1 LP1.
Lille Bjørn var oppe i LP3 med Conni som dommer, og det gik ikke særlig godt. Faktisk var det vores dårligste LP3 nogensinde. Lille Bjørn så spøgelser i det ene hjørne, hvor jeg ikke kunne få ham ud til fremsendingen. Og der var lidt rigelig snusen undervejs, som jeg konsekvent ikke accepterede (sex med sekretæren bruger vi ikke til LP-prøver). Men ellers synes jeg betingelserne var ganske ok, så det var bare ikke en god prøve i dag.
- Fællessit (0): Han lagde sig efter 30 sekunder. Ikke ok.
- Fællesdæk (10): Vores eneste 10-tal og godkendt.
- Fri ved fod (7): Han gik superflot det meste af tiden, men var specielt i én situation helt væk i snus. Godkendt.
- Stillingsskift (8½): Vores hidtil bedste, tog alle skiftene første gang og rykkede lidt frem. Jeg synes 8½ var ualmindeligt hårdt dømt, men karaktererne betyder jo ikke noget på sådan en dag … Mere end godkendt.
- Dirigeret apport (8): Der var lidt rod i udgangen og trippen ved keglen, men resten var flot. Godkendt.
- Springapportering (0): Vi mistede denne øvelse for første gang. Jeg har simpelthen ikke fået trænet, at han skal springe selvom han kan se apporten :-(
- Stå, sit, dæk under gang (6): Vores hidtil dårligste. Han trippede og drejede i ståen og tog sitten meget langsomt med ekstra kommando.
- Indkald med stå (0): Han løb for langt.
- Fremsending (6): Igen vores hidtil dårligste. Starten blev meget rodet pga. spøgelset. Og så rejste han sig lige før jeg kom ud til ham i feltet. Sikkert påvirket af den rodede start, men alligevel.
- Næseprøven (8½) gik fint.
Dagens sidste ekvipage var Max og mig i LP2 med Christina som dommer. Mit eneste kriterium var at Max var på, dvs. valgte mig og LP’en til. Det gjorde han 110 %. Opvarmningen bestod i en løbetur med Dinas Amber, så var vi klar. De enkelte øvelser:
- Fællesdæk: Max rejste sig med det samme (0)
- Fri ved fod: Lidt flagren + ekstra kommando. Enkelt skæv plads ellers nydeligt. (8½)
- Frem-/tilbagespring: Lille skæv plads ved afslutning, ellers meget flot (9½)
- Apportering: Løber før kommando. Tygger lidt (7)
- Stå, sid under gang: Ekstra kommando ved stå + hund går lidt. Sit flot (7)
- Fremsending: Hund stopper inden felt (0)
- Stillingsskift: Ekstra kommando + H rykker lidt frem (9)
- Indkald: Flot (10)
- Næseprøve: Smukt søg, tygger lidt på vejen ind (9½)
- Helhedsindtryk: Dejligt samarbejde og glad hund (9)
Resultaterne efter enetimen hos Christina Ingerslev er kommet meget hurtigere end jeg havde turdet drømme om. Jeg skrev til hende til aften, at jeg som tilbagemelding på enetimen kunne sige ”DET GÅR FANTASTISK!”.
Træningen den nærmeste tid kan opsummeres således:
- Megan skal have nogle få, korte træningspas, og så er vi klar til 10.-11. november.
- Lille Bjørn skal have intensiveret indkaldstræningen (2 x kampagne?), vi skal fortsætte arbejdet med dirigeret apport, og springapport skal vi have arbejdet med at gøre gradvis mere krævende (apporter længere ude til siden), så han altid springer, uanset hvor apporten ligger.
- Max: Vi fortsætter bare det gode arbejde. Fællesøvelsen er et fokusområde, de andre øvelser skal ”bare” generaliseres og gøres sværere og sværere (hæve kriterier).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar