Viser opslag med etiketten LP. Lille Bjørn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LP. Lille Bjørn. Vis alle opslag

torsdag den 14. december 2017

Gammel kærlighed … og nye kærester


Lille Bjørns debut i svensk rally 10. december 2017 (foto: Ingrid Dahlqvist)

I perioden 1. oktober 2006 – 14. december 2015 var jeg til 107 officielle LP-prøver: 40 med Megan, 50 med Lille Bjørn og 17 med Max. Det var LP der var i centrum i hundetræningen hele perioden, men efterhånden blev interessen mindre. Lille Bjørn gik fantastisk det sidste halve år, men vi havde ikke marginalerne på vores side, og Max og afstand voldte så store problemer, at jeg besluttede at droppe LP3 efter en prøve på Samsø 11. oktober 2014, hvor Max fik en 3. præmie med 3 nuller.

Jeg kom til at tænke på det da mindet om Lille Bjørns sidste LP-prøve 14. december 2015 dukkede op .

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har savnet LP’en, faktisk følger jeg stort set ikke med i den disciplin, så det er bestemt en gammel kærlighed, der ER rustet.

Heldigvis har jeg fundet nye kærester. Det er lidt bøvlet med flere kærester. Men i bund og grund ville jeg ikke undvære nogen af dem. Mine kærester er HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

Mine trofaste læsere véd, hvordan mit hjerte brænder for dem alle. Det er noget forskelligt jeg holder af ved hver af dem, det er fascinerende, og holder mig på dupperne, for jeg vil nødigt svigte nogen af dem.

Min ene kæreste (Rally) har en kusine i Sverige, som jeg havde stævnemøde med i søndags. Ingrid har filmet Lille Bjørns og min debut, vi var oppe som de allerførste i Nybörjarklass, og som man kan se på filmen synes vi det var et rigtigt hyggeligt første møde. Klimaks varede næsten 3 minutter, men Lille Bjørn var også glad for hende, og så gør det jo ikke noget at der går noget tid på banen. Hende skal vi bestemt besøge igen :-)

Min favoritkæreste lige nu er HTM, hende har jeg tit hede drømme om, faktisk tænker jeg på hende hver nat inden jeg falde i søvn, og jeg drømmer også hyppigt om hende – det er en RIGTIG kæreste.

Lille Bjørn, Max og jeg har en date med hende på søndag i Hangar 17. Vi skal hjemmefra lidt i 6, og hvis alt går vel er vi hjemme lidt over 20, det må være beviset på at, vi virkelig holder af hende!
 
 
Som man kan se på billedet har vi også gaver med til hende, for det er en kæreste, der stiller krav. Til gengæld giver hun også uendeligt meget igen. Jeg tror virkelig på at dette forhold har potentiale til at holde meget længe …

fredag den 4. december 2015

Klargøring og oprydning


Jeg har været så fristet af Kim Larsens Dengang da jeg var lille som Max’ Freestyle music (se blog), men det endte med Beatles’ When I’m 64.

Men Kim Larsens sang blev ved at rumstere og i onsdags spillede den non-stop, da jeg kørte på arbejde. Jeg visualiserede et HTM1-program med Lille Bjørn.

Ideen blev sendt til Anita og sørme om jeg ikke fik et flot oplæg tilbage til et fuldt program!!!

Det skal afprøves på mandag, hvor jeg har sammen med Anita har den første selvtræning i meget lang tid.

I går holdt vi DKK Rallyudvalgsmøde på Fyn, jeg fulgtes med Lonni, som heldigvis kørte. Jeg havde netop fået fjernet en tand, og bedøvelse og nogle piller var nok ikke det bedste brændstof til turen.
Naturligvis gik turen med en masse hundesnak og –sladder.

Rallyudvalget er totalt effektivt, og på 1½ time kom vi igennem en pæn dagsorden og gik over til middagen, som for mit vedkommende var to bægre yoghurt og vand. De andres wienerschnitzler så godt nok lækre ud!

På vejen hjem kom vi lige forbi DKK, jeg skulle prøve noget tøj, og jeg benyttede lejligheden til at købe en rallyresultatbog til Megan.

Som man kan se af fotoet har jeg fået ryddet op i hundenes mapper, en masse præmiebånd ryger ud og en masse præmiekuponer ligger klar til anvendelse.

Megans gamle resultatbog, som har fulgt os i snart 8½ år - og bl.a. overlevet at blive tabt ved en prøve i silende regnvejr og at blive fundet af arrangørerne og lagt til tørre og returneret til mig - har kun plads til 3 prøver til, så Megan bliver den første af mine hunde, der får en grå rallybog.

I næste uge har jeg en enkelt selvtræningstime på Garbogaard med Lille Bjørn inden vi slutter hans LP-karriere af med en prøve samme sted den 14. december.

Jeg så godt, at der blev opslået to prøver 28.-29. december i Herringløse Agilitycenter, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at melde til. 2016 bliver måske det første år siden 2006, hvor jeg ikke skal til en LP-prøve.

Det føles godt at have det på plads, og kunne fokusere helhjertet på rally, HTM og FS.