søndag den 6. maj 2018

Lille Bjørn nu også RLDF - Rallyprøver i Skanör-Falsterbo Brukshundklubb 6. maj 2018


I dag gik turen til Falsterbo, præcis 1 times kørsel hjemmefra, hvor begge hunde var tilmeldt i rally Fortsättningsklass. Jeg må indrømme at fredagens oplevelser påvirkede mig mere end de burde have gjort. Anita mente det var en fredag som jeg burde pytte, og det var jeg sådan set ikke uenig i, men jeg kunne ikke. Men i morges fik jeg håndteret det konstruktivt, og jeg var mentalt helt klar, da jeg kørte hjemmefra 10:30. Dejlig ikke at skulle så tidligt af sted for en gangs skyld, der var indskrivning fra 11:30 og banegennemgang 12:30 for i alt 18 ekvipager. Om formiddagen havde der været Nybörjare, derfor det sene tidspunkt.

Det var i Skanör-Falsterbo Brukshundklubb jeg debuterede i svensk rally 10. december sidste år, i øvrigt også med Sofie Remgren som dommer, og det var dejligt at vende tilbage. Parkeringsvagten var meget hjælpsom og spurgte om jeg havde været der før. Da jeg kom ind i klubhuset blev jeg budt velkommen tilbage 😊, fik banen udleveret, luftede hundene hvorefter banen blev nærlæst og nogle detaljer tjekket i de svenske øvelsesbeskrivelser.

Jeg havde Max ud for at snuse lidt af, og prøve nogle af skiltene. Lille Bjørn skulle bare slappe af, det var omkring 18 grader, og det over hans favorittemperatur.

Banegennemgangen gav mig anledning til at spørge Sofie detaljeret om skilt 5, som ikke udføres helt som i Danmark: Ikke noget med at dreje og så gå et skridt, men bare et langt skridt. Og skilt nr. 9, som vi ikke har i Danmark: Fører stopper og hunden sætter sig, fører drejer til venstre og går et skridt og hunden følger direkte med. Det var også vigtigt at være opmærksom på temposkiftene. Fra skilt 4 skulle man gå langsom gang til skilt 5, videre til 6 som skulle udføres i langsom gang, og videre til skilt 7. Så skulle der løbes til tyskervendingen, som også skulle udføres i løb og videre til skilt 9. Efter skilt 9 skulle der løbes til skilt 10.

Max startede som nr. 5 af 18, han fik lov at snuse indtil vi kom ind i opvarmningsområdet da hund nr. 4 var oppe, derefter var kravet fuldt fokus. Starten var magen til starten på Sofies Nybörjarklass 10. december: dobbeltslalom og spiral, der røg lige 6 snusepoint der. Men så kom vi i gang! På resten af banen havde jeg en god følelse med ham. 4 x snus, 1 bristet samarbejde og 1 langsom reaktion og så 3 for afstand til føreren i tyskeren. Samlet 85 point og dette fine helhedsindtryk: ”Glädjespridande ekipage! Tydlig och positiv förare! Snygge positioner”. Rigtigt dejligt.

Lille Bjørn var oppe som nr. 13, og hans opvarmning var at komme ud 3 hunde før, og stå i skyggen og lave ikke ret meget. Da vi kom på banen kunne jeg næsten ikke få kontakt med ham, vi mistede 1 for snus og 3 for bristende samarbejde inden i kom i gang og 1 for snus på dobbeltslalommen. Tredje øvelse var fristende 8-tal. Lille Bjørn var lidt i snus jeg fik stoppet lidt op, det kostede 3 for førerfejl og 3 for afstand til fører. Derefter gik det fantastisk. Lille Bjørn var totalt på og meget præcis. Kun skilte 12 (twist) kiksede, Lille Bjørn twistede ikke, jeg stoppede op og han twistede på anden kommando. Det kostede 2x3 (bristende samarbejde og førerfejl). Samlet 17 point og dette helhedsindtryk: ” Glädjespridande ekipage! Härligt samarbete med glad förare och hund”.

Jeg havde en rigtig god følelse efter begge prøver og skyndte mig at fastholde følelsen (jeg kendte ikke resultaterne). Jeg skrev til den mentale backinggruppe i Danmark: ”Begge hunde har været oppe og jeg kender ikke resultaterne. Men følelsen med er begge er god 😁 Lang bane med sej start med dobbeltslalom, spiral og fristende 8-tal. Max godt på 80 % af tiden. Der var en del snus i starten men han var med og udførte det hele fint. LB føltes bedre. 85 %. Meget snus lige i starten men derefter fint selvom varmen fik ham til at puste noget. Vi mistede twist men ellers føltes det ok. Så jeg er tilfreds uanset resultaterne 😉” Mens vi ventede på præmieoverrækkelsen fik jeg et par superdejlige tilbagemeldinger fra Bodil og en, som jeg ikke kendte, der begge roste Lille Bjørns fantastiske fokus!

At resultaterne så var rigtigt pæne gjorde bestemt ikke tilfredsheden mindre. Max fik sit andet kvalificerende resultat, Lille Bjørn sit tredje, og Lille Bjørn har dermed også titlen RLDF og skal næste gang starte i Avancerad klass 😊

Jeg skrev i går: ”Jeg har fået klare dessiner fra Amanda om, hvad jeg skal gøre og ikke mindst ikke gøre, det skal nok blive en fin dag!” Jeg skal hilse og sige at jeg gjorde præcis, som hun havde sagt, jeg skulle gøre (jeg turde ikke andet!), og det virkede 😉

Ingen kommentarer: