Max og Otto er glade for hinanden :-)
Når jeg er i tvivl, tjekker jeg (som regel). Hvis det er noget sprogligt, bruger jeg Den Danske Ordbog. Jeg har i dag tænkt over, hvad der er sket, efter at Otto kom hjem til os.
Max på eftermiddagsturen i går
Vi har haft en masse faste rutiner (DDO: Rutine: fast fremgangsmåde der følges regelmæssigt eller i bestemte situationer), og de er blevet justeret, da Otto blev en del af familien. Og hurtigt og næste umærkeligt er det blevet til nye rutiner, ja, jeg vil kalde det vaner (DDO: Vane: adfærd eller handlemåde som en person, ofte ubevidst, har tillært sig ved stadig gentagelse og derfor kan have svært ved at ændre).
Fra dagens morgentur
Otto er helt anderledes end vi husker vores tidligere hunde, og absolut på den gode måde. Der er krudt og initiativ i ham, og han skabe liv og glade dage.
'
Fra dagens morgentur, lidt senere
Max og han er blevet perlevenner, og det er måske det allerbedste af det hele.
Det med rutiner og vaner, er også noget jeg (læs: mange) arbejder med i trænings- og ikke mindst konkurrencesammenhæng. Hvis vi har indarbejdet det vi gør, så vi gør det ubevidst, så er det meget nemmere for os. Og vi kan holde fokus på det, som ikke kan håndteres ubevidst.'
Noget af det jeg har arbejdet rigtigt meget med i min mentaltræning, er at få alt muligt i konkurrencesituationer gjort til rutiner/vaner. Hvis jeg ikke skal bruge energi på andet end at holde fokus på hunden, når jeg er til prøve, fordi alt det udenoms kører underbevidst, så er jeg godt kørende. Fordi hunden kan mærke, at jeg har fokus på den, ikke på alt muligt udenoms.
Traditioner, det er noget helt andet (DDO: Tradition (udsnit): handling som er blevet gentaget et antal gange, og som efterhånden er blevet en fast tilbagevendende begivenhed; fremgangsmåde, opførsel el.lign. som efterhånden er blevet den sædvanlige).
Det er fx Sydkystens Hundeskoles rallyprøver 31.12., som vi i år afholder for 8. gang. Jeg har netop lukket de to prøver 31.12.2019 i dag, fordi vi har passeret 50 tilmeldinger til hver prøve. Det er en tradition, som er vildt populær, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå stille af, hvis vi pludselig ikke afholdt de prøver mere!!! Prøverne 31.12 2020 er også booket 😊
Jeg har også set på rallyprøver det kommende år, der er heldigvis opslået mange allerede. Der er nogle, som jeg bare ikke vil undvære, bl.a. nogle prøver på Bornholm, Islandsk Fårehundeklubs dobbeltprøve og lidt flere.
Og så kan jeg da ikke lade være med at tænke på, om Otto skal debutere i rally næste år. Det tror og håber jeg, men jeg melder ikke til noget, før om lang tid!
Jeg har også andre traditioner i hundesammenhæng – faktisk en del - det er superhyggeligt og ikke nogen, jeg har tænkt mig at lave om på 😉
Ingen kommentarer:
Send en kommentar