fredag den 6. oktober 2017

Frisk Bjørn – ændret fokus – særligt foto

Foto: Grafiko.dk

Vi har heldigvis ikke den store erfaring med hunde, der er syge/skadede, så jeg havde det altså ikke ret godt med Lille Bjørns halten; han var også halt i morges og kom ikke på morgentur. Heldigvis endte det meget bedre end vi havde håbet på. Kirsten var omkring dyrlægen til middag, Lille Bjørn havde ikke fået noget smertestillende, og han hoppede og dansede ind hos dyrlægen, hvor han var i narkose først på ugen.

Hvis ikke Kirsten havde forsikret om, at han havde haltet også på vejen ind, havde dyrlægen ikke troet på det.

Naturligvis blev Bjørnen tjekket, og ja, han var lidt øm ved venstre bagben, men diagnosen var, at der måtte have siddet en nerve i klemme, for han var åbenlyst helt frisk. Dyrlægen sagde direkte, at han sagtens kunne gå til prøve i weekenden.

Kirsten har naturligvis insisteret på at jeg trænede lidt med Lille Bjørn, og han var nærmest overfrisk, satte sig direkte, bakkede og snurrede, så hvis han er ok i morgen tidlig, så kommer han med til prøve på Fyn.

Som faste læsere af min blog vil vide, har jeg længe funderet over, hvad jeg skulle ændre træningsmæssigt og konkurrencemæssigt i forhold til Max. Jeg har været inde på det tidligere, men det er nu ganske definitivt, at Årets Hund i rally er droppet som mål for Max (og Lille Bjørn) i 2018. VI kunne sikkert kvalificere os, men jeg er ikke tilfreds med at være med længere, jeg vil – især med Max – være med, med en hund der viser sit kæmpepotentiale.

Så – ud fra konkrete råd fra flere rigtigt gode hundevenner – starter jeg forfra med Max (og også Lille Bjørn, men det er mere for sjov), ved at begynde at gå til rallyprøver i Sverige, og så bygge vores rallysamarbejde op fra grunden.

Prøverne med Max i Danmark er for sjov indtil videre, og deltagerne på Fyn i morgen kan glæde sig til en ganske ny rutine, når Max og jeg varmer op og går på banen!

Jeg ville gerne skrive, at jeg til gengæld har mere fokus på HTM, men det er vist ikke rigtigt at udtrykke det sådan. Jeg har tidligere nævnt, at det at starte i HTM3 for mig mentalt svarer til at starte i Eliteklasse i LP. Debuten på Samsø har jeg bestemt ikke styr på endnu, jeg tager den officielle prøve for sjov (med legetøj eller anden belønning undtagen godbidder undervejs), og har en træningsklasse med programmet. Men jeg må erkende, at jeg er usikker på, hvad jeg egentlig vil …

PÅ det mere jordnære plan ser det heldigvis ud til at Lille Bjørn skal med til Samsø og skal debutere i HTM1; men kostumet?!

Kirsten har foreslået noget – det skal jo være noget anderledes end til Max’ FS1 og hans HTM1-2 – og vi tror den er hjemme. De, der kommer til Samsø 14. oktober vil opleve det første gang ;-)

Fotoet er fra fotosessionen den 28. december 2016, hvor Camilla (Grafiko.dk) var bestilt til at fotografere, Django, Osseau, Megan, Lille Bjørn, Max, Anita og mig. Og fotoet her er jeg ret vild med. En ny kollega lagde mærke til det forleden (jeg har det som baggrundsbillede på skærmen) og sagde, at han synes det var fantastisk at se det gensidige fokus. Tjek!

Ingen kommentarer: