1 skridt tilbage og 2 skridt frem

Jeg har tænkt meget over både egen hundetræning og hundeundervisning på det sidste. Jeg elsker at undervise og jeg elsker at træne egne hunde.Jeg har også alt muligt andet, der skal passes; og som en person, hvis synspunkter jeg lytter meget til, skrev til mig: ”Når nu det første barnebarn er lige på trapperne kan det jo være at det går lidt ud over hundeaktiviteterne ;-)”

Ja, der skal prioriteres.

Så jeg har besluttet at drosle ned for hundeundervisningen; det bliver fra maj en ugentlig dag med rallytimer. Så bliver der to faste dage med organiseret LP-træning med Max og Lille Bjørn. Og så bliver der den løse selvtræning, Megan i rally, og sikkert en del uofficielle prøver i forskellig sammenhæng.

Jeg har besluttet at droppe agilityen med Max, før jeg egentlig kom i gang. Ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt. Men efter en træningspause med Max og en ny start, må jeg erkende, at de problemer, jeg troede jeg kunne løse, ved at begynde at dyrke agility, intet havde med konkurrenceformen at gøre, men alt med mig selv.

Jeg tænkte rigtigt meget over det efter tirsdagens træning. Og igen til aften, hvor jeg i forbindelse med forberedelse af et af indlæggene på næste runde af Rallyinstruktøruddannelsen, genlæste mine noter fra kurser og foredrag med Niina Svartberg.

Bundlinjen er: ”When there's magic in the music, It's the singer not the song”.

Tirsdagens træning var første omgang af en ny runde hos Susanne Bach. Susanne havde forberedt et skarpt program, som kan opsummeres ganske kort:

• Med Max: kontakt i udgangsposition & overgang mellem øvelser
• Med Lille Bjørn: lige plads, line af og på (og holde positionen) , samt overgang mellem øvelser

Begge blev massivt belønnet gennem stort set hver deres time. Masser af kontakt, øget præcision, skarpere øvelser. Pibeflodhesten var et KÆMPEHIT, Lille Bjørn ville næsten ikke aflevere den igen.

Den største ros fik jeg efter Max’ time, hvor en af de andre kursister, som ikke var med på forrige runde, men har oplevet Max tidligere, i fuld alvor spurgte om det var Max. Hun mente det måtte være en anden hund, fordi hun ikke havde hørt en lyd fra ham!!! SÅ går det altså fremad.

Lille Bjørn gik som en drøm. Det med at tage linen af og på mens han holder positionen, burde jeg have arbejdet med for 6½ år siden, men nu er vi altså kommet dertil, og det gik lynhurtigt frem, og havde naturligvis den håbede bieffekt, at han nu også holder positionen når jeg skal tage apport og næseprøve. Vi arbejder videre, så vi også får lige pladser, og så begynder det at ligne noget.

Det kan godt være vi er gået et skridt tilbage, men vi kommer til at rykke meget hurtigt frem igen!!!