Viser opslag med etiketten Rally i Sverige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rally i Sverige. Vis alle opslag

onsdag den 23. februar 2022

Masser af rally … og lidt Nose Work


Mandag den 14. var der kickoff på et underudvalg til Rallyudvalget, som skal komme med oplæg til udformning af nogle fratræk, som blev drøftet på dommermødet. Det er en ikke helt nem opgave, og det bliver spændende at se hvad de tre dommere i udvalget finder frem til.

Tirsdag var der rally hos Johanna. Både Otto og max var superstjerner, og som altid var der nogle fine iagttagelser og god feedback fra Johanna.


Liv og jeg har tilmeldt en svensk Mästarklass 20. marts i Skanör Falsterbo Brukshundklubb. De svenske regler er nærlæst og specielt Bäranda av föremål, som adskiller sig fra de øvelser vi kender fra DKK og NKU-rally.

Onsdag havde Karina som et eksperiment flyttet undervisningen indendørs hos Paws 'n Play. En ikke ret stor hal, men dagen for eksperimentet var perfekt timet, for det styrtede ned. Både Max og Otto var vildt optaget af underlaget, og jeg var bestemt sen i optrækket i forhold til at sænke kriterierne; men da jeg gjorde, fik jeg fuld bonus fra begge hunde. Og en kraftig påmindelse om, at være meget hurtigere til at justere planerne, hvis vilkårene ændres dramatisk.


Lørdag dømte jeg en dobbelt rallyprøve med begynderklasse og ekspertklasse i Nyrup, Nykøbing S. Der kom et par henvendelser fredag aften, om de ville blive aflyst pga. stormen Nora, men det var ikke planen. Det viste sig også at prøven kunne udføres næsten uden justeringer, alle deltagere tog vilkårene med højt humor og der var masser af flot førerarbejde.


Søndag skulle jeg have trænet med Christina og Sarah, men det blev aflyst, da det endelig lykkedes at få svenskerne over, og fejre tre fødselsdage: Kirstens 70 og 71 års, og min 69 års 😊 En hyggelig dag ud over det sædvanlige, og det jeg for altid vil huske den for var Leahs fantastiske fornemmelse for dyr: Leah, som knap er 3½ år, hentede mig i køkkenet, jeg skulle ud til Max, hun pegede på ham og sagde at han var Ledsen. Max er ikke vild med det liv det giver, at der er tre højlydte børnebørn i huset, så han kom ud for sig selv – og Leah masser af ros for at være så opmærksom på ham 💓

Søndag skulle jeg have deltaget i en spørgetime som en del af Anjas fri ved fod online-kursus, men jeg måtte ”nøjes” med videooptagelsen, og det var også lærerigt.

I går var Otto og jeg til Nose Work hos Merete i området ved Solrød Bibliotek og Rådhuset. Otto arbejdede supergodt, han er også blevet ferm til de lidt højere søg, og han knokler eminent og med stor vedholdenhed.
 

Vi nåede hjem 17:50, så jeg kunne gøre klar til første del af ugens 2 x 2 timers Skype-møde i FCI’s rallyudvalg. Vi er langt i arbejdet med reglementet, som har taget grundigt afsæt i NKU-reglementet, og der var en række detaljer som blev afklaret. Den sidste del af mødet afholdes i morgen aften.

Winnie Bøge har skrevet en meget læseværdig artikel om NM i Rally i sidste nummer af Hunden. Christina har i dag i Facebook-gruppen Os der træner Rally Obedience Nordic Class skrevet: ”Det er virkelig lærerigt at høre om hvordan der blev dømt og hvad dommerne lagde vægt på til NM. Hvis nogle af jer der var med, har flere input til hvad man skal være obs på når man træner nordisk vs dansk rally må I endelig skrive det her i gruppen”.

Det gav anledning til jeg henviste til de seneste referater af NKU Rallyudvalgets møder, referaterne ligger her. Jeg refererede specifikt til referaterne møderne 22. december 2021, med evaluering af NM 2021 og mødet 30. januar 2022, med en stribe konkrete ændringer af bedømmelser. Jeg tør godt skrive at der er tale om en mindre rigid bedømmelse, ud fra en konstatering af at rally også på dette niveau skal være en sport for alle racer.

Jeg er i øvrigt igen blevet sekretær i udvalget, det har jeg det rigtigt godt med.

I eftermiddags havde Liv, Anja og jeg aftalt 2 træningstimer hos Ida Lindgren, Vi2 Hundcenter. Hun kræver ingen nærmere præsentation 😉

Vi gik alle en ret svær bane, som meget pædagogisk gav fokus på nogle typiske svage punkter hos mange, og jeg fik noteret en masse punkter til den videre træning. Vi fik grundig feedback og derefter blev der nørdet/specialtrænet specifikke momenter. Jeg fik bl.a. arbejdet med skuldersignaler og håndtegn ved sidelænsbevægelser mod Max, ditto når han skal flytte sig foran mig, og der blev nørdet placering af fødder i snævre vendinger mv.

For mig var det perfekt timet træning i forhold til vores planer i dansk rally, og det er meget svært ikke at blive fanget af Idas begejstring for at perfektionere øvelserne, og bl.a. råtørtræne vendingerne.

Idas træningsfaciliteter er fantastiske, vi fik en rundvisning til sidst; der er bestemt grundlag for adskillige genbesøg hvor der både kan trænes rally og Nose Work.

søndag den 21. april 2019

International rally


På ganske få år har rallysporten internationalt præsteret at udvikle sig voldsomt i popularitet, og at udvikle sig i mangfoldige retninger uden nogen central koordinering. I Danmark har vi oplevet at DcH og DKK i år ikke kunne blive enige. På nordisk plan (og i forlængelse heraf på verdensplan) arbejdes der intensivt for at skabe enighed om et fælles regelsæt for et nordisk mesterskab.

Jeg er involveret i alle delene - det danske, nordiske og internationale – og en gang imellem kan jeg godt ærgre mig over, at der ikke meget tidligt i processen er sket noget koordinering fra centralt hold. Men pyt, det er ikke sket, og nu kan vi gøre det så godt vi kan, for at skabe noget fælles.

I dag kom jeg til at tænke på den manglende standard, da Amanda og jeg mødtes i Jersie for at træne svensk rally, inden vi skal til prøve i Lund næste søndag. Skiltene er næsten som de danske og næsten som de nordiske, med der er små og vigtige forskelle, og dem skulle vi naturligvis have fokus på.

Jeg havde lavet en bane med interessante skilte, 29 i alt, og med alt hvad jeg kunne finde på af svenske udfordringer, herunder temposkift, apportering, sideskift i tide og utide mv.

Det er kun detaljer der adskiller, og vi har helt styr på forskellene, men hold da op hvor ville det være nemmere, hvis vi BARE havde fælles skilte og regler.

Vi gik banerne to gange med hver hund, og jeg føler mig helt klar til prøverne næste søndag. En tredobbelt prøve, hvor jeg vil have fokus på alt det jeg har arbejdet med: en prøve ad gangen, et skilt ad gangen, fuldt fokus på Max, huske at slappe af mellem prøverne.


  • Amanda og jeg fik også talt om nordisk rally – Amanda stod for et 5-timers kursus i går – og der var nogle punkter, vi skulle diskutere. Lige nu er vi de eneste i Denmark, der i detaljer kender til nordisk rally, og det er lidt forpligtende, nu hvor de første kvalifikationsprøver til NM skal afholdes.


Jeg føler mig overbevist om, at vores træning og konkurreren i både svensk og nordisk rally vil gøre os endnu bedre rustede til at realisere drømmen om rally med de samme øvelser og det samme regelsæt internationalt. Arbejdet med de nordiske skilte er for mig det første store skridt i den retning.

Dagens rute til træning :-) 2,3 km på 2:22

Træningen med Max gik i øvrigt rigtigt godt. Den store udfordring var mig, jeg skulle simpelthen tænke for meget og kunne dermed ikke støtte Max godt nok, men vi kom efter det. Han kløede på, indtil han blev træt til sidst, men da havde vi også været i gang i over halvanden time.

Det er helt klart ting, der skal arbejdes med, men generelt gik det fint, og jeg føler mig ret velforberedt til Lund.



Dagen har i øvrigt være stille og rolig. Vi var til brunch i Vanløse (Mingus’ 8 års fødselsdag) og fik den mest fantastiske aftensmad: først bruschetta og derefter spidskålssalat med koldrøget laks og mormordressing. Perfekt, lækkert og meget passende til en sommerdag 😊

torsdag den 14. december 2017

Gammel kærlighed … og nye kærester


Lille Bjørns debut i svensk rally 10. december 2017 (foto: Ingrid Dahlqvist)

I perioden 1. oktober 2006 – 14. december 2015 var jeg til 107 officielle LP-prøver: 40 med Megan, 50 med Lille Bjørn og 17 med Max. Det var LP der var i centrum i hundetræningen hele perioden, men efterhånden blev interessen mindre. Lille Bjørn gik fantastisk det sidste halve år, men vi havde ikke marginalerne på vores side, og Max og afstand voldte så store problemer, at jeg besluttede at droppe LP3 efter en prøve på Samsø 11. oktober 2014, hvor Max fik en 3. præmie med 3 nuller.

Jeg kom til at tænke på det da mindet om Lille Bjørns sidste LP-prøve 14. december 2015 dukkede op .

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har savnet LP’en, faktisk følger jeg stort set ikke med i den disciplin, så det er bestemt en gammel kærlighed, der ER rustet.

Heldigvis har jeg fundet nye kærester. Det er lidt bøvlet med flere kærester. Men i bund og grund ville jeg ikke undvære nogen af dem. Mine kærester er HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

Mine trofaste læsere véd, hvordan mit hjerte brænder for dem alle. Det er noget forskelligt jeg holder af ved hver af dem, det er fascinerende, og holder mig på dupperne, for jeg vil nødigt svigte nogen af dem.

Min ene kæreste (Rally) har en kusine i Sverige, som jeg havde stævnemøde med i søndags. Ingrid har filmet Lille Bjørns og min debut, vi var oppe som de allerførste i Nybörjarklass, og som man kan se på filmen synes vi det var et rigtigt hyggeligt første møde. Klimaks varede næsten 3 minutter, men Lille Bjørn var også glad for hende, og så gør det jo ikke noget at der går noget tid på banen. Hende skal vi bestemt besøge igen :-)

Min favoritkæreste lige nu er HTM, hende har jeg tit hede drømme om, faktisk tænker jeg på hende hver nat inden jeg falde i søvn, og jeg drømmer også hyppigt om hende – det er en RIGTIG kæreste.

Lille Bjørn, Max og jeg har en date med hende på søndag i Hangar 17. Vi skal hjemmefra lidt i 6, og hvis alt går vel er vi hjemme lidt over 20, det må være beviset på at, vi virkelig holder af hende!
 
 
Som man kan se på billedet har vi også gaver med til hende, for det er en kæreste, der stiller krav. Til gengæld giver hun også uendeligt meget igen. Jeg tror virkelig på at dette forhold har potentiale til at holde meget længe …

søndag den 10. december 2017

Rally i Sverige – med the Amazing Bear aka Glädjespridare!


I dag var dagen for min debut i svensk rally, jeg havde lokket Amanda med, så vi i alt 4 danske ekvipager ud af 22 i dagens anden Nybörjarklass i Skanör-Falsterbo Brukshundklubb. Amanda kom hjem til os lidt i 10, alle 4 hunde blev organiseret i min bil, og lidt over 10 tog vi turen til Falsterbo, præcis en time fra Solrød.

Ingrid og Margaretha havde hjulpet rigtigt meget med regler mv. inden vi tog afsted, og sørme om ikke Ingrid også have de taget turen til Falsterbo for at støtte og heppe! Tusind tak for det :-) Vi havde dermed også fået en kvalificeret hundeholder og fotograf!

Alt var nyt for os, så vi spurgte omhyggeligt om det hele, for at være sikre på ikke at begå unødvendigt dumme fejl.

Indskrivningen var nem, vi skulle bare vise hundens pas, som blev tjekket for vaccinationer. Vi fik banen udleveret og kunne se en fin begynderbane, lang (dobbeltslalom, spiral, 2 x ottetal og enkeltslalom), og med 8 sitter og en dæk.

Lidt usædvanligt for os måtte man ikke have hunde inde på arealet omkring prøvebanen, der måtte ikke engang være tilskuere, så vi kunne ikke varme op ved prøvearealet og Ingrid stod uden for indhegningen og filmede. Bortset fra ekvipager der varmede op, sad alle andre inde i klubhuset og fulgte med, og det var bestemt ikke dumt, for det var ret koldt.

Banegennemgangen blev delt i to af dagens dommer Sofie Remgren, og jeg huskede at spørge de steder, jeg var i tvivl. Rækkefølgen var 1 Lille Bjørn, 2 Dumle, 9 Osseau og 18 Max.

Lille Bjørn gik super godt. Det var en ganske lang bane, men med et godt flow og han var virkelig godt på, som han har for vane. Der var skilt 6, som drillede: sit foran, plads blev til sit foran, højre om, inden jeg nåede at reagere – og i Sverige er der ikke ommere – ellers var der kun nogle småting. Jeg mente han havde sat sit i afslutningen af sit-dæk-gå rundt om, men ikke meget og svært at se fra dommerens vinkel. Jeg havde en rigtigt fed fornemmelse under og bagefter, han havde igen igen gjort det godt. Amanda skriver sikkert selv om Dumle og Osseau så jeg springer til Max. Jeg havde fin kontakt indtil cirka 5 hunde før vi skulle ind. Underlaget var fuldstændigt overvældende tiltrækkende, og jeg kunne bare ikke få hans kontakt. I ganske korte pas ja, men ellers ikke.

Så jeg besluttede bare at gå rask til, og satse på at jeg kunne få kontakten hurtigt. Der var en dek snus, men også fin kontakt indimellem, og vi gennemførte banen ok godt. Jeg havde det ikke boblende indeni, men udgangspunktet taget i betragtning var det gået rigtigt godt og der kom også ros fra Ingrid og Amanda.

Hundene fik en kort luftetur, og Lille Bjørn og Max havde bare næserne boret i underlaget …

Præmieoverrækkelsen var, som vi kender den, med start nedefra. Først 5 diskede, så 6 der havde fået point, men ikke bestået (Dumle nr. 17 med 48 point). Kun 11 ud af 22 havde bestået. Max blev kaldt op som nr. 11 med 70 point. Det var rigtigt interessant at studere domarprotokollen. Bortset fra øvelse 5, 13, 14 og 15 (i alt 15) blev der trukket i alle øvelser. Han blev trukket 1 for snusen inden vi kom til skilt nr. 1, 5 på første skilt (dobbeltslalom), 5 på andet skilt (spiral) og derefter en lind strøm af 1’ere. Ud over de to x 5 blev vi trukket 20 x 1, heraf 15 for snus. Altså i alt 25 for snus.

Helhedsindtryk: ”Härligt ekipage, synd med nosandet. Snygg 360 grader vânster” (det sidste skilt i langsom gang).

Osseau blev nr. 6 med 78 point og som nr. 4 med 90 point kom Lille Bjørn! Han er trukket 10 for den forkert udførte øvelse, det var det! Helhedsindtryk: ”Mycket trevligt ekipage. Fin kontakt, glädjespridare! :-)”

Det var et meget fint arrangement, alt var velorganiseret, og jeg kommer meget gerne igen. Jeg skal bestemt til mere rally i Sverige :-)