Tirsdag nat drømte jeg en meget livagtig drøm om at Otto stadig var i live, og jeg kunne meget usædvanligt gengive den detaljeret for Kirsten næste morgen. Vi må engang imellem tage os i at tro at han stadig er her, fx når hundene skal have mad eller vi skal gå tur. Kirsten fortalte at der var totalforvirring, da de skulle have okseører i onsdags … Hundene plejer at være fordelt med to i haven og to i indkørslen, og nu manglede der en, og det kunne specielt Megan slet ikke forholde sig til.
Men efterhånden falder det hele tilbage i et nyt normalt leje. Varme ord og tanker er modtaget med taknemmelighed, og vi er kun blevet bekræftet i, at vi gjorde det rigtige på det rigtige tidspunkt. Vi vil huske Otto, som den skønne hund han var og som bare naturligt var lidt svækket på grund af alder på det sidste.
Tirsdag var jeg bestemt ikke i træningshumør efter at have været hos dyrlægen, men da jeg skulle ned til hallen for at hente rallyskilte aftalte Kirsten og jeg at tage af sted sammen og med alle tre hunde, fordi der skulle ske noget.
Jeg lavede lige springapport og fremsending med alle tre hunde, stor succes (bedste præstation: Megans fremsending!) og så gik vi en tur med alle tre hunde.
Onsdag var vi tilbage til hverdagen. Nye rallyhold skulle starte og en ny runde LP med Max på Anitas hold. Der var flere øvelser der drillede med Max, og det gav anledning til en del eftertanke, for selvom jeg prøver at lade være med at forcere hans træning, så gør jeg det måske alligevel?! Omvendt oplever jeg, at han når han er bedst (og det er han ret meget af tiden), så er han rigtig god. Fx lavede han en superflot fri ved fod og en rigtigt god positioner under gang.
Torsdag stod den på Johanna-træning. Max var et niveau bedre end onsdag. Springapporten var rigtigt skarp, og så vil jeg specielt fremhæve fællesdækken. Som fællesøvelse lå han samtlige 4 minutter, hvor jeg belønnede undervejs, og var i skjul flere gange. Der var lyd på en del (det meste) af tiden, men han lå.
Da jeg skulle have min runde hos Johanna startede jeg med stillingsskift (fint) og så så vi på fællesdækken. Johanna mente at Max kunne ligge i 4 minutter og det var jeg ret sikker på at han ikke kunne. Det skulle naturligvis prøves af, så han blev dækket af, jeg gik i skjul og så startede ventetiden. Jeg kunne høre Max, men jeg kunne endnu mere høre at der blev kastet apporter, sprunget, løbet, dirigeret – masser af forstyrrelser. Efter 4 minutter blev jeg kaldt ind, gik tilbage til Max og belønnede. Ok, der var lyd, men ikke vildt, og han blev liggende.
Lille Bjørn startede som en drøm med to fantastiske fællesøvelser. Så skulle vi i gang med positioner under gang sammen med de tre andre, hans hale røg ned, og jeg forlod træningsarealet. Præcis som sidste uge, og uden synlig grund ville han pludselig ikke træne. Vi var lidt inde og ude af hallen, og efter at have forstærket noget meget simpel adfærd i en periode kom der pludselig gang i ham igen. Men han ville ikke ind i den tomme hal (hal 2). Meget mystisk.
I dag havde jeg aftalt selvtræning med Anita kl. 15. Det var som altid superhyggeligt og hundene (Osseau og Max) var stjerner. Mon ikke Anita skriver en blog om Osseaus fantastiske arbejde i dag … Jeg fik overbevist hende om at det var en rigtig god idé med fire LP3-øvelser i træk, så stillingsskift (8½), dirigeret apport (9½!!), springapport (8) og positioner under gang (8) blev taget direkte i forlængelse af hinanden, og det var rigtigt flot.
Max skulle igennem dirigeret apport, positioner under gang og næseprøve, og det var alt sammen rigtigt godt. Derudover fik vi lavet en flot næseprøve, demonstreret hvor langt vi er i indkald med stop (uha, det ser godt ud) og viste lige dæk i et minut med fører i skjul – med væsentligt mindre lyd end i går.
Det var en fantastisk træningsrunde!
I weekenden bliver der masser af hunderelaterede aktiviteter men ingen hundetræning. I morgen står den på DKK's Basiskursus på Fyn, og søndag skal vi til Stestrup Fritidsgaard og heppe på Camilla og Findus, som skal debutere i udstillingsringen på DKK's skue!
fredag den 22. februar 2013
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar