onsdag den 9. maj 2018
Rallytræning & klar til weekendens prøver
Jeg havde taget fri i dag. Formiddagen blev brugt på hundeaktiviteter, primært en af de alt for sjældne træninger med Christina & Tempo.
Christina har et superlækkert sted i Søborg, tæt på hvor hun bor, og jeg havde ud over hundene medbragt Anitas championbane fra i søndags i Hillerød. Som man kan se på fotoet gør vi ikke meget ud af opstillingen, skiltene bliver lagt på græsset og det fungerer fint.
Planen? Christina skulle gå nogle fulde baner. Lille Bjørn skal varme op med sine HTM-kampagne øvelser og så gå en bane. Max skulle varmes op med lidt fri snusning, lidt motivationstræning og så klar til fuld bane.
Så det endte meget fint med fem banegennemgange: Tempo, Lille Bjørn, Tempo, Max og Tempo. Perfekt timing og Casper vågnede da vi var færdige efter cirka 1½ time 😊
Jeg synes det er en fed bane. Ikke så mange dikkedarer, godt flow, og tilpas med udfordringer for alle tre hunde fandt vi ud af …
Vi lavede rigtigt prøvesetup, hvor vi agerede dommere for hinanden med klarsignal.
Lille Bjørn havde en fin start. Der kom lidt snus et par steder. Hans fører gik forkert vej i spiralen uden at opdage det. Der var en del langsomme sitter. Sit under gang måtte laves om. Springvand måtte vi lave om. Cirkel rundt om fører måtte vi lave om. Det var meget prøvelignende. Men det vigtige: Lille Bjørn var fint fokuseret, faktisk rigtigt godt, selvom han halsede noget i varmen.
Max gik virkelig flot. Ståen i skilt 2 måtte vi lave om 4 gange, men derefter kørte det fint. Der var lidt snus, men hold da op, det er længe siden jeg har oplevet så godt fokus. Derefter legede jeg med ham, og fik mens jeg pustede kommentarer fra Christina om længde og variation og om at lege MED ham.
En rigtig skøn træningsomgang.
Jeg er privilegeret, at jeg tre på hinanden følgende dage kan have fantastiske træninger med Liv, Anita og Christina – det er skønt! Og hundene har performet virkelig godt alle tre dage.
Den forlængede weekend kan bare komme an med rallyprøver i morgen, lørdag og søndag og HTM-prøve lørdag. Jeg har hele den mentale bagage på plads, så hundene og jeg kan få en stribe gode oplevelser i ringen!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar