Rallyprøver i DKK Kreds 4 i Esbjerg

Max 1.v.

I dag gik turen til Esbjerg og DKK Kreds 4’s rallyprøver, som både var kvalifikationsprøver til DM og til Årets Hund. Det er jo ikke til at stå for :-)

Jeg hentende Amanda på vejen, og i Esbjerg satte vi os sammen med Christina og Lonni, som også havde valgt denne prøve til.

For Amanda og mig var målet klart: Bedre end sidste år, hvor vi ikke gjorde det særlig godt

Dumle var tæt på at bestå ekspertklasse denne gang, og Osseau gik superflot i championklasse, hvor han med 90 point blev 5. vinder og rykkede op som nr. 10 på kvalifikationslisten til Årets Hund.

Tempo blev ret pludseligt meget interesseret i en hund uden for ringen, og det kostede lidt fokus og han og Christina endte med 88 point.

Lonni uden Morgan 3.v.

Lonni og højløbske Morgan var oppe lige før vi kom, og de gik fantastisk og fik 99 point og blev 3. vinder, i deres debut i rally. Ret sejt.

Jeg vil starte bagfra med min egen indsats – eller mangel på samme i det første tilfælde.

Megan var oppe som den sidste af ni i championklasse, og jeg havde varmet hende ret perfekt op.

Første øvelse - send til kegle – måtte jeg lave om, og blev irriteret. Og så gik resten i skuddermudder og vi endte med IB. Der er lidt flere nuancer end som så, men Amanda, Lonni og Christina vil sikket sige det cirka på samme måde: Rigtigt dårligt førerarbejde og en glad hund, der gjorde det så godt hun kunne under de omstændigheder med den fører. Lonni har filmet prøven og så kan jeg selv se hvor dum jeg har været.

Max var oppe som den tredje af syv i ekspertklasse. Opvarmning og startritual som det skulle være. Første øvelse dobbeltslalom med lidt snus og godt førerarbejde for at holde fokus og ikke miste ham, når han var yderst.

Og så kørte det ellers.

Han var lidt fokuseret på omgivelserne, men kun lidt, jeg mistede ikke kontakten på noget tidspunkt og vi fik ingen 3’ere.

Ærespladsen dæk ved siden af … vi er ikke vilde med den, og Max peb også fra start. Det var en laaang æresplads med Flemming tidstager var rigtig sød og oplyste da der var gået 2½ minut. Vi klarede den.

Max endte med 96 point og blev 1. vinder med hurtigere tid end nr. 2.

At blive 1. vinder er ikke noget vi gør os ret meget i, men det var Max’ fjerde i Ekspertklasse og den anden indenfor 6 dage, og det føles ret godt. Det gav samtidig 15 point til Årets Hund kvalifikationen, hvor den erstattede en 3’er, så vi nu har 15 + 12 + 7 = 34 point af 45 mulige.

Så det var bestemt en mere munter hjemtur end for et år siden!

At dømme og at blive bedømt

Der tænkes som dommer ... (Foto: Camilla