søndag den 16. februar 2020

Rallykursus på topniveau

Min nye træningsvest, en gave fra Anita og Amanda, blev indviet
Jeg lærte Ida Lindgren at kende i forbindelse med de nordiske mesterskaber i rally, ved en træningsweekend udenfor Oslo. Hun var sekretær ved NM 2019 og skal dømme NM2020. Hun har Vi2 Hundcenter.

Birgitte Rønsner havde fået arrangeret, at hun kom til Danmark denne weekend. I går for at holde kursus for det danske landshold anno 2019 plus nogle gæster, og i dag havde Sydkystens Hundeskole arrangeret et kursus for bestyrelse og instruktører, i alt 9 personer.

Jeg havde aftalt at mødes med Lonni 8:20, kurset startede kl. 9:00, jeg mødte Ida, og efter at have fortalt at jeg kun havde Max med blev jeg sendt hjem efter Otto!


Det var en super god besked, for resultatet var at både Max og Otto fik en fantastisk skøn søndag på et fremragende rallykursus!

Ida er meget dygtig, meget inspirerende, gennemgår de forskellige elementer meget pædagogisk og er meget skarp til at iagttage og give præcis feedback.


Jeg havde Max og Otto ind på skift, nogle gange var de begge inde i samme træningspas, andre gang var de alene inde på et. ALLE dele var perfekte i forhold til at få input og inspiration til, hvordan vi skal fortsætte træningen.


Vi fik arbejdet med:
  • Hund holde position på venstre og højre side – hvor fører stod på lille cirkel og drejede, hunden fulgte med, omhegnet af væg og komposthegn
  • Hund op på lille skammel og belønnes for at dreje til venstre eller højre, for at styrke venstre- og højreposition
  • Hund stå på platform, som grundlag for senere at kunne indtage relevante positioner
  • Vendinger, hvor Ida introducerede begreberne Kissnödig (tissetrængende), hvor fører skal klemme sammen, som om man er tissetrængende, og Lucky Luke, hvor man står med spredte ben, når man påbegynder øvelsen
  • Attitude, hvor vi arbejdede med at få totalt fokus fra hunden, med henblik på at gøre det til et moment, med særskilt kommando, som man kan tage i brug, hvis hunden er ved at miste fokus 
  • On/off, hvor vi arbejdede med det mål at få en kommando for at hunden skal være på eller ikke på. Vi arbejde med det ved brug af Tabata (intervaltræning): x sekunder intensiv leg, y sekunder ro osv.
  • Introduktion til bakning (væk fra fører) med brug af komposthegn og skaftet på en gulvmoppe. Otto kom supergodt i gang!
  • Til sidst gik vi på Charlottes opfordring en kort bane, og fik feedback. Otto gik sit livs første rallybane, og han var virkelig flot på, selvom klokken var tæt på 16 og han var lidt træt 😊

Jeg kommer til at skrive meget mere om, hvordan alt ovenstående bliver en del af vores fremtidige træning, i takt med at vi går videre.

Det var FEDT at opleve, at både Max og Otto kunne komme ind og relativt upåvirket gå i gang med at arbejde. De er rigtigt dygtige begge to, og de knokler løs for at forstå mit ikke altid lige tydelige førerarbejde.

Kurset var som nævnt med hele bestyrelsen og alle instruktører i Sydkystens Hundeskole, og det var bare prikken over i’et. Der var en superfed og konstruktiv stemning hele dagen. Charlotte havde i øvrigt lavet den skønneste spaghetti bolognese baseret på rådyr og dådyr, en udsøgt fantastisk frokost!!!

Kæmpestor tak til Ida og alle de skønne mennesker i Sydkystens Hundeskole for en vidunderlig dag.

Ingen kommentarer: