fredag den 6. oktober 2017

Frisk Bjørn – ændret fokus – særligt foto

Foto: Grafiko.dk

Vi har heldigvis ikke den store erfaring med hunde, der er syge/skadede, så jeg havde det altså ikke ret godt med Lille Bjørns halten; han var også halt i morges og kom ikke på morgentur. Heldigvis endte det meget bedre end vi havde håbet på. Kirsten var omkring dyrlægen til middag, Lille Bjørn havde ikke fået noget smertestillende, og han hoppede og dansede ind hos dyrlægen, hvor han var i narkose først på ugen.

Hvis ikke Kirsten havde forsikret om, at han havde haltet også på vejen ind, havde dyrlægen ikke troet på det.

Naturligvis blev Bjørnen tjekket, og ja, han var lidt øm ved venstre bagben, men diagnosen var, at der måtte have siddet en nerve i klemme, for han var åbenlyst helt frisk. Dyrlægen sagde direkte, at han sagtens kunne gå til prøve i weekenden.

Kirsten har naturligvis insisteret på at jeg trænede lidt med Lille Bjørn, og han var nærmest overfrisk, satte sig direkte, bakkede og snurrede, så hvis han er ok i morgen tidlig, så kommer han med til prøve på Fyn.

Som faste læsere af min blog vil vide, har jeg længe funderet over, hvad jeg skulle ændre træningsmæssigt og konkurrencemæssigt i forhold til Max. Jeg har været inde på det tidligere, men det er nu ganske definitivt, at Årets Hund i rally er droppet som mål for Max (og Lille Bjørn) i 2018. VI kunne sikkert kvalificere os, men jeg er ikke tilfreds med at være med længere, jeg vil – især med Max – være med, med en hund der viser sit kæmpepotentiale.

Så – ud fra konkrete råd fra flere rigtigt gode hundevenner – starter jeg forfra med Max (og også Lille Bjørn, men det er mere for sjov), ved at begynde at gå til rallyprøver i Sverige, og så bygge vores rallysamarbejde op fra grunden.

Prøverne med Max i Danmark er for sjov indtil videre, og deltagerne på Fyn i morgen kan glæde sig til en ganske ny rutine, når Max og jeg varmer op og går på banen!

Jeg ville gerne skrive, at jeg til gengæld har mere fokus på HTM, men det er vist ikke rigtigt at udtrykke det sådan. Jeg har tidligere nævnt, at det at starte i HTM3 for mig mentalt svarer til at starte i Eliteklasse i LP. Debuten på Samsø har jeg bestemt ikke styr på endnu, jeg tager den officielle prøve for sjov (med legetøj eller anden belønning undtagen godbidder undervejs), og har en træningsklasse med programmet. Men jeg må erkende, at jeg er usikker på, hvad jeg egentlig vil …

PÅ det mere jordnære plan ser det heldigvis ud til at Lille Bjørn skal med til Samsø og skal debutere i HTM1; men kostumet?!

Kirsten har foreslået noget – det skal jo være noget anderledes end til Max’ FS1 og hans HTM1-2 – og vi tror den er hjemme. De, der kommer til Samsø 14. oktober vil opleve det første gang ;-)

Fotoet er fra fotosessionen den 28. december 2016, hvor Camilla (Grafiko.dk) var bestilt til at fotografere, Django, Osseau, Megan, Lille Bjørn, Max, Anita og mig. Og fotoet her er jeg ret vild med. En ny kollega lagde mærke til det forleden (jeg har det som baggrundsbillede på skærmen) og sagde, at han synes det var fantastisk at se det gensidige fokus. Tjek!

torsdag den 5. oktober 2017

Grundtræning med Max – halt Bjørn


I går aftes fik jeg igen mulighed for at få begge hunde med til træningen i aften hos Johanna, og jeg sagde straks ja tak. Og så måtte jeg melde afbud med Lille Bjørn i eftermiddags, for han er blevet halt :-(

Han kunne ikke gå tur med Kirsten, og han ser meget ynkelig ud. Dyrlægen har ordineret smertestillende, som vi får i morgen, og så må vi se, hvordan det udvikler sig. Det er hans venstre bagben, som der har været problemer med tidligere, og det er vi da lidt (læs: meget) bekymrede over.

Hvis der ikke er sket noget dramatisk til i morgen tidlig, bliver han naturligvis frameldt weekendens rallyprøver. Amanda har også måtte melde Dumle fra til begge prøver, så lørdag går turen til Fyn med 2 ud af 4 tilmeldte hunde. Det mest positive, der kan siges er, at vi så kan have fuldt fokus på de to hunde, vi har med.

Max kom altså afsted til aftenens træning alene. Vi havde fokus på momenter fra HTM-programmet, dels udvalgte positioner, dels overgange.

Det var ikke den nemmeste træningstime, for han var ekstremt optaget af underlaget, og smuttede to gange, fordi han skulle tjekke, om der ikke var en løbsk tæve i selskabet. Det var der ikke, men der har sikkert været en i hallen for nylig.

Hos Johanna arbejdede vi med grundlæggende kontakt, og fastholdelse af kontakt, der er ting fra grundtræningen som ikke er indlært ordentligt, det er i hvert fald tydeligt at Max afbryder adfærd efter belønning. Så der er bestemt noget at arbejde med.

Det er den ”nemme” adfærd, han slår fra i, i P1 almindelig gang er han bare ud for mig, men han kan multitaske rigtigt flot, og udføre øvelser på verbal kommando. Når det er lidt sværere, fx P1 bakke, P9 bakke eller P2 løb, så er hans fokus hos mig, og jeg kan næsten fornemme, at det er forstærkende for ham, at han skal arbejde for at holde positionen.

Vi fik også talt om strategi for HTM-prøven om 9 dage, herunder anvendelse af legetøj.

Så jeg har lige lidt mere at få afklaret inden den 14.

tirsdag den 3. oktober 2017

Lidt mere om NM – og nye planer


Jeg bliver aldrig helt færdig med det NM, dertil var det for stor en oplevelse. Jeg kunne mærke det i dag til frokost på arbejde. Jeg kom ved et tilfælde til at sidde sammen med en kollega, som vidste jeg havde været til NM, havde set på Facebook at det var gået godt, men gerne ville høre detaljer. Jeg var ikke til at stoppe af begejstring :-)


Sådan havde jeg det også til eftermiddagens træning med Anita – der var så meget jeg lige skulle fortælle om NM!


Den energi, det har givet mig at være til NM, at opleve at summen af alle forberedelserne har båret frugt, at være en del af noget større, og mærke at Max og jeg bare havde det fantastisk sammen – det er den rene mentale doping, og det er heldigvis ikke forbudt – tværtimod ;-)

Anita og jeg trænede sammen godt en time, jeg havde kun Max med, Lille Bjørn får lov til at have fri til frem til weekenden, og det eneste jeg havde på programmet var det første minut af HTM3-programmet.


Jeg kan roligt sige, at jeg INTET har trænet af det program i meget lang tid, men jeg har brugt noget tid efter NM til at gennemlæse mine noter fra summercamp og min detailbeskrivelse af programmet.

Der er kommet meget mere koreografi ind over, historien begynder at tage form, og Anita og jeg brugte en del tid på at diskutere hvilke retninger, jeg skulle bevæge mig i. Det er et helt nyt nummer, der er under udvikling, og jeg glæder mig til at det ender som et færdigt program.


Træningen kommer til at bestå i at arbejde med af n masse delmomenter, primært links, og jeg håber at have noget der ligner et bud på programmet til prøven i Hangar 17 den 17. december. Indtil da er det bare eksperimenteren.

Men planen er helt klart, at vi skal gøre en god figur i HTM3. Jeg har oplevet nogle fantastiske HTM-programmer i weekenden, og oplevet nogle af mine stor idoler top-performe og ende på toppplaceringer (Sidsel og Helle) og det giver altså også supergod energi :-) Samt stor respekt for, hvad det kræver at kunne være rigtig god i denne klasse.


Mentalt er jeg ikke helt nået til weekendens rallyprøver i Broby og i Ølstykke, men de skal nok blive sjove. Jeg har i hvert fald planlagt at tage al den god energi fra weekenden med til begge prøver, og så kan det ikke gå helt galt.

mandag den 2. oktober 2017

Om at fejre og så komme videre

Opmærksom Max og fører :-)

Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen: Det var en fantastisk dejlig oplevelse at være til NM på den danske landshold.

Selvfølgelig havde jeg arbejdet intensivt med min egen mentale tilstand, og det fungerede perfekt, både i forhold til Max og i forhold til hvordan jeg i øvrigt agerede. Det var faktisk ret lækkert.

Jeg var ikke nervøs – bortset fra søndag, hvor jeg havde problemer med at betale for tilmeldinger til rallyprøverne 3.12 i Sorø!!! – og jeg var en virkelig god fører for Max hele vejen.

Det er også ret lækkert at få det at vide af andre, og det har jeg! Selvfølgelig er der nogle småskvulp i løbet af sådan et mesterskab, men jeg gjorde, som jeg havde trænet: Ignorer uønsket adfærd. Der skulle ikke være noget der ødelagde min skønne indre stemning, og det kom det heller ikke til.

Jeg har nydt at få en lind strøm af lykønskninger og ikke mindst, at der er fokus på at mine blogindlæg sprudler af glæde og at jeg smiler på en masse fotos. Det er udtryk for, at jeg var glad og positiv, og synes det var fantastisk at komme i ringen begge gange, og lave to rigtigt gode programmer med Max, som bakkede mig 100 % op hele weekenden.

Nose Work træningen til aften var aflyst, fordi Merete ikke er helt frisk, vi håber naturligvis, at hun snart er helt frisk igen.

Lille Bjørn havde under alle omstændigheder meldt fra, for han har været i fuld narkose, fordi en dårlig tand skulle fjernes. Han er hjemme igen og næsten sit gamle jeg, så han skulle være helt fit for fight i morgen.

Anita og jeg havde som sædvanlig planlagt noget HTM/FS-træning før NW, det endte med at blive i morgen i stedet. Lille Bjørn får lov at blive hjemme, med Max skal jeg til at arbejde med HTM-programmet, som har ligget stille en rum tid. Vi skal til prøve på Samsø 14. oktober, og vi er tilmeldt HTM1 (Lille Bjørn), HTM3 (Max), 6+ (Max) og Træningsklasse (Max).

På rallyfronten er der rallyprøver 7. oktober i Broby, 8. oktober i Ølstykke og 15. oktober på Samsø. Begge hunde er tilmeldt det hele, og med Max er det naturligvis eksperimenteren med indgange og starter, der er vigtige. Mentalt arbejder jeg med at bringe den fantastiske energi fra weekenden videre til næste weekend, og naturligvis kan jeg det.

Og ikke mindst så kører indtrykkene fra de andre programmer rundt i mit hoved. De bedste FS’er og de bedste HTM’er var exceptionelle. Specielt de svenske FS’er fik mig virkelig op af stolen. Masser af svære momenter, masser af musikalitet og rytme, og masser af overskud og udstråling af glæde, både hos førere og hunde. Det var virkelig inspirerende.

Der er slet ikke nogen tvivl. NM er det bedste, jeg har oplevet som hundefører, Det var en oplevelse for livet, og jeg er glad og stolt over at Max og jeg har været med – og fået en mere end godkendt debut.

søndag den 1. oktober 2017

NM dag 3 – første finale, fantastisk NM

Start på 6+-nummeret

Jeg kom hjem til aften lidt over halv otte, efter mit første internationale mesterskab. En masse gode tanker er kørt rundt i hovedet og her er den korte sammenfatning.

I dag var hovedfokus at The Silver Duo skulle op som det eneste danske par i Teamwork to Music. Det bedste svenske team startede 11:20, vi lige efter dem. Louise havde overtalt mig til en lille ændring i afslutningen, men ellers var planen, at vi skulle gøre som i går.

Jeg huskede mig selv på at smile, ranke ryggen, slappe af og være glad, og det gjorde jeg alt sammen. Jeg smilede ved tanken om at gå ind til en stor finale med Max, og vi gjorde det rigtigt godt. Jeg synes ikke han var helt så skarp som i går, men han arbejdede godt hele vejen, og jeg var ualmindeligt godt tilfreds med hans indsats både i dag og hele weekenden.

Vi har haft en rigtig hyggetur, hvor vi morgen og aften har kunne gå nogle gode ture, hvor han var løs, vi har haft nogle passende tidsrum i hallen i løbet af dagene, den rette opvarmning og nogle gode lufteture. Og resultatet har været, at han var så godt på, som jeg med nogen rimelighed kunne forvente.

Pointene i går og i dag var 23,63 og 23,37 og det er vi supertilfredse med. Det er 4. og 5. gang Louise og jeg optræder med nummeret, heraf alt to gange på landsholdet, og vi har lært en masse af både at arbejde mod mesterskabet, at gå op til mesterskabet (to gange!) og af at iagttage de andre deltagere i klassen, og notere ideer til vores næste nummer.

Præmieoverrækkelse i 6+

Det var en lækker fornemmelse at blive kaldt op til præmieoverrækkelsen i dag, hvor Louise, Liv, Sandie, Stine og jeg blev en samlet nr. 2 i Teamwork to Music. Det svenske hold blev en meget fortjent vinder, de to teams var begge niveauet over de danske.

Max med præmien for at blive nr. 2 i holdkonkurrencen

Det eneste vi synes var snoldet var præmierne. Det er et Nordisk Mesterskab, og at få to små prøveposer fra DKKs fodersponsor som præmie, det kan DKK bare ikke være bekendt. Jeg har lovet, at jeg selv sørger for flotte erindringsrosetter til det danske hold. Vi har haft dent fantastisk, støttet og opmuntreret hinanden på allerbedste vis, vi har haft det smaddersjovt sammen og har trøstet, når der var brug for det. Vi skal selvfølgelig have et ordentligt minde om denne weekend.

Hvad vil jeg især huske weekenden for?

  • Først og fremmest at Max’ og mit samarbejde var supergodt. Vi havde en hyggelig drengetur, han fik nogle gode ture, han var med på banen og på, når han skulle være det. Hans performance under begge prøver var tæt på det optimale, og det var det vigtigste af alt, at vi kunne mærke, at vi havde det rart og sjovt sammen i ringen.
Landsholdet :-)
  • Det var så FEDT at være en del af landsholdet, og føle de gode vibrationer, og den lækre opbakning hele weekenden. Det allerskønneste øjeblik var at løbe ud fra ringen i går til bragende klapsalver, og blive mødt af hele landsholdet, der krammede og lykønskede – er du sindssyg, hvor det føltes godt. Tusind tak til hele landsholdet!!!
  • Det var lærerigt +++ at se HTM-, FS- og 6+-programmerne begge dage. Udover at Sidsel og Helle blev nr. 1 og 2 i HTM, og meget velfortjent efter min mening (jeg så begge programmer begge dage), oplevede jeg fantastiske numre i både HTM og FS, og ikke mindst de bedste FS-præstationer (svenskerne som nr. 1, 2 og 3) var vildt imponerende, underholdende og til at få gåsehud af.
  • Det var også rigtigt dejligt at stå på podiet sammen med Louise og får vores 3. vinder roset individuelt
  • Og sidst men ikke mindst var det fantastisk at Livs og min pagt blev opfyldt. Liv mindede mig på allerbedste vis om det allervigtigste, når der var brug for det, og det var svært ikke at smile ud mod dommerne, når Liv og resten af det danske hold stod lige bagved og smilede igen. Det gjorde at min grounding var lige i øjet.

Hjemturen var stille og fredelig og denne solnedgang, fotograferet lige får vi ankom til Sjællands Odde, var lige til at få kuldegysninger af. Smuk som jordens skabelse.

The Silver Duo 30. september 2017



Tusind tak til Jacob Fich, som filmede 6+-programmet i går!

lørdag den 30. september 2017

NM dag 2 - flot landsholdsdebut



Det har også været en fantastisk dag 2 ved NM.

Jeg kunne sove længe, der var morgenmad fra kl 8 og vi skulle først være i hallen kl 9.


Morgenturen på Køreteknisk Anlæg, som ligger i forbindelse med motellet, var perfekt, Max kunne løbe løs, og jeg fik koblet ham lige inden jeg opdagede en hare.


Før frokost fik jeg set samtlige HTM-programmer, og det var virkeligt inspirerende, Jeg sad sammen med Louise, og det var vist godt vores kommentarer ikke blev optaget, for vi lagde ikke fingrene imellem. Der var en del med at, Anja ville have sagt sådan og sådan, eller vi ville ikke slippe af sted med det hos Anja og den slags. Men bundlinjen var at der var rigtigt meget top HTM-arbejde, og med Sidsel og Helle som nr. 1 og 2 inden søndagens finaler.

Frokostpausen blev benyttet til at lufte Max og have ham ind i hallen igen – han var også inde om morgenen inden HTM startede. Jeg så de fleste af FS-programmerne inden jeg klædte om til 6+, Max blev luftet og vi gjorde klar i hallen.


Annette hjalp til under opvarmningen, og pludselig var klokken 15:15 og vi skulle debutere ved et internationalt mesterskab. Jeg smilede (tusind tak for al støtten Liv), jeg var groundet og Max og jeg gik ind og lavede – sammen med Billie og Louise – vores bedste program ever. Jeg huskede at smile (det meste af tiden) og fra starten kunne jeg bare mærke at Max var på. En meget FED oplevelse.

Vi løb ud, fik en masse lykønskninger, jeg legede med Max – som var så dygtig som nogensinde - og ønskede Louise tillykke. Vi debuterede på landsholdet, og vi gjorde det supergodt.

Derefter var der tid til at se de tre andre 6+ programmer. Og ærligt talt, de var rigtigt gode alle sammen. Specielt de to svenske var jeg meget imponeret af.

Der var præmieoverrækkelse for dagen kort tid efter. Louise og jeg fik en 3. plads individuelt med 23,63 point, og da vi var bedste danske ekvipage, skal vi også deltage i morgen, hvor holdkonkurrencen skal afgøres. Vi er 4.47 point efter det svenske hold, så realistisk set kan vi ikke indhente dem, så vi satser bare på at slå dem i morgen :-)

Klokken var tæt på 17, der var spisning 17:30, så jeg kørte til motellet (3 minutters kørsel), gav Max aftenmad, luftede ham kort, kørte omkring den nærmeste Netto og købte noget vin, og derefter tilbage til hallen.

Der skulle være noget quiz inden maden, og jeg må blankt erkende, at jeg var helt færdig. Så jeg gik ud og luftede Max, og da pizzaerne kom, tog Louise, Henrik og jeg tilbage til motellet med vores pizzaer og nød aftensmaden med lidt årgangsøl fra Wiibroe og lækker rødvin fra Chile og Australien.

Vi var så heldige at Kate kom forbi, så vi fik også talt om vores næste 6+-nummer, for selv om vores optræden i dag kun var fjerde gang vi viste programmet, så trænger vi til fornyelse.

Aftenturen, igen på Køreteknisk anlæg, var fantastisk. Cherie og Max løb løs og legede måske ligefrem?! Max er i hvert fald helt færdig nu :-)

I morgen skal vi nyde HTM- og FS-finaler, og indimellem får vi lov at vise vores 6+-nummer igen.


Måske står det ikke helt eksplicit ovenfor, men jeg synes det var fantastisk at gå programmet i ringen, og det cirka ligeså fantastisk at komme ud og få så mange dejlige lykønskninger. Jeg er virkelig stolt af det Louise, Billie, Max og jeg har opnået sammen!

Vi glæder os til en festlig dag i morgen, hvor vi vil gøre vores bedste for at lave endnu et flot 6+-program.