Efterårsfarver fra Køge Sygehus
I denne tid er planlægningshorisonten en dag ad gangen og nogen gange endnu kortere. Kirstens sygdom fylder det hele, og selvom hverken hun eller Christian vil have at jeg skriver om det kan jeg ikke bare ignorere det. Hun har været SÅ tæt på at dø i onsdags - og det er vi bare ikke klar til endnu ...
Heldigvis er der stadig blevet plads til hundeaktiviteter – og det er skønt at kunne fokusere på det indimellem.
Mandag deltog jeg først i selvtræning med Lille Bjørn og Max. Der er et eller andet med Lille Bjørn og det at gå op mod væggene, men bortset fra det gik det fantastisk. Spejlene er bare lækre at træne med, og hold da op hvor laver han nogle flotte positioner under gang :-) Dem plejer jeg jo ikke selv at se så tydeligt! Og indkald og fremsending var fantastiske.
Max var om muligt endnu mere på. Bortset fra fællesøvelser fik vi arbejdet med alle LP3-delene plus rally. Springapport, indkald og fremsending var specielt superflotte.
Derefter startede en ny runde LP-stjernehold, og jeg må erkende at det var godt at komme i gang igen. En god blanding af nye og garvede kursister og ja, jeg kommer til at savne det hvis jeg ikke underviser regelmæssigt.
Megan i de allerbedste hænder
I går havde jeg bestilt massage til Megan hos Christina, og det nød Megan rigtigt meget det meste af tiden. Og hun var bare så fuld af energi, så jeg var nødt til at træne lidt med hende bagefter, så vi tog hul på nogle af de nye rallyskilte.
Derefter stod den på selvtræning med Max. Lidt påvirket af de andre hunde, men meget mindre end tidligere, og vi fik arbejdet med fokus på fører mens Christina lokkede med noget spændende legetøj med piv i …
En masse pæne øvelser, og så havde jeg ekstra fokus på næseprøve. 25 udlagt og en med fært. De første 2 gange ud af 3 tog han først en forkert, afbrydelse og så den rigtige. Og den forkerte blev taget efter et stykke tids søgen – det er ren utålmodighed. Jeg hader at skrive det, men han er også på det punkt en tro kopi af sin fører. Så det arbejder jeg videre med – både i forhold til Max og i forhold til mig selv.
Og så skal jeg da nævne, at rally er blevet det store hit i Sydkystens Hundeskole. Vi har nu opslået 7 rallyprøver i perioden 31.12.2013-12.4.2014 – og det vælter ind med tilmeldinger. Nytårsprøven, som vi introducerede i 2012, blev i 2013-udgaven fuldtegnet for en lille uge siden og i dag fik vi godkendt en ekstra prøve 31.12 – og der er i skrivende stund tilmeldt 20 deltagere.
Merete og jeg har introduceret Sydkystens Hundeskoles rallyinstruktøruddannelse, der er allerede kommet et par tilmeldinger – og vi glæder os til at gå i gang i starten af det nye år. Kursusbeskrivelsen ligger her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar