søndag den 9. august 2015

1.000

Fantastisk søndag morgen

20. maj 2008 skrev jeg en lakonisk besked på min hjemmeside: ”Pauls blog oprettet”. Det første indlæg 21. maj 2008 hedder ”When Pigs Fly”. Siden er der kommet en del blogindlæg fra min hånd – og et enkelt fra Amandas og dette er så blogindlæg nr. 1000.

Den 6. juli planlagde jeg blogindlæg frem til nr. 1.000. Jeg noterede simpelthen i kalenderen, hvornår jeg ville skrive blogindlæg – typisk i forbindelse med et træningsarrangement eller en prøve. Så jeg har et stykke tid været forberedt på, at det skulle være i dag dette særlige blogindlæg kom.

Jeg har spekuleret på, om jeg bare skulle skrive et blogindlæg som jeg plejer, inspireret af nogle aktuelle hændelser og/eller tanker, hvor det i dag er oplagt at skrive om Sydkystens Hundeskoles LP-prøver, hvor Lille Bjørn har været oppe i LP3 for 37. gang.

Eller om jeg skulle gøre noget særligt i anledning af jubilæet.

Og man skal ikke kende mig ret godt for at vide, at jeg så har lavet et kompromis og gør begge dele.

1.000 blogindlæg

Jeg har genlæst en del blogindlæg på det sidste, og jeg har læst alle dem, hvor jeg opsummerer det forløbne år. Hold da op, hvor er der sket meget i de godt 7 år, jeg har været hundeblogger.

Maj 2008, det var der Megan debuterede i rally ekspertklasse, det var der hun blev pensioneret fra rally (!) den 24. maj og samme dag fik hun sin 2. 1. præmie i LP3.

Det var måneden hvor Lille Bjørn havde haft 2 IB’er i rallybegynderklasse og stod overfor den 3. den 24. maj, hans debut i LP1 kom senere på året.

Otto blev 11 år gammel BIS veteran på et skue i Bjæverskov 8. maj.

Det var året hvor jeg gik i gang med klikkerinstruktøruddannelsen hos Hund & Træning. Siden kom Nørdklubben, Bob Baileys kurser, etableringen af Sydkystens Hundeskole, hundeundervisning osv. osv.

Det er stort set hele mit seriøse hundeliv, som er dokumenteret i den blog.

Jeg har altid skrevet bloggen for mig selv og den skulle være ærlig; hvis man lyver for sig selv er man langt ude. Jeg véd, at der er mange andre der læser den, en del fast, og jeg har gennem tiden fået mange gode kommentarer, råd og ideer, opmuntringer og lykønskninger fra bloglæserne.

Jeg bruger også bloggen til at skrive om problemstillinger, med henblik på at få dem dokumenteret og lægge op til diskussioner.

Jeg har brugt næsten 800 forskellige tags i forbindelse med blogindlæggene, og mange af dem er navne på mennesker, som jeg har trænet hos eller med, og en del af dem har haft rigtig stor betydning for min udvikling. Jeg ville have skrevet ”ingen nævnt, ingen glemt”, men nu kommer der alligevel en kort alfabetisk liste, over personer som har betydet særligt meget for mig: Anita Jakobsson, Anja Christiansen, Bob Bailey, Camilla Johannessen, Cecilie Køste, Charlotte Lia, Charlotte Lyngholm, Christina Ingerslev, Christina Ulrich Pedersen, Helle Damkjær, Johanna Allanach, Ken Ramirez, Lonni Gulmark Prirsching, Marianne Jensen, Niina Svartberg, Siri Jungersen og Susanne Bach. Hvert eneste navn forbinder jeg med sjov, inspiration, glæde og varme, de har lært mig en masse om hunde og hundetræning og flere af dem også menneskeligt lært mig meget.

Jeg har nydt at genlæse blogs om en masse gode oplevelser (de har heldigvis været i stort overtal) og også nogle mindre gode og nogle triste.

Der er ikke nogen jeg har fortrudt, jeg forsøger at være ærlig og sober, og hvis jeg er i tvivl lader jeg være med at skrive noget, eller får en til at læse det igennem og tilrette inden jeg udsender.

Det jeg glæder mig mest over er at så mange kan nikke genkendende til det, jeg beskriver. Det kan godt være at jeg er ret speciel, men der er en masse af de situationer jeg kommer i både til træning og til konkurrence, som mange andre også har oplevet – de kan lære af mig og jeg kan lære af dem. Det er et godt grundlag for at etablere relationer på forskellig vis.

Der er ikke en blog jeg vil fremhæve på bekostning af andre. Men der er én, som har gjort en kæmpeforskel for mig. Det er Nedsmeltning fra 26. april 2015. For det første resulterede den dagen efter i et blogindlæg alene baseret på reaktioner på den første: Om ”Nedsmeltning". For det andet resulterede den i den fantastiske proces som jeg for ganske nylig er gået i gang med, hvor jeg fokuserer på den mentale del af træningen.

Så, bortset fra at dette er indlæg nr. 1.000, så ændres intet, og jeg skriver blog også fremover.

Dagens LP-prøver i Jersie

Det var rigtigt meget godt at skrive om Lille Bjørns LP3, så her er nogle punkter i kronologisk orden:
  • Mental start perfekt – der var nogle praktiske ting med adgang til køkken på skolen som kiksede, men det var parkeret længe inden jeg gik på banen.
  • 2 superflotte fællesøvelser, jeg kunne virkelig mærke mit fokus i starterne og at jeg var fuldstændig i balance hele vejen.
  • En fri ved fod, som ikke var pointmæssigt flot, men Lille Bjørn kæmpede så flot i varmen og var under hele prøven på med logrende hale.
  • Et stillingsskift til 0, hvor jeg straks parkerede lidt irritation over nogle forstyrrende hændelser.
  • En fin springapport.
  • En flot sekvens til afslutning, hvor Indkald, fremsending og næseprøve alle fungerede godt.
  • Dejlig feedback fra omgivelserne om Lille Bjørns fine arbejde, en virkelig flot energi. Han vil så gerne arbejde for mig, og gør alt hvad han kan.
Det var 4. prøve siden Nedsmeltningsprøven, vi har fået 2 3. præmier og 2 2. præmier, vi har fået i alt 5 nuller på 4 prøver (vi fik 5 den 26. april). Vi endte resultatmæssigt som 3.v. i dag med 196 point, og det er jeg meget tilfreds med.

Konkurrencen

Jeg udskrev i januar en konkurrence om at gætte, hvornår blogindlæg 1.000 kom. Top tre, som alle modtager en lille præmie, blev:
  1. Anita – rette dato
  2. Conni – 3 dages difference
  3. Stine – 3 ugers difference

Ingen kommentarer: