Skønhed

"A thing of beauty is a joy for ever: Its loveliness increases; it will never Pass into nothingness” (Endymion, Book I, John Keats, 1795 - 1821)

I Åres blog citerede jeg Niels Steensens mest kendte ord: "Pulchra sunt, quae videntur,pulchriora quae sciuntur,longe pulcherrima quae ignorantur" (skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme) og henviste til Øjeblikke.

Når jeg oplever noget smukt, kan der godt gå noget tid, inden jeg erkender, at det ER smukt; men så bliver det erkendt og jeg glæder mig over det: i øjeblikket, senere og nogle gange meget længe efter. Måske for evigt.

Der er musik, film, bøger, nogle gange bare brudstykker, som får mit hjerte til at banke hurtigere og de små hår til at rejse sig – fordi det bare er så skønt. Og som jeg kan genkalde mig efter mange år.

Selvom jeg af og til kommer lidt uden for hundeverdenen i denne blog, så er meningen at det skal være en hundeblog.

Men det er en vigtig erkendelse for mig, at hundeverdenen ikke bare handler om mine egne hunde og træning og konkurrencer med dem.

 Det handler mindst lige så meget om konteksten, herunder ikke mindst de mennesker som jeg er sammen med på den ene eller den anden måde.

Skønhed er fx

• At gå en tur på stranden om morgen (det gør jeg hver dag) og mærke, at jeg er i live. I dag (se billede foroven) mærkede jeg bare uendeligheden
• At opleve at noget fungerer, når man træner
• At opnå et godt resultat og kunne dele det med nogen, som har bidraget til resultatet, fx en træningskammerat eller en træner
• At en af hundene pludselig tilbyder noget adfærd, som jeg har trænet imod, men ikke troede jeg kunne opnå
• At få positiv feedback helt uventet
• At få en ægte tak, når man mindst venter det
• At få et smil eller et kram – eller begge dele – og mærke, at det kommer fra hjertet

Jeg kunne fortsætte listen i et uendelige – håber jeg.

I bund og grund handler det om glæde sig over livet og have fokus på det positive.

Noget om rally

Rally er en sport for alle,

store, små og tykke, smalle.

Alle racer ka' være med,

bare se at kom' afsted.

Rally i begynderklasse

kræver ej en voldsom masse:

gang og løb og dæk og stå,

så kan mange godt bestå.

Øved klasse kræver mere:

fristelser og cirklerier.

Uden line, det er svært,

flere IB'er, ikke sært.

Næste klasse for eksperter,

det er her, man henter certer.

Ærespladsen skal i skabet,

for at sikre championatet.

Championklassen er så sej:

højrehandling, bak din vej.

Meget der er hundesvært,

men som bonus: Supercert!

Kegler og fest

Lone tester keglebanen

Temaet ved mandagsrallytræningen var kegler. På fotoet ser det ikke så slemt ud, men så se banetegningen, 25 kegler i alt:

Max gik igen superpænt og var noget skarpere til fremsendingerne end Megan. Han havde godt fokus næsten hele tiden, var ikke så nem at distrahere og selv da der kom andre ind til sidst, var han ikke trykket. Dejligt.

Megan gik også ret pænt i keglerne, der var noget snus, men ikke så slemt. Men fremsendinger til kegler gik helt i skoven, det virkede som om hun ikke havde prøvet det før. Så jeg prøvede at specialtræne det, det fortsætter vi med næste gang.

Christina, Lone og jeg var enige om, at vi nok havde lavet det en tand for svært for hundene. Ja, de skal kunne skelne mellem kommandoer til kegle og til felt, men det kunne de så ikke rigtigt i går.

Dette er mit hundeblogindlæg nr. 900. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år. Men hvornår? Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen. Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest. Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.

Dagens træning på Susannes LP-hold var sidste runde i denne omgang, heldigvis starter en ny næste tirsdag.

Lille Bjørn gik en af sine allerbedste timer nogensinde. Hold da op og ti stille.

• Lange passager fri ved fod, herunder en afsluttende omgang hvor vi skulle cirkle omkring Susanne, og Lille Bjørns fokus var kun hos mig.
• Stillingsskift, nu med længere afstand, stadig ekstern belønning bagud, og han holder positionerne.
• Fastholdelse af apport er fokus fortsat, og jeg tager simpelthen ikke apporten, når vi træner afslutningen. Jeg rører ham og berører apporten, men tager den ikke.
• I springapporten sidder han nu nogenlunde lige og holder apporten.
• Positioner, flotte, der var lige en uklar førerkommando til sit, men efter en ommer sad det hele flot inkl. dæk på underlaget, som han er blevet mindre uglad for.
• Et knivskarpt stop i indkald.
• Nogle fantastiske fremsendinger med ekstern belønning bagved feltet: 100 km i timen udløb, skarpe stop og dæk. Motivationen helt i top. Og præcisionen.
• Endelig en næseprøve, hvor opvarmningen var at fastholde næseprøve. Og så en fuld næseprøve med flot søg, optag, lige plads og klik – belønning. Hans normale mønster er at smide når han sætter sig, så det går bestemt fremad.

De detaljer, der er fokus på, går støt fremad. Jeg laver ikke fulde øvelser, der hvor vi har fokus på detaljer. Så ikke noget med at tage apport eller næseprøve, ikke noget med indkald efter stop, ikke noget med indkald fra felt.

Det går godt, det føles fantastisk, Lille Bjørn og jeg har en fest sammen og det er bare en skøn fornemmelse.

Forgængelighed

Solopgang søndag morgen

 

Er jeg blevet gammel og sentimental? Eller er jeg i virkeligheden bare bundsentimental?

Jeg synes jeg har læst og hørt lidt for meget om hunde, som pga. alder eller sygdom enten er pensionerede eller ikke er mere. Jeg kunne mærke det, da jeg i august hørte at en af Megans kuldsøskende var aflivet pga. Glaukom (Grøn stær). Jeg kunne mærke det, da jeg i dag læste, at en af dem, vi trænede med på DKK hold i 2007, har fået aflivet deres 10 år gamle Border collie. Jeg kunne mærke, at jeg blev mindet om, at Megan er en ældre dame og jeg skal glæde mig over at hun stadig er frisk og rask.

Det gør jeg bestemt også!

Jeg nyder hver dag med hende, og det har skabt ny energi i vores samvær at vi har den ugentlige rallytræning om mandagen.

Jeg har det officielle mål at hun skal kvalificeres til DM og Årets hund i rally championklasse i år. Men jeg har i weekenden besluttet at tilmelde hende til flere prøver, som ikke kvalificerer til nogen af delene, se den samlede oversigt i kalenderen.

Den korte forklaring er: Jeg vil konkurrere med Megan så længe det giver mening, dvs. det er tydeligt at hun og jeg begge synes det er sjovt.

Morgentur søndag morgen, Lille Bjørn bliver klappet

Hvis jeg skulle prioritere mellem hundene stod hun ikke først, men så er det jo herligt at kunne have mere end én hund med til prøve.

Næsten de samme overvejelser har jeg gjort med Lille Bjørn. Han bliver 8 år til marts, ikke nogen alder for en Norwich terrier, men dog en alder, hvor man ikke kan tage for givet, at vi bare kan fortsætte med at arbejde på det nuværende niveau. Derfor er der også kommet lidt flere prøver på hans planer.

Badebroen i forårsform

Baggrunden for den intensiverede prøveaktivitet er, at jeg i bund og grund er overbevist om, at alle hundene har et godt og nogenlunde stabilt niveau i den klasse de konkurrerer i, og at detailtræning naturligvis er vigtig, men ikke i denne sammenhæng afgørende for at gå til prøver.

Så også 2015 bliver bestemt konkurrencemæssigt et rigtigt omfattende år.

Jeg har ikke helt afstemt det med Kirsten endnu, men jeg har også besluttet at Max ikke skal være min sidste hund, som jeg vist er kommet til at skrive et sted …

Men næste hund er ikke besluttet hverken tids- eller racemæssigt.

Status

”Træningen er naturligvis en forudsætning for at gå til prøve, men det at træne er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man går til prøve”, skrev jeg i går.

Der kom en sød kommentar i dag: ”der findes også den version der hedder "gå til prøve uden at træne"”.

Sådan har jeg det ind imellem, jeg synes ikke jeg får trænet ret meget, og ved holdtræningen står man ugen efter og indrømmer overfor sig selv, at der ikke har været trænet den sidste uge.

Det kan godt være at det er tydeligt, at man ikke har trænet, men af og til opdager man, at det faktisk går bedre trods den manglende træning. Nogle gange er den bedste træning ikke at træne … selvom det nok på længere sigt er en ret dårlig strategi.

Jeg føler af og til dårlig samvittighed over at den daglige træning er ikke eksisterende. Men jeg bilder mig ind, at træningen med Megan og Lille Bjørn er, som den skal være. Max har brug for mere end jeg kan tilbyde nu, men decideret understimuleret er han altså ikke.

Jeg fører ikke timeregnskab med træningen, men denne uge kan jeg cirka huske, og fraregnet lidt småtteri er det blevet til 5 timers træning. Megan ca. 45 minutter mandag, Lille Bjørn 1 time tirsdag og torsdag og Max 45 minutter mandag og 1½ time torsdag.

Megan og jeg hygger os gevaldigt med træningen. Vi får fokus på nogle momenter, som koster point – ufokuserede starter, hæng i vendinger, fører retter tempo ind efter hund m.fl. - og det går rigtigt godt med at være bevidst om dette.

Det er også baggrunden for at jeg har meldt til flere prøver med hende, for hun nærmer sig de 12 år, så vi tester bare formen ved prøver hele tiden.

Lille Bjørn er blevet endnu mere tændt at arbejde med, arbejdet med at belønne fremad har gjort ham endnu mere alert. Bagudbelønning i stillingsskift begynder at virke. Det, at holde apport i afslutning, begynder også at virke. Vi er virkelig klar til de kommende prøver.

Max. Jeg har arbejdet lidt med at belønne Max ved kontrolleret gøen. Men jeg kan konstatere, at han er stort set upåvirket, når vi er blandt mange andre hunde. Måske er jeg mere opmærksom på gøen (det er jeg nok ikke sådan 100 %), men jeg holder øje med hans hale, og den får ikke lov at hænge ret længe ad gangen.

Både til rallytræningen mandag og på Johannas hold i går, gik han meget flot, og selvom vi arbejdede med nogle nye og udfordrende momenter slog han ikke fra. Gøen fra de andre hunde reagerede han næsten ikke på.

I starten reagerede han på Johannas fløjte – som minder meget om min indkaldsfløjtelyd – men efter kort tid var den bare baggrundslyd for ham.

Selvom jeg, som jeg skrev i går, kunne være fristet til at gå champion med ham, har jeg holdt fast i at vi går ekspert indtil efter DM/Årets hund. Det giver så også anledning til at arbejde ordentligt med højrehandling.

Jeg tror mit træningsniveau er passende synes jeg lige nu. Jeg oplever for alle tre hunde positiv udvikling og jeg glæder mig til de kommende konkurrencer.

Træning, undervisning, prøver og guddommelig inspiration

Belønningen for en fantastisk træningsuge

Jeg har ikke skrevet blog siden lørdag og pludselig har jeg stof til fleref indlæg, som så bliver slået sammen og kortet ned tror jeg.

Lone Sommer på begynderbane

Mandag fortsatte rallyspecialholdet. Vi var lidt afbrudsramte, så der var ”kun” Lone og jeg, men vi fik da igen noget skøn træning sammen; fokus var på temposkift, først på en nem begynderbane som dog kun måtte gennemføres i løb og/eller langsom gang, derefter på en svær championbane … som næsten føltes nem efter begynderbanen.

Max gik som en drøn igen, han skulle lige lære at holde øje med mig i løb (ellers kolliderede vi!), og så gik det strålende. Den svære championbane gik fint, bl.a. et fint 2 spring bliv retur og bakke væk fra fører. Hvis jeg ikke på det bestemtes havde lovet mig selv og andre, at han skulle blive i ekspertklasse til efter DM, så havde jeg kastet mig ud i championklasse med ham nu.

Megan havde en del snus, men når jeg gjorde mig umage og hjalp med hånden kom der alligevel rigtigt godt flow og championbanen var bare superflot!

Tak til Lone for dejlige baner, god feedback og hyggeligt samvær.

