View fra Skansen
Vi havde lagt en plan for, hvad vi ville se i dag, og den opfyldte vi. Men egentlig gik dagen i vidt omfang med mentalt at fordøje gårsdagens oplevelse på KOKS. Jeg havde billeder af det hele og navne på vine og retter, og Kirsten og jeg gennemgik det hele inden morgenmaden, og også lidt under morgenmanden. Efter morgenmaden kom blogindlægget ud.
View fra Skansen
Hvordan var måltidet på KOKS så? Masser af superlativer, men hvad gjorde forskellen? Friske, lokale råvarer, ikke mindst fra havet. Utraditionelle råvarer. Nænsomt tilberedte råvarer, så de fremstår autentisk. Naturlig krydring jf. foregående. Flot matchende vine. Fantastisk betjening. Superbe omgivelser. Genial udsigt. Det er summen af det hele, der gør det. Naturligvis var hver enkelt ret superb, naturligvis var alt som det skulle være, der var en linje i måltiden.
Her dagen derpå vokser og vokser oplevelsen. Vores samtaler om morgenen. Vi mødte et par til morgenmaden, som også havde været der i går, og talte om oplevelsen. Vi talte med receptionisten, som havde hørt vi skulle der ud, og gennemgik retterne en for en med hende. På vores morgentur var der to unge mennesker der hilste på os, og surprise, det var to af personalet fra KOKS, der sagde tak for i går, og vi kunne kun sige at det var os der takkede. Der var aftensmaden på Áarstova, hvor der lige bag ved os kom en mand, som vi kunne genkende fra KOKS. Vi faldt i snak, og det var en englænder, der boede i New York, og som var kommet til Færøerne for at besøge KOKS.
KOKS er noget særligt, og vi er nu en del af den gruppe, der kan fortælle: vi har været der!
Svartafoss
Vi havde besluttet at se Thorshavn og omegn til fods i dag. Via plantagen (skøn plantage med vandløb og fred) kom vi til Svartafoss vandfaldet, vi var i Nordens Hus og fik Cappuccino, vi gik gennem plantagen tilbage. Vejret var i den grad med os, solen skinnede og det var varmt, så vi næsten ikke var forberedt på det.
Frokost på Etika
Kirsten foreslog at vi igen fik frokost på etika, fordi ingen af os havde lyst til burgere, smørrebrød eller lignende, så vi fik igen japansk mad baseret på lokale råvarer. Fremragende.
Vi slappede af på hotellet og gik derefter ud på Skansen – hvor jeg også havde været på morgenturen – og videre til havnen og marinaen, med passende ophold undervejs.
Lokal øl
Til sidst var vi på Tinganes og endte på Kafe Umami, hvor Kirsten fik et boost og jeg en lokal øl.
Aftensmaden fik vi på Áarstova, en ualmindeligt hyggelig restaurant i en gammel bygning. Vi besluttede os for en 3-retters menu med det hele. Og det var virkelig det hele: velkomstdrink (cremant/gin og tonic), forret (hummerbisque/laks), hovedret (2 x torsk, alternativ lam), dessert (rabarbertrifli/3 oste), kaffe og sødt samt digestiv.
G&T
Laks
Torsk
Store portioner, og fantastisk mad. Både min laks og torsk var i en kvalitet, som var uovertruffen. Ingen dikkedarer, super råvarer og enkelt tilberedt. Jeg kan ikke huske vinene, jeg fik en Viognier til forretten, en Beaujolais-Villages fra Joseph Drouhin til hovedretten og en 10 års tawny port til desserten, og det var virkeligt flotte parringer til maden.
Et klassemåltid, mere end pengene værd, hyggelige omgivelser, fin betjening, endnu en super dejlig gastronomisk oplevelse. Det har været to skønne dage på Færøerne, vi synes allerede vi har været her meget længere tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar