Now I’m 64

Kay Bojesens Hippo fra 1955, en dejlig gave

Den 13. oktober sidste år skrev jeg i blogindlægget Farlig sport,”Jeg skrev i går om jagten på den rigtige musik til FS, og den havde Kirsten naturligvis fundet, da jeg kom hjem: Beatles’ When I’m 64!!! Jeg har hørt nummeret 10+ gange i dag, og det er godkendt.” Siden har jeg været til 7 FS-prøver med Max til den sang, og synes det er fantastisk musik til os to – i øvrigt ligesom Walking the Dog med Rolling Stones.

På dagen hvor jeg fylder 64, blev jeg lidt nostalgisk og tænkte tilbage. Det er sjovt at tænke på, at to af de helt store bands fra min teenagetid – med Rolling Stones som de absolutte favoritter – bare har holdt i alle de år. Tell Me fra The Rolling Stones debut album The Rolling Stones (1964) var mit absolutte favoritnummer på albummet; Walking the Dog kunne jeg bestemt ikke huske, da jeg faldt over det takket være min søn Christian, i jagten på et HTM-nummer. Nu er nummeret bare Max' og min kendingsmelodi ;-)

When I’m 64 er fra Beatles Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967), den er iørefaldende og charmerende, men bestemt ikke et nummer, jeg ville fremhæve som et af Beatles’ bedste. Men jeg har fået et helt andet forhold til den sang, fordi jeg har hørt den så mange gange og virkelig lyttet til den.

Det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, at jeg skulle ende med at have hundesport som altoverskyggende hobby. Mine første bekendtskaber med hundesporten var fra først i 1990'erne udstilling, gravprøver, dressur (!), LP og siden rally. For seks år siden vidste jeg dårligt hvad HTM og FS var. Så snusede jeg lidt til det Heelwork to Music og Freestyle og så var der lige den dag i marts sidste år, hvor der pludselig skete noget HTM.

I dag er HTM og FS – i hård konkurrence med Rally (og måske snart Nose Work?!) – mine foretrukne discipliner med hundene. En ny og fascinerede verden har åbnet sig for mig og jeg elsker at være en del af den verden.

Selvom der nok kommer en del kommentarer til, at jeg på lørdag skal optræde til When I’m 64 for første gang som 64-årig, så har jeg bestemt ingen planer om at skifte nummeret ud.

Karen Halgreen lagde ovenstående søde tegning som fødselsdagshilsen på Facebook og den er da lige i øjet. 64 år er ingen alder – ikke i nærheden af at være gammel – og så længe jeg arbejder med hunde, har jeg det sjovt sammen med dem, og sjovt sammen med en masse mange andre dejlige mennesker, der også synes, at det er sjovt at arbejde med hunde. Det trækker bestemt heller ikke ned, at det er en verden fyldt med unge kvinder - alle der er yngre end mig regner jeg for unge!

Til (næsten) sidst vil jeg sige tusind tak for alle de søde hilsner jeg har fået på dagen, hovedparten (220+ mens dette skrives) på Facebook, men heldigvis også nogle personlige. Jeg har glædet mig over dem alle, tænkt på den, der har lykønsket - der er naturligvis gode minder knyttet til hver eneste en – og i øvrigt bare nydt hele dagen.

Jeg skal da også lige nævne, at vejret indtil nu har været med mig, morgenen var fantastisk!

Til aften er planlagt en middag med Kirsten på l’éducation Nationale, forhåbentlig med et skaldyrsfad og noget lækker vin.

Det er fantastisk at blive 64!