Tirsdag stod den på LP hos Susanne, et lille luksushold på 3 deltagere. Forrige tirsdag mandag havde jeg skrevet på Facebook, at træningen havde været på det på det jævne med Lille Bjørn. Susanne mente ikke det var en rimelig beskrivelse, og det har hun bestemt ret i. Jeg fik bare fokuseret på de detaljer, der ikke fungerede.

Tirsdag kørte vi med klatten.

• Super fællessit
• Han rejste sig flere gange i fællesdæk (ok, han kan ikke lide det underlag) men blev på stedet og vi fortsatte.
• Det med ekstern bagudbelønning i stillingsskift begynder at virke!
• Den dirigerede apport var virkelig skarp, nu kan jeg tage apporten i hånden; men vi fortsætter med at det kun er 1 ud 4 hvor jeg tager den.
• Springapport, ditto flot med at holde apport
• Gode positioner.
• Perfekt indkald.
• Nogle flotte fremsendinger, hvor jeg nu har fokus på at han ikke forlader dækken når jeg vender anden gang (!!!)
• Og så arbejdede vi med tempo i ud- og indløb i næseprøven & fastholdelse.

 Samlet et ganske fortrinligt forløb. Tak Susanne!!!

Onsdagsbanerne

Onsdag havde mine to rallyhold igen glæde af mandagsbanerne. Det er lækkert at alle klør på med krum hals, også den svære championbane blev der arbejdet med, og naturligvis med de nødvendige ændringer af kriterier.

LP-holdet havde tre afbud, så de to der kom, fik hver på skift arbejdet med hele deres program. Det går flot fremad for dem begge.

I forbindelse med snakken efter LP-holdet kom vi til at tale om det at gå til prøve vs. at træne. Træningen er naturligvis en forudsætning for at gå til prøve, men det at træne er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man går til prøve. Fuld respekt for det, men sådan har jeg det slet ikke.

Så da jeg i dag skrev med en anden om nogle rallyprøver, lod jeg mig friste til at gå ind på Hundeweb – farligt og dyrt! – og endte med at tilmelde mig et par rallyprøver.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om specialklubber, bl.a. her. Jeg er ikke længere medlem af specialklubber, ”kun” af DKK, men jeg støtter meget gerne specialklubber, der arrangerer noget, som jeg har lyst til at deltage i. Border Collie Klubben er det lysende eksempel, men i denne omgang er det Dansk Shetland Sheepdog Klub (9. maj) og Rhodesian Ridgeback Klubben (16. maj), som begge fik tilmeldinger fra Max og Megan til rallyprøver. Se min opdaterede kalender her.

Jeg benyttede anledningen til at oprette en folder i mit mailsystem. Ideen kom fra en kursist, som jeg skrev en meget positiv tilbagemelding til. Hun svarede, at hun havde gemt den i en folder, der hedder ”Kig her, når du er ked af det”; hun blev glad igen, når hun læste mails i den mappe.

Min folder hedder doping, for den mail, der ligger der, som den eneste lige nu, får hver gang mit hjerte til at banke lidt hurtigere og tårerne lidt frem. Det er ren doping.

I dag stod den først på selvtræning med Lille Bjørn. Det gik faktisk fantastisk. Fri ved fod, stillingsskift (stadig bagud belønning og vi sluttede med 5 skifter, hvor han holdt positionen), springapport, hvor han holdt apporten til sidst, flotte positioner, tre gode til supergode indkald, flotte fremsendinger og et par næseprøver med gode søg og korrekt optag. Det var svært at være utilfreds.

Max løber mod kegle (foto: Conni Hansen)

Derefter var det Max’ tur. Sammen med 5 andre rallynørder stillede vi forventningsfuldt til Johannas rally specialhold over 3 gange, 1½ time med masser af ny inspiration Jeg er ikke sikker på, at jeg har husket det hele, men jeg forsøger:

1. Challenge. Vi havde på forhånd fået en challenge, hvor vi skulle udføre skiltene sit, sit foran, bagom, venstre om uden håndtegn – fra venstre og højre. Max og jeg er på vej, men det kan blive meget bedre.
2. Vi blev delt op i grupper på tre, i hver gruppe skulle vi stå på række med cirka 3 meters mellerum. Hver fører havde sin hund ved siden og tre rallyskilte, som skulle holdes med begge hænder med bagsiden frem. Fører 1 skulle med hund gå mod fører 2, som skulle vise et skilt i sidste øjeblik, som fører 1 skulle udføre. Fører 1 skulle gå videre til fører 3, som viste et skilt, som fører 1 skulle udføre, hvorefter fører 1 stillede sig efter fører 3 og fører 2 gik turen. Så alle skulle holde fokus på hunden (både under udførelse og i pauser), på at udføre øvelser og på at præsentere skilte for de andre.
3. Vi skulle parvis arbejde med spejling. Fører 1 udførte øvelse, fører 2 skulle udføre den samme, fører 2 skulle udføre øvelse, fører 1 den samme.
4. Vi skulle arbejde med fremsending til kegle, hvor vi kunne øge sværhedsgraden ved at sende direkte mellem to spring.
5. Opstilling med 6 nemme skilte (1-6) og tre ekvipager der var klar. Johanna sagde fx venstre, Paul, Max, løb til skilt 3 og 4 og gå til skilt 6, og så skulle Max og jeg løbe/gå hen og udføre de pågældende skilte. Vi vidste ikke, hvornår vi kom på, så vi skulle bare holde fokus på hunden, så vi var klar, når vi blev råbt op.
6. En kort bane hvor man i ekspertversionen skulle lave tysker foran spring, fortsætte uden at springe, derefter bakke 3, bakke 2 og bakke 1 mod næste spring, og derefter fortsætte forbi det uden spring. I championudgaven var der skift foran første gang og skift bagved anden gang lige mod springet.
7. Så kom vi på stribe og skulle gå ved siden af hinanden – og når der blev fløjtet udføre cirkel om fører, sit-1 skridt stå-1 skridt sit-1 skridt dæk, cirkel, og bakke. Så blev det klappesignaler (1-2-3) der bestemte om vi skulle lade hunden skulle stå, sidde eller dække og til sidst kom der også fløjt mellem klappene.
8. Som afslutning en Individuel runde, hvor jeg valgte introduktion til elefant med uret med Max, hvor vi gik i gang med massiv lokning.

Der var naturligvis gode begrundelser for alle øvelserne, men sammenfattende her: Det er fantastisk konkurrencetræning. Der kan ikke skrives nye superlativer om Johannas undervisning (det bliver svært!), men jeg kan roligt sige, at hun oversteg mine høje forventninger. Jeg har virkelig fået guddommelig inspiration til både min egen træning og til undervisning.

Hjemme blev jeg superforkælet med kalvemørbrad med tilbehør og lækker vin.

Livet er godt.

Tosserier

 

Første halvdel af weekenden har været en næsten typisk weekend indenfor kategorien ”weekend uden hundeaktiviteter”. Kun næsten, for den begyndte i går sidst på eftermiddagen med bestyrelsesmøde i Sydkystens Hundeskole.

Til aften somn altid lækker aftensmad:

Efter morgenturen med hundene stod den på morgenmad hjemme efterfulgt af en tur til Køge. Vi købte et par Halfdan Rasmussen bøger hos Arnold Busck som gave og jeg købte hans digte for 100 kr. Et digert værk med et omfattende udvalg af hans digte.

Vi endte på KØS hvor vi fik en let frokost.

Eftermiddagsturen med hunden var todelt. Kirsten gik med Lille Bjørn, som ikke er bygget til de lange ture.

Jeg gik med Megan og Max en lang tur på stranden. Vi mødte en del hunde Max kunne lege med, og ovenikøbet også en Megan ville lege med!!! Solen skinnede, det blæste lidt, det var perfekt hundevejr.

Hundene fik okseører da vi kom hjem. Det er et show hver gang. Alle hundene er sikre på at de andre har fået det bedste, så der er nogle bytteritualer, der skal klares, før alle falder til ro og gnasker deres ører.

Max kastede op flere gange – ja, han spiser åbenbart alt muligt, når han går løs, og det kom op igen hjemme i stuen :-(

Jeg begyndte at læse Halfdan Ramussen, og hans kendte børnerim er det som altid en fornøjelse at læse. Hvilken sproglig kreativitet og virtuositet. Jeg er ikke kommet så langt endnu, men hold da op hvor har jeg grinet og der er mange digte, der skal læses højt for Kirsten.

Til aften stod den på lørdagskylling: