Drømmetime

Amanda, Dumle og Anita

Det har været en rigtig fin træningsuge indtil videre.

Mandag havde jeg lidt selvtræning med én, der skulle arbejde med motivation og LP2. Tiden fløj afsted, så det blev kun til 5 minutters intensiv træning med Max til sidst. Bortset fra at han lige startede med en springtur hen til Meretes hvalpehold – jeg udfordrede også ved at sende ham til felt, med hvalpeholdet som ret oplagt fristelse - gik det forrygende. Diverse HTM-positioner, lidt rally og masser af energi og glæde.

Tirsdag var det selvtræning med én, der skulle arbejde med LP1-programmet. Det gik ikke helt som ventet, så der gik næsten en time inden Max kom på banen, 5 minutters intensiv træning igen, og endnu bedre end mandag. Vi gik bl.a. det fulde HTM-program, uden music; nu kan jeg mærke at det er ved at være på plads i mit hoved, så jeg kan begynde at tænke på kropssprog og hænder. Jeg synes selv P9 (mellem ben med hoved fremad), går rigtigt godt.

Så var det Lille Bjørns tur. Han var overtændt og det gav en hyggelig intensiv træningsperiode.

Conni var kommet og vi fik trænet fællesdæk/sit-kombineret., 2 minutters sit til Lille Bjørn uden problemer. Næseprøven gik også flot, meget fint søg og næsten lige plads og han holdt. Han ville ikke dække i det fugtige græs og hans stop i indkaldet var ikke helt skarpe, men ellers fin træning. Og igen stoppede jeg meget tidligere end jeg normalt ville have gjort.

Så kom onsdag og den rallytime (på 1½ time) der har givet navn til bloggen. Der var kommet nogle afbud til rallyholdet i Osted på forhånd, så vi var kun tre deltagere og jeg kunne både have Max og Megan med.

Anita havde spurgt om mine ønsker forleden, og det var nemt: Jeg ville gerne arbejde med starter. Amanda havde ønsket at vi stillede Pias championbane fra i søndags op, så den fik vi også fornøjelse af – igen. Dog havde vi udskiftet fremsendingskeglen med et felt, og fristelserne var legetøj.

Masser af starter

Anita havde gået rallybaner fra det sidste år igennem og fundet 6 starter, som vi skulle prøve af. Vi skulle arbejde med vores opvarmninger og ritualer før vi gik ind over kantbåndet, og så vurdere hvordan de forskellige skiltekombinationer i starten påvirkede os selv/vores hunde – og dermed skulle indgå i vores overvejelser, når vi gik til prøve. Spring + springvand, dobbelttysker og højre spiral, 360 grader til venstre og højre om, løb + langsom gang, sideskift foran + cirkel om fører kan jeg lige huske, det er forskelligt hvordan vi som fører oplever sværhedsgraden og hvad vi skal gøre i forhold til vores hunde, for at holde fokus.

Jeg fik den nørdede idé, at min træningslog (delen med prøveresultater) også skulle registrere de 3-4 første skilte på banen, så jeg kunne se på sammenhænge mellem skilte og resultater ...

Det var virkelig perfekt træning for Max, Megan og mig.

Med Max fik jeg eksperimenteret med diverse opvarmning. Den første bane havde vi lige gjort klar til, hvorefter han forlod ringen … Jeg eksperimenterede derfor med belønning af pladspositionen i line udenfor, på vej ind og lige ved start. At klikke og belønne for at jeg tog linen af og at han beholdt fokus. Konklusionen var klar, ind med line på, og arbejde med kontakt er vejen frem.

Der hvor jeg mister kontakten med kan han skanne omgivelserne meget og blive usikker (fx ned og sidde i langsom gang, som jeg ikke opdagede, fordi jeg ikke kiggede på ham), jeg skal bare støtte ham også med kontakt undervejs Han gik nogle fantastiske forløb, han kan jo teknisk alle øvelserne meget fint.

Så blev det Megans tur, opvarmning og vi gik i gang, selvfølgelig med den sværeste start (skift side foran, cirkel om fører), hvor skiftet gik fantastisk hver gang, cirkel absolut ikke, kun når jeg var meget omhyggelig med håndtegnet (den lader vi lige stå et øjeblik …).

Ellers gik hun fantastisk, virkelig som en drøm. Hun afventer signaler, hvis hun er i tvivl (fx spring), så hun lader sig ikke ”lokke” (altså undtagen det er noget med mad :-)). Indkaldet skal jeg øve mig i, for hun kan jo næsten ikke høre, så jeg skal vende mig tydeligt og vifte med armen, når jeg kalder, og så kommer hun. Hendes følge på både venstre og højre side er flot.

På championbanen gik Megan fantastisk. der var nogle småfejl, men kontakten var fin og specielt kegleøvelserne er blevet virkeligt præcise med fantastisk kontakt – hold da op, at der skulle gå næsten 12 år før jeg fik styr på dem. Mine problemer med sit på højre side blev løst på et splitsekund, det var fordi jeg ikke havde et tydeligt håndtegn.

Megan er bare en total stjerne.

Til sidst gik Max banen, dog var sideskiftene erstattet af andre øvelser. Fedbacken var klar: Når jeg går glad og tingene kører, så logrer Max’ hale og alt er godt. Hvis der kommer den mindste mislyd fra min side, så dæmper Max. Han går totalt skarpt og med god kontakt det meste af tiden, og med de gode forbedringstakter i starterne er vi bare totalt klar til den kommende tids prøver.

Det er bare en af de allerbedste rallytimer jeg har været til nogensinde. Anita har altid tænkt over banerne, men denne gang var der virkelig kælet for startforløbene, og jeg fik simpelthen så meget feedback både om ting der fungerede og detaljer, der skulle overvejes, så det halve kunne være nok.

Anita kender mine hunde næsten ligeså godt som jeg selv gør. Ofte føler jeg, at hun kender mig bedre end jeg selv gør, når hun giver feedback. Så rådene er altid meget præcise og anvendelige. Og det er så lidt jeg skal ændre, for at tingene kommer til at køre så meget flottere.

Tak for en fantastisk time!