søndag den 15. maj 2022

Nydelse

Opvarmning med Otto

Fredag havde jeg en fantastisk dag med bl.a. to dejlige prøver med Max Verdens bedste Max – igen ❤  

I weekenden har Max, Otto og jeg har været på drengetur på Bornholm. 

I går skrev jeg om Max 100

I dag var også en dejlig dag. Klasserne lå modsat lørdag, så Otto skulle op ved 10-tiden, Max ved 14-tiden. 

Jeg havde styr på kriterierne og sendte dem til Liv: ”Otto, lang opvarmning er der kl. 9 og øvet starter 10:15. 100 % fokus på at holde hans fokus uden belønninger. Max ca. 13:45, same procedure.

Opvarmningen med Otto blev helt som jeg havde planlagt. Jeg kunne se på hans øjne, at han var lidt træt, da vi skulle på banen, og det er godt 😉 Jeg havde også skærpet mig som fører. 

Resultatet var, at jeg i modsætning til i går, følte mig i kontrol, og lavede to ommere i forvisning om at de ville lykkes anden gang. Jeg havde en rigtig god følelse hele vejen igennem, og var MEGET tilfreds. 


Pausen frem mod championklassen blev brugt til at køre til Gudhjem, købe rejer og røgede sild til at have med hjem, få en Sol over Gudhjem, gå tur med hundene og vende tilbage til Østerlars og se seniorklasse inden vi skulle på igen. 

Starten med Max var perfekt, der var lidt kludder med min signalgivning ved dæk under gang (om), lynet (om) og 322 (om). I den sidste begik jeg en dum fejl, idet jeg ”hjalp” med højre hånd, hvilket bestemt ikke er en hjælp for Max. Da jeg lavede ommeren, var den helt perfekt. 

Pernille og Gitte kommenterede, at 1) det var tydeligt at Max var træt, og 2) jeg gjorde underlige ting med højre hånd til sidst. De har helt sikkert ret, det kan også godt være at jeg var træt 😉 

Det jeg har noteret, var at vi gjorde det godt alligevel. Egentlig ville jeg ikke have lavet 322 om, men jeg blev faktisk flov over, hvordan jeg fik rodet Max ud i en lettere kaotisk udførelse, så vi lavede en knivskarp ommer. 

 Jeg bevarede mit fokus hele vejen. 

Vore største udfordring var igen noget med legetøjet … Da jeg kom ud, trak jeg det og kastede det langt, så Max kunne ikke finde det, og det tog en rum tid bagefter at finde det, men det lykkedes heldigvis! 

Det eneste dårlige jeg kan sige om weekenden er, at jeg ikke fik en softice ☹ Præmieoverrækkelsen trak ud, så jeg satsede på at jeg kunne nå Kjærstrup i Rønne, inden jeg skulle på færgen, men ak, de havde lukket i dag, så ingen softice. Kirsten har lovet at vi får en trøste softice hos Kjærstrup i Køge næste uge. 

Næste weekend er der kvalifikationsprøver til rallylandsholdet. Jeg har for længst booket overnatning fredag og lørdag, aftensmad fredag i Århus (lørdag står åben endnu) og har håndteret de bump, der er dukket op. 

Jeg har i flere blogindlæg skrevet om landsholdskvalifikation bl.a. Mental træning: Det rette fokus  og Rally for alle & noget om alder

I Max drømme har jeg skrevet: 

”Hvis vi ikke bliver udtaget, så har vi gjort hvad vi kunne, men der var andre, der var bedre; det er ingen skam, for der er mange supergode rallyekvipager i Danmark. 

 Hvis vi bliver udtaget, så tager vi med, og vil nyde hvert et sekund af turen sammen, Max og jeg. Det kan ikke blive større, og jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis jeg ikke sagde ja tak.” 

Jeg har fulgt mine træningsplaner trofast, i stort og småt: 
  • Jeg har trænet bredt på mine svage sider teknisk og mentalt
  • Jeg er gradvis på alle områder, hvor det giver mening, begyndte at gå dansk rally som nordisk/FCI
  • Jeg har gået til prøver i Sverige, for at udfordre mig selv med fremmede omgivelser, regler og øvelser som jeg ikke er helt stiv i
  • Jeg har trænet nordiske baner 
Den afgørende forskel har været at få styr på starterne, og det har vi fået. Jeg ved præcis hvordan jeg skal varme Max op, og hvornår vi er klar til at gå ind. Og en god start er – ganske banalt – grundlaget for et succesfuldt banegennemløb. 

Et succesfuldt banegennemløb handler om følelser. Hvis det føles godt, meget godt eller fantastisk, så er det godt eller bedre. Jeg har gået fem vidunderlige baner i weekenden, og en, hvor jeg var en dårlig fører for Otto, den har jeg lært af og pakket væk. 

 5 ud af 6 er ikke dårligt. Jeg kan mærke roen, nydelsen, følelsen bagefter, at mærke at jeg har givet alt, og skal puste ud, glæden ved at lege med Max eller Otto. 

Næste blogindlæg kommer om præcis en uge.

Ingen kommentarer: