Viser opslag med etiketten Annette Klink Dalgaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Annette Klink Dalgaard. Vis alle opslag

søndag den 12. september 2021

Max’ og min allerbedste rallyprøve


Max og min opvarmning til vores prøve i championklassen i Løserup i dag var helt perfekt. Vi fik trænet de første 4 øvelser et par gange, og en sekvens på to et par gange. Der var nogle små misforståelser, som mindede mig om at være knivskarp med signalerne. Da ekvipagen før os gik ud tog jeg linen af, lige uden for kantbåndet, og vi gik frem og tilbage med Max i højreposition, og fik timet de to øvelser med belønning uden for ringen perfekt med at Annette, som dømte, var klar. Vi gik direkte ind og gav klartegn.


Jeg kan ikke mindes at jeg har været så fokuseret før til en prøve. Jeg var omhyggelig med håndtegn og verbale signaler, jeg gik i et passende tempo, en anelse langsomt, for at være sikker på at bevare kontrollen. Den første sekvens var lige i skabet. Jeg kan huske hvordan jeg ved hvert enkelt skilt huskede at få detaljerne med. Håndtegn, når Max skulle rundt (mod uret); præcis timing af signal til bakning ved siden af; roligt håndtegn ved skift side foran; samlede ben ved bakke væk fra fører, vinkling af gangen mod sideskiftskeglen, så Max fik den korrekte retning; dyb indånding ved fremsending til kegle (for at få ro på mig selv), omhyggelig gang til indkaldsskiltet og rette op, så jeg var sikker på at stå i indkaldsområdet, når jeg kaldte; fuldt fokuseret på Max i dobbelt 8-tal med sideskift (perfekt sideskift), ro på ved gang mod 225 grader til venstre (der er INGEN nemme skilte); igen håndtegn ved skiltet hvor fører står stille og hund cirkler rundt; diagonal venstre, husk at gå helt hen og lav tydelig drejning; springvand, perfekt timet kommando; højre omkring, næstsidste skilt, bevar roen; sidste skilt var bakke 1 stå, bakke 2 sit, bakke dæk på venstre side. Ingen slinger. Stille og roligt i mål, ud over kantbåndet, stå, belønne, line på (tror jeg) og godbidder til Max. Annette kom hen og sagde det var meget smukt og kontrolleret førerarbejde (eller noget lignende) og at hun ikke havde trukket noget, jeg fik tårer i øjnene og spurgte om jeg måtte kramme hende (det måtte jeg 😊), Anita og Amanda stod lige ved siden af, flere kram og lykønskninger.

Jeg havde mest lyst til bare tage af sted med Max og lege vildt med ham, jeg var helt euforisk af glæde og alle mulige andre gode følelser.

Dette var vores livs bedste rallybane. Der var INTET jeg ville have gjort anderledes, og Max var bare fokuseret, så det gjorde helt ondt.

Inden prøven manglede jeg lidt mental energi, men jeg huskede mig selv på det, jeg skrev forleden, om at gå hver prøve, som var det den sidste. Det er denne forhåbentlig ikke, men hvis det var, ville jeg have det mest fantastiske minde.

Dagens fejl var, at jeg ikke trak Otto fra begynderklasse. Jeg var hurtigt ude med Max i bilen og hentede Otto, fordi han skulle op kort tid efter. Han var ikke varmet ordentlig op, jeg havde ikke fokus fra ham, da vi startede, og jeg kunne mærke at prøven med Max fyldte så meget, at jeg bare ikke var en ordentlig fører. Jeg har sagt undskyld til Otto, og han har tilgivet mig. Vi bestod med 87 point, trukket for 3 ommere og 4 x 1, men vi var ikke boble og det var naturligvis 100 % min skyld.

Først derefter kom Max og jeg ud og lege lidt.

Jeg havde lovet Kirsten at vi kunne spise frokost bagefter, fordi championklasse og begynderklasse sluttede ved halvtolvtiden. Der var lige noget eftersnak og jeg skulle lige filme Dumle og Amanda i seniorklasse (3.v. med 96 point og superflot!), men frokost fik vi kl. 14:00.


Bistro 17, meget spontant planlagt, Maria havde sørget for vores stambord, og naturligvis startede jeg med et glas champagne og sluttede for øvrigt også med et. Indimellem fik vi den skønneste brunch. En fin måde at fejre Max på. Jeg skal også nok finde på noget, hvor han er med 😉

søndag den 23. august 2015

Generalprøve

Foto; Neel Ane Smed

Jeg har lagt et ret detaljeret program for tiden frem til DM, og i dag omfattede det deltagelse i officiel rallyprøve i Måløv, arrangeret af Belgierklubben Kreds 3. En lille hyggelig prøve med start kl. 11.00, 7 champion, 5 eksperter, 2 øvede og 6 begyndere, præmieoverrækkelse efter hver klasse, så vi var færdige med ekspert allerede ved 13-tiden. Dejligt. Annette Klink Dalgaard var dommer.

Championbanen var i den svære ende synes jeg, men bl.a. højre handling af bakke 3 skridt, cirkel om fører og 1-2-skridt bakke. Dem klarede Megan fint ligesom fremsending til felt og flere andre svære momenter.

Men der var flere momentvis tab af fokus, som bl.a. kostede en 13’er på springvand, og et par yderligere ommere og der flere langsomme reaktioner på sitterne. Vi misterede også 3 i helhedsindtryk. Så netto blev det til 66 og IB. Jeg var godt tilfreds, det var ok at vi ikke bestod, der var kun 3 ud af 7 der bestod championklassen.

Jeg regner med at Megan kommer med i første runde til DM, laver en ok bane og består, men ikke har point til at komme i finalen. Hun er stadig nr. 1 på reservelisten, men mon ikke hun alligevel kommer med?

Ekspertklassen havde kun 5 deltagere og en meget tilforladelig bane. Max var på som nummer 2, og vores opvarmning var bare perfekt.

Jeg blev lige lidt forvirret fordi det første skilt var væltet af forrige fører og ikke rejst igen, og samtidig gøede to hunde ret tæt på siden, så Max var totalt dæmpet både i stå under gang og i stå-hente-bringe og sit-hente-bringe. Men vi kom helskindet igennem.

4. skilt var sit-stå-dæk, og jeg kunne ikke få ham i stå (=faresignal), så jeg droppede øvelsen (minus 10), så kom der løb, tyskervending, almindelig gang og springvand og synkron højre og vi var på igen.

Foto: Neel Ane Smed

Fremsending superflot, og så kom der lidt dæmp da vi nærmede os startpunktet, og sit-stå-gå rundt om krævede 3 ståer tror jeg.

Ærespladsen sit ved siden af er en favorit, ingen problemer. Jeg synes vi havde et rigtigt flot gennemløb under betingelserne, og 83 point var som det skulle være. 1 10’er, 1 ommer, 1 modvillig reaktion og 1 1’er. Vi endte som 3. vinder (ligegyldigt), men kom igennem en bane, som potentielt kunne have været en stoppet prøve, uden at noget gik seriøst galt. Som man kan se af Neel Ane Smeds fotos er halen også oppe.

Fint lille arrangement, tak til Belgierklubben for det.

Den næste uge står i DM’s tegn:
  • Mandag træning med Amanda og måske Christina i Jersie
  • Onsdag træning med Amanda og Lonni i Ringsted med Anita som dommer
  • Torsdag sidste runde af Johannas klar til DM hold
  • Fredag er fridag med coaching og transport
Så er vi klar til DM.

fredag den 10. januar 2014

Nye starter

Superlækker aftensmad

Efter et fantastisk aftenmåltid, som kan ses på fotoet, er tiden kommet til ugens først blog.

Ugen har dels budt på start af to runder nye hold, dels er jeg begyndt på træning hos to nye trænere. Så der har været masser at reflektere over i forbindelse med de enkelte hold.

Mandag aften startede nye to LP-stjernehold. På det første hold havde jeg stillet nogle rallyskilte op, som jeg ville have den ene til at varme op på, og pludselig gik der rally i det hele – og der blev kun arbejdet med rallyskilte fra begynder og øvet klasse. Det er samtidig fantastisk LP-træning, så meget fint.

Det andet hold blev et mere traditionelt LP-hold!

Der er lutter gengangere på de to hold, og det er interessant at iagttage, at det er flere hunde og førere som får glæden tilbage, fordi førerne laver noget andet end de plejer. En LP-hund der stort set kun har trænet i snor og pludselig går en rallybane uden line, klinet op ad føreren. Og en LP3-træt hund og fører, der træner eliteøvelser, og pludselig er der mere energi og præcision i øvelserne.

Mangfoldighed er godt – også i forbindelse med hundetræning.

Tirsdag startede jeg som kursist hos Susanne Bach, først med Max på et LP hold, så med Lille Bjørn på et LP Elitehold. Vi var blevet bedt om at sende beskrivelser af vores udfordringer i de forskellige øvelser, og der kom dermed fokus på præcis det, vi ønskede.

For Max’ vedkommende var det apportering af døde apporter, hvor vi gradvis opbyggede glæden: plads og vild belønning, plads med apport, apport i bevægelse og frem til døde apporter. Der var god energi hele vejen og jeg fik leget rigtigt meget med Max. Men 1 times træning er lang tid, så Max var ikke lige så glad for legetøjet til sidst, men heldigvis gik han på godbidder.

Vi fik også arbejdede med korte sekvenser sit og dæk, hvor kriteriet var ”uden lyd”. Samt ikke at tygge næseprøvepind.

Lille Bjørn arbejdede med fuld energi i en hel time, så det var en ren fornøjelse. De to fokusøvelser var for mit vedkommende udgangsposition (den perfekte plads) og vendinger til højre. Samt stillingsskiftet stå-sit. De udviklede sig begge ret godt, og det mest fantastiske var at Lille Bjørn bare blev ved, ikke noget med for mange gentagelser her.

Jeg arbejdede også med fællesøvelser (sammen med Hanne og Gaia), og fastholden af apport. Indkald med stå, han stoppede ikke ordentligt, så jeg måtte forstærke nogle stop på 15 meter og så lidt næseprøve.

Onsdag gik startskuddet for Anitas og mine to rallyhold. Jeg elsker disse rallyhold. Anita og jeg har nogle gode planer for gennemførelsen, vi svinger godt sammen (og det smitter!), deltagerne kommer på en fornuftig rundtur hos os begge og kommer igennem et meget varieret program. Hvis den energi der er på disse hold kunne kommes på flasker, ville vi kunne sælge dem og Anita og jeg blive stinkende rige :-)))))

Vi har fået nogle ret flotte tilbagemeldinger efter første runde, og vi skal gøre hvad vi kan for at leve op til dem.

Torsdag gik turen til Garbogaard med Max, hvor vi er kommet på et agilityhold hos Annette Klink Dalgaard. Jeg fik rigtigt meget godt input til det stade hvor vi er nu: begyndere. Grundlæggende arbejde med krop og hænder: Hvordan viser vi hunden den ønskede retning? Det er en kombination af førerens placering, kropsholdning og anvendelse af arme og hænder. Placeringen skal hele tiden være, så hunden støttes bedst muligt og føreren alligevel er det skridt foran, så man kan hjælpe hunden gennem det næste forløb osv. Simple but not easy.

Vi skal arbejde med sideskifter i 8-taller om spisestuestole og holde ryggen rank. Vi sluttede med introduktion til slalom. En supertime.

Det eneste negative jeg kan skrive er, at det er langt fra Solrød. En lille times kørsel hver vej er langt for netto under 10 minutters træning.

Hverken i dag eller i weekenden er der planlagt hundeaktiviteter med mine egne hunde.

Men der bliver fokus på sammen med Merete at få finpudset materialet til Sydkystens Hundeskoles Rallyinstruktøruddannelse, som begynder 8. februar. Vi er i al ubeskedenhed ret stolte af vores kursusprogram, hvor vi har arbejdet meget med kriterierne for at bestå. De er i kort udgave:
  • Skriftlig eksamen hvor der skal dokumenters kendskab til rallyreglement, skilte, og indlæring af skiltene; samt at kursisten er i stand til at planlægge rallyhold på forskellige niveauer.
  • De skal kunne planlægge baner og opbygge dem i praksis.
  • De skal bedømme ekvipager, der går banerne og give dem feedback.
  • De skal gennemføre en prøvetime, hvor en række ekvipager introduceres til nye skilte
Selvom det ikke var et kriterie for at komme på holdet kan vi konstatere, at 4 af deltagerne går i championklasse og 2 i ekspertklasse, så mange har arbejdet med at indlære øvelserne med egen hund.

Vi giver dem grundlaget for at kunne undervise andre, hvilket kræver at man kender øvelserne/skiltene, kan hjælpe andre til at indlære dem, kan fortælle hvad der er rigtigt og forkert (koster point) i rallysammenhæng og kan anvende det i praksis. Og det skal vi nok lære dem.

Og så vil jeg slutte med at ønske to dejlige mennesker til lykke med deres fødselsdag i morgen. Vi sidder i bestyrelsen sammen, vi træner sammen, vi har det godt sammen. Kæmpestort til lykke

Lonni
 
og
 
 Christina