Meningen med livet

Aura studerer nordiske rallyskilte :-)

I dag gik turen til Hvalsø og rallytræning hos Camilla (Absolut Hund).

Mine kriterier med Max var at have styr på starten og i øvrigt være cool, jf. blogindlægget i går.

Max var meget snusende i dag, dog ikke så meget som i går, så jeg måtte lave starten om. Jeg arbejdede hårdt med kontakten og det lykkedes nogenlunde fornuftigt, dog med et par ommere, hvor han var lidt væk, da vi skulle eksekvere. Mange gange hørte han den verbale kommando, selvom han virker helt opslugt af underlaget, og udførte øvelserne, men jeg vil godt have lidt bedre succesrate.

I anden runde havde jeg lagt en ny strategi for starten, og mit kriterie var, udover at belønne et par skridt efter start, hvis det gik godt, at gennemføre to øvelser og så belønne med legetøj. Det lykkedes over alt forventning, så nu har jeg dette startritual: øvelser udenfor à la Helle, ind på banen og til startskiltet (plads = sit), klar, som verbalt signal til Max OG dommer (intet håndtegn), og så i gang på dommerens signal. Det virkede perfekt, og jeg skal arbejde videre med det.

Banen var i øvrigt min egen ekspertbane fra 19. februar i år 😊

Øvet banen var en opdatering af min begynderbane fra 19. februar, og meget lærerig i forhold til min træning med Otto. Vi gik nogle flotte passager – specielt nogle lange passager på højre side – men han var meget distraheret, og meget nem at distrahere af underlag og omgivelser, og fik i alt for høj grad lov til at styre forløbet. Jeg var bare ikke spændene nok i forhold til alternativerne ☹

I anden runde have Camilla planlagt et fedt forstyrrelsessetup, hvor alle fem på holdet skulle gå banen i forlængelse af hinanden. Ekvipage 1 startede, når de havde udført skilt 2, startede ekvipage 2 osv.

Hvad skete der med Otto og mig? Vi gik da fantastisk!!!! Jeg tror jeg var den eneste uden line på hunden, og jeg var virkelig skarp med at holde kontakten. Jeg udførte flere øvelser langt fra skiltene; både Johanna og Camilla har kommenteret, at Otto har helt styr på, at skiltene medfører øvelse, og at der intet sker indimellem og den forventning skal brydes. Jeg tror Otto og jeg gik tæt på den bedste øvet bane vi har gået nogensinde, og jeg havde den fede følelse, som gerne skal være der hele tiden.

Et stykke nybagt, lun drømmelage som afslutning fuldendte to dejlige træningstimer.

Anita og jeg fik vendt væsentlige problemstillinger bagefter og jeg kørte hjem i højt humør.

Overskriften på dette indlæg skrev jeg som det første, og nu hvor jeg har skrevet om dagens træning skal jeg skrive om det …

Et kort øjeblik lidt blokering, som en svært stileemne i skoletiden. En hurtigt søgning og jeg fandt dette: Hvad er meningen med livet?, hvor jeg fandt denne meget fine formulering, synes jeg selv: ”Den moderne filosofi er nået frem til, at vi hver især må finde vores egen mening med livet.”

Jeg respekterer alles ret til at tro og mene det de vil, jeg elsker Thorbjørn Egners Kardemommelov: ”Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil”. Måske ikke stringent nok til at håndtere en kompleks verden, men et godt bud på en enkel, altomfattende lov.

Halfdan Rasmussen skriver i Noget om helte/Livet er en morgengave i samme dur, sidste vers:

”Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. 

der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. 

'Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad 

skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.”

Jeg synes bestemt ikke jeg er konfliktsky, men jeg er begyndt at slukke for nyheder, når de beretter om den igangværende krig, hvor Rusland har invaderet Ukraine. Det er ubærligt, at vi kan være vidne til krigsforbrydelser, og ikke på et højere niveau kan gribe ind. Jeg har kæmpestor respekt for alle, der støtter Ukraines befolkning, og har naturligvis også ydet mit lille bidrag. 

Min mening med livet er helt legal jf. ovenstående citat, og jeg efterlever helt sikkert Kardemommeloven. 

Jeg er som skrevet mange gange privilegeret, og det værdsætter jeg, og sådan er det. Jeg har et godt arbejde. Der er ikke sat nogen udløbsdato på ansættelsesforholdet, men nu hvor jeg nærmer mig min 70-års fødselsdag kan jeg da godt forestille mig, at jeg stopper inden for en ikke vildt lang tidshorisont.

Alt muligt med hunde fylder rigtigt meget i mit liv. Jeg sætter meget stor pris på at have hunde som en del af hverdagen, at træne med hunde, at konkurrere med dem, at dømme prøver, at arrangere prøver, at være en del af en organisation, hvor jeg kan være med til at præge udviklingen i Danmark og internationalt. At jeg kan nørde om detaljer vedrørende skridtlængde, bagpartskontrol, hoppen, gøen, snusen osv. Uden for hundesporten totalt ligegyldigt, i hundesporten helt afgørende.

Jeg respekterer min ret til at nørde med det, ligesom jeg respekterer alle andres ret til at nørde med det, der betyder noget for dem, indenfor rammerne af Kardemommeloven og lovgivning i øvrigt 😊

Liv har givet mig lov til at bringe billedet øverst fra træningen i går. Aura, som lige er fyldt ét år, er den skønneste pige, som jeg håber at få lov at dømme i juniorklasse i rally om 9 år 😊 Den nordiske træning, som jeg nævnte i mit blogindlæg i går, var for mig ekstremt motiverende og livsbekræftende. To bedsteforældre, en mor og en datter, som hygger sig sammen med deres hunde. Det betyder intet for menneskeheden eller jordens beståen, det betyder alt for vores mentale velbefindende.

Jeg aner intet om hvad børn kan huske fra deres første år, så jeg kan godt tillade mig at gætte 😊 Aura vil for evigt have et dejligt minde om træningen i går, hvor mor, Mette og jeg kæmpede med en stribe rallyskilte, og Aura sad og hyggede sig og hjalp med at rydde op. Det er jeg sikker på at hun vil have gode minder om.

 

Til aften fik Kirsten og jeg bøffer, asparges, pomme frites og dertil Francis Ford Coppola Winerys Director's Cut Cabernet Sauvignon 2016. Et dejligt måltid og en dejlig vin, og for os også en væsentlig del af meningen med livet: at kunne nyde god mad og drikke.