tirsdag den 28. juni 2016

Summertime and the livin' is easy

Start på FS-nummeret søndag

Til aften var vi for første gang fuldtallige til rallytræningen i Søborg – et skønt nørdehold med Annie, Christina, Connie, Lonni, Majbrit og mig.


Der var forberedt lidt temaer: sideskifter på én bane, bakke, sitte, stå, dæk, snurre på en anden bane, og så var der et læs kegler og et felt til bl.a. fremsending.

Jeg varmede op med Max, men sørme om han ikke smutted, da vi skulle til at gå i gang med træningen. Så han kom i bilen og Megan kom til at gå sideskiftbanen (med start på venstre og højre side), og den længere bane. Superskarpt, og jeg har fået bedre styr på at holde hendes fokus mellem skiltene, for ligeså snart hun snuser, kan vi ikke få udført næste skilt rigtigt skarpt.

Så kom Max ind og vi gik nogle ret flotte forløb, belønning med godbidder, og det næst-/tredjebedste legetøj, som ikke er godt nok, må jeg erkende. Piv skal der være.

Så favoritlegetøjet kom frem, og det gik meget bedre med belønningen.

Han kom i bilen da det kørte allerbedst, og jeg fik arbejdet med felt og kegle med Megan.

Til afslutning – efter noget feedback fra Christina om (endnu) mere leg og færre godbidder - gik vi nogle flotte korte passager, intensiv leg, nogle flotte fremsendinger, leg og så slut.

Jeg står overfor en næsten træningsfri sommer. På næste mandag har jeg sidste runde på Anjas HTM-hold og ellers står den kun på tirsdagstræningen i rally og så måske lidt løst.

Jeg skal dømme ved vores egen rallyprøve 17. juli og landskamp mod Sverige den 23. juli.

Det er hvad der er planlagt.

August bliver til gengæld ret travl, så jeg har virkelig fokus på at køre på lavt blus i juli.

Der begynder at dukke fotos op fra i søndags, og det er herligt, at der er flere der tager fotos og stiller dem til rådighed. Foroven et foto taget af Laila Stender Bonde. Flere er på vej.

Så kom den gode nyhed, at Max og jeg er kvalificeret til DM i rally i championklasse. Det er 6te år i træk jeg skal til DM, men for første gang er Megan ikke kvalificeret. Hun er vist nr. 11 på reservelisten. Det er lidt langt nede, men det kunne da være sjovt, hvis hun kom med.

Vi er 5 fra Sydkystens Hundeskole der er kvalificeret, Birgit og Chili i ekspert, Amanda og Osseau, Christina og Tempo, Lonni og Morgan og jeg selv med Max alle i championklasse. Det bliver et fantastisk DM!


Her er et foto af to DM-deltagere fra sidste år, der skal med igen: Morgan og Max.

mandag den 27. juni 2016

Træls træning

Mandag morgen på Solrød Strand

Aftenens rallytræning kan beskrives ganske kort: Den var træls.

Jeg havde Max og Megan med, og Max skulle som den første gå den store bane, med en masse gode udfordringer, også nogen, som jeg helt klart burde have reageret på som fører under banegennemgangen. Så jeg har naturligvis det fulde ansvar for det videre forløb. Fremsending til kegle, som stod lige til højre for et felt, og med legetøj til venstre for felt og til højre for kegle. Et dumt setup, når Max har svært ved at gå til en kegle, der står alene. I første forsøg belønnede han sig selv med legetøj, jeg reducerede afstanden til keglen, og han fik fat i det andet stykke legetøj, en gris med piv i – det allerbedste han véd. Vi sluttede i god ro og orden med at han blev skiftet ud med Megan.

Jeg gik den korte selvtræningsbane med hende, og det gik ret fint. Jeg huskede at se frem, og fik en masse fin kontakt og gode sitter. Og jeg huskede især belønningsmarkeringer. Godt Paul, lidt rigtigt gjorde du til aften.

Så skulle Max igen gå den store bane, jeg bad om at få alt legetøjet fjernet. Og vi gik i gang. Det var helt tydeligt, at han havde legetøj i tankerne (og jeg havde ellers vist ham, at jeg havde noget på ryggen), men efter et ret flot startforløb løb han hen og fandt grisen og havde en herlig selvbelønning.

Sidste gang kunne jeg stort set ikke gå, han havde fokus på det sted, hvor legetøjet HAVDE ligget og på træneren, som havde stået med legetøjet. Det var dér, jeg besluttede at stoppe træningen.

Det var rigtigt surt, at jeg ikke fik sagt fra fra starten, jeg havde undervurderet grisens tiltrækningskraft, og der er ingen tvivl om, at vi slet ikke er dér (endnu!), hvor jeg kan konkurrere med et legetøj som grisen med piv – jeg er lige ved at tro at værdien er så høj som løbsk tæve :-)

Så fik jeg prøvet det på den kontante måde: Lad være med at sætte barren for højt.

Jeg har to fokusøvelser til træning i morgen med Max: fremsending til kegle og felt under betingelser, så han får masser af succes.

søndag den 26. juni 2016

Motivation er alt (6+)




Der har været mange muligheder for at arbejde med motivation med Max denne weekend. Rallyprøve i går, og 4 prøver i dag på Garbogaard. Mette Nielsens mand Johan var så venlig at optage Rallyprøven og her er den:



Jeg havde givet mig selv strenge dessiner om at kun at arbejde med motivation, så derfor ingen fejlmarkeringer, men bare vendinger ved ommerne. Det eneste sted jeg faldt i var ved bakke væk fra fører, hvor jeg kom til at give fejlmarkering.

Der var en interessant situation, hvor en hund kom ind på banen lige inden fremsending til keglen, jeg ventede bare og roste Max, men vi mistede øvelsen, hvilket så ikke betød noget i går. Men principielt er det interessant, hvordan situationen skal tackles. Så det ser vi nærmere på i DKK’s rallyudvalg.

Jeg havde aftalt med Anita og Louise at de skulle give feedback på mit førerarbejde, og det blev godkendt af begge!

Megan var også med, og gik en fin bane. Det var udfordrende med indkaldsskiltet modsat fremsendingsskiltet til feltet, for hun lå med ryggen til mig, da jeg skulle kalde ind, men ellers gik det ganske godt. 89 point er jeg meget tilfreds med!

I dag gik turen til Garbogaard og HTM-prøver. Max var tilmeldt i tre klasser og vi overtog Anita plads i træningsklasse. Så det blev til fire i alt.

Først FS1 til When I’m 64, desværre uden lyd.



Jeg har beskrevet mine kriterier ret detaljeret for Anita (som også har filmet) og jeg levede op til dem. Ingen korrektioner, en cirkel om stok i starten var nok, i bakke væk satte han sig og det blev accepteret, og sådan var der flere ting, som jeg havde besluttet på forhånd. Jeg huskede at rose undervejs, og hans fokus var fint, og jeg var meget tilfreds efter prøven.

Dommerkommentarer (Jette P, Anja, Lizza)

Udførelse
  • Rigtig fint. Ikke så tydeligt ”follow” med stokken (8.0)
  • Meget fin præstation. Lidt tøven indimellem (7.6)
  • Lidt tøvende, gik lidt i snus, enkelte misser. Men også mange fint udførte tricks. Hans target på stokken ligner mere en heelwork position (7.8)
Sværhedsgrad
  • Fint (7.9)
  • Ok for klassen. Lidt mere brug af ringen kunne ønskes (7.5)
  • Fint for klassen, men du må gerne udnytte ringen lidt mere (7.8)
Fortolkning
  •  (8.3)
  • OK – ovenstående kan skabe bedre flow (7.7)
  • Fint. Lidt svært for dig at gå i takt (:-)) (det er et svært stykke musik at gå i takt til) (8.0)
Samlet 23.5, bestået, 2 Q points. Fin bonus for en træningsrunde :-)

HTM-programmet:



Jeg overså flere oplagte dæmpninger fra Max, så det burde måske ikke være overraskende, at han forlod banen, jeg var ikke nær så skarp med kriterierne som i FS. Johanna gave mig en meget fin tilbagemelding lige efter, og udover ovenstående nævnte hun også min mangel på feedback (ros!!!) til Max, som gik ret flot meget af tiden.

Louise har for et stykke tid siden lokket mig til at vi skal optræde i 6+ sammen, og da jeg er enormt nem at lokke blev det hurtigt aftalt. Debuten stod i dag, hvor Louise & Bille og Max & jeg skulle debutere bi 6+ til Mills Borthers Be My Life’s Companion.

Det er en uofficiel klasse og man må belønne undervejs, og vi var ret tilfredse med vores debut. Vi er helt enige i dommerens (Anjas) kommentarer :-)
  • Udførelse: Meget fint og dygtigt program. Lidt ”forskelligheder” indimellem, som kunne styrke programmet, hvis I venter på hinanden (8.0)
  • Sværhedsgrad: (7.9)
  • Fortolkning: Flotte kostumer :-) Flot og underholdende (8.5)
Louise og jeg arbejder videre med nummeret og jeg kan roligt sige at vi glæder os til at vise det igen, det er ret sjovt at skulle koordinere to ekvipagers tricks!

Endelig træningsklassen, hvor jeg var forsynet med favoritlegetøjet og godbidder, og sikken en forskel i HTM. Jette Porters kommentarer: "I nogle positioner/tempi virker det som om det mere er dig, der prøver at følge Max end omvendt. Dejligt at se ham så glad og motiveret :-)"

Jeg er igen helt enig, han var så totalt tændt, og det var en ret rar fornemmelse.

Konklusion på weekenden. Det går bestemt den rette vej. Hvis jeg er en super god fører er Max mindst lige så god. Hvis jeg ikke er, slår han fra efter et stykke tid. Han er loyal og fortsætter lidt , men hvis jeg ikke lytter til hans signaler, så kommer der en klar afmelding.

En super weekend, vi klør på med det hele!

onsdag den 22. juni 2016

Motivation er alt (6)


Tirsdagens rallytræning i Søborg blev aflyst ud på eftermiddagen. Jeg havde længe inden besluttet, at det var Megan og Lille Bjørn, der skulle med, men de sagde nu ikke noget til at blive ”snydt” :-) Vi havde en hyggelig hjemmeaften og jeg fik klaret en masse administrative hængepartier.

Da jeg kom hjem i eftermiddags gik turen ned til stranden med fyrtårnet skjult i en pose (Max havde nu regnet det ud), og selv om det primære formål var at lege med hans favoritlegetøj i vand, havde jeg det sekundære formål at fange den attitude, som jeg ønsker, at han har, når vi laver alt muligt andet. Vi legede måske 15 minutter og jeg er sikker på at han kunne have fortsat med samme intensitet længe endnu, men også her prøver jeg at stoppe på toppen.

Han gør vildt, fordi han synes det er sjovt at lege, og der er ingen regler ud over at jeg kaster fyrtårnet ud i vandet mens vi går langs stranden, han løber/svømmer ud og henter det, jeg tager det, nogen gang efter lidt leg, og så gentager det sig. Der er ingen kommandoer, ingen korrektioner – kun lidt pegen, hvis han ikke er på vej ind, fordi han ikke kan se fyrtårnet – jeg signaler at det er kastet.

Da vi var færdige kom fyrtårnet i en plasticpose og vi gik op, og han fik godbidder for at følge mig, ikke et fri ved fod følge, men han var bare med og fuldstændigt fokuseret på mig - kommer der mere? Hjemme igen fik han en stump okseøre, og han havde haft en fantastisk halv time sammen med mig sammenlagt.

Er der noget af dette, som ikke kan overføres direkte til opvarmning, gennemførelse og belønning bagefter i en konkurrencesituation? Jeg kan ikke se noget, der skulle stå i vejen for det. Jeg har forskellige ting, jeg skal arbejde med i den sammenhæng, og så bliver de prøvet af i weekenden til rally, FS, HTM og 6+.

Et af målene er, at få den attitude og den forventning, som kan ses på billedet ovenfor. Det var på stranden lige før fyrtårnet kom frem.

mandag den 20. juni 2016

Motivation er alt (5)

 
 
 



I dag gik turen til Herfølge til Birgits rallyhold. Jeg havde taget Megan og Max med, og planen var at starte med Max, stoppe på toppen, så få Megan på banen osv.

Det startede ikke helt efter planen. Efter luftning og lidt opvarmning med Max, strøg han fra banen, lige da vi skulle til at gå i gang med banen. Jeg kaldte ikke på ham, men gik lidt rundt, men til sidst måtte jeg hente ham, for han havde bestemt ikke travlt med at komme tilbage. Line på og ud i bilen og så kom Megan på i stedet.

Efter lidt træning med hende kom Max ind, og vi gik banen hos Birgit. Med belønning styret af Birgit, efter skilt 1, 3 og 5 og så variabelt. Dét gik meget bedre. Godt fokus det meste af tiden. Efter den sidste leg udskiftning med Megan.

Med hen fik jeg primært arbejdet med håndsignaler til hhv. kegle og felt, og belønningssignaler.

Så blev det Max’ tur igen, jeg startede med et sideskift, så vi gik banen modsat af første gang, og igen styrede Birgit, hvornår der skulle belønnes, og der kom nogle overraskelser ind imellem (en dæk og en slalom). Jeg fik Birgit til at tage billeder, og her er vist en håndfuld eller to, der viser fokus og engagement.

Jeg gik over og lavede nogle fremsendinger med ham bagefter og da det kørte allerbedst stoppede vi.

Primært input, som jeg har noteret, i forhold til Max:
  1. Overveje hvordan legetøjet præsenteres for Max (foræres eller han skal arbejde for det). Det skal nævnes at jeg havde tre nye stykker legetøj med, for det vi fik af Anja er reserveret til HTM!
  2. Signal for at slippe fremfor at bytte med godbid (for at bevare værdien af legetøjet)
  3. Overveje fejlmarkering (fx at lade være, bare lave nemmere øvelse og så prøve igen).
Megan gik banen, og det gik virkelig godt. Birgit gav noget input til kropsholdning (ikke vende mod Megan), arm- og håndpositioner, når vi går og når vi stopper, og hun skal sidde.

Virkelig god træningsrunde, hvor jeg fik afprøvet konstruktiv håndtering af Max’ springtur, og hvor vi fik det samme gode forløb med masser af leg undervejs, som jeg har haft de sidste par gang med HTM.

Jeg må i øvrigt komme i tiltrængt bedre form af disse intensive runder med masser af legebelønning, for hold da op, hvor jeg kan mærke sådan en time i benene bagefter :-)

søndag den 19. juni 2016

Motivation er alt (3 og 4)


Max slapper af i haven

Jeg vil starte med noget så kedeligt som en undskyldning over de uskarpe fotos af Max (og mig). Det er vigtigt, at de fotos er der – for det første er dokumentation overfor Johanna, for at andet (og det vigtigste) minder det mig om mine kriterier for træningen, legen, eller hvad jeg ellers laver med Max.

I morges trænede jeg en time i Ringsted Agility Center med Anita, og det var meget disciplineret, hvor vi på forhånd havde aftalt, hvad vi ville igennem, og fulgte planerne ret nøje. Timen fløj afsted.

Max har aldrig været ked af at køre i bil, men nu er jeg begyndt at lave en leg ud af det, og så er det også en fest at spring ind i buret. En kort luftetur inden vi gik i hallen. Lidt spring og et par tunneler var også sjovt, og så blev der gjort klar til HTM/FS.

Max, når han er på - præcision var IKKE et kriterie i dag

HTM skulle jeg prøve med det nye setup, tæt på det som skal afprøves til prøven på søndag. Opvarmning med favoritlegetøjet, ind på banen (i dag med legetøjet med), og så tæt på tidsstyret belønning, cirka hver 30 sekunder hvis Max så glad ud. Anita kunne fortælle, at det var nemt nok, for Max var på hele tiden. En drøm af en bane, masser af leg i afbrydelserne og endnu mere til allersidst. Den attitude, den glæde og det fokus – det er præcis sådan Max skal være, når vi laver noget sammen. Perfekt træningsrunde.

Planen med FS-nummeret var præcis den samme, dog blev legetøjet efter opvarmningen diskret lirket hen til Anita, og så skulle gummikødbenet bruges undervejs. Jeg måtte lave starten om et par gange og selvom vi endte med at få gennemført nummeret og legetøjet blev kastet ind til sidst, var det ikke en FED oplevelse. Anita kunne nemt stille dianosen. Momenterne er ikke så godt indlært som HTM-momenterne. Jeg blev lidt irriteret i starten, og mit engagement var bare ikke det samme som i HTM.

Så godt spørgsmål til mig selv: Hvorfor gør du det? Enten skal jeg tage det alvorligt på den gode måde, eller også skal jeg droppe det/holde en pause, for ellers er det ikke fair overfor Max. Meget à propos skrev Anita i går et blogindlæg om netop det: Man kan ikke nå det hele.

Max når han er 120 % på :-)

Jeg sluttede med at gå tværs gennem hallen med Max, bare for at se om jeg kunne holde hans fokus, og det var 120 % fokuseret hele vejen.

Hjem til lidt morgenmad og kaffe og så gik turen til Garbogaard, hvor Louise og jeg havde aftalt at træne 13-14.

Fokus var 100 % på FS. Der var varmt i hallen og Max kunne måske være en anelse træt, så han var måske på 20 % af tiden, resten var tiltrængt tørtræning, der er mange ting der er rigtigt gode at have styr på inden hunden kobles på.

Max er meget fokuseret på far, der fotograferer spejlet

Jeg huskede til allersidst at få taget et foto. Ingen tvivl om at Max var godt på, men ja, vi skal have arbejdet en del mere med de enkelte momenter og med overgangene, før der kommer det rigtige flow i programmet. Jeg skal minde mig selv om, at FS er relativt nyt for os, og det har taget lang tid at bringe HTM-programmet derhen, hvor det er nu. Så måske den FS-pause i konkurrencesammenhæng giver overordentlig god mening.

Frokost à la LêLê

Turen hjem gik via LêLê Street Kitchen på Vesterbrogade i København, og vi fik ved 16-tiden en skøn sen frokost/tidlige aftensmad i drivhuset.

Hundene hyggede sig i haven, og Max hyggede lå længde under en af buskene lige udenfor drivhuset.

En dejlig træningsdag, og en fører, som har noteret nogle punkter på iagttagelseslisten (i forhold til sin egen adfærd), men først og fremmest har noteret den fantastiske HTM-træning med Max, hvor fantastisk førerarbejde med en fantastisk hund fik det hele til at gå op i en højere enhed. Både Max og jeg har været topmotiverede igen i dag.

lørdag den 18. juni 2016

Motivation er alt (2)

Max i koncentreret søg

For første gang i ret lang tid har jeg en weekend uden prøver eller kurser, så Kirsten og jeg fik en hyggelig formiddag i København, med brunch på Café Europa og udsalg i Illums Bolighus og Marimekko. Hundene har hygget sig med okseører, og så skulle Max og Lille Bjørn arbejde med kaffefinding, som jeg blev introduceret til for 2½ år siden hos Johanna og Carina.

Max startede med sokken i et højbed, den fandt han på et splitsekund. Så et andet sted i højbedet midt i mynten, det var tydeligvis sværere, men han arbejdede godt og energisk og fandt den til sidst. Til sidst i en legetøjsspand i drivhuset, og det var også nemt. Det er en fornøjelse at se hans fokuserede tilgang til opgaven.

Så skulle Lille Bjørn prøve. De to første gange gik fint. Sidste gang kunne han ikke, selv om han stod lige over sokken til sidst. Han havde det for varmt. Det var lige et flashback til de LP-prøver, hvor han tydeligvis ikke har kunnet diskriminere i næseprøven til sidst. Når han har det for varmt, bruger han ikke næsen, og ja, så er det svært at diskriminere dufte.

Max fik lige et ekstra søg til sidst, og igen flot arbejde, og han markerede fint til sidst.

I morgen har jeg to gange selvtræning à 1 time, og planerne er lagt.

Først en time i Ringsted Agility Center, hvor fokus naturligvis kun er på Max’ glæde, og hvor jeg har aftalt med Anita, som jeg træner sammen med, præcis hvordan forløbet skal være. Og jeg skal huske fotodokumentation.

Om eftermiddagen har jeg aftalt en time med Louise på Garbogaard, og det bliver samme model, bare noget kortere. Så selvom der officielt står to timers træning på programmet, kommer jeg naturligvis ikke i nærheden af den træningstid med Max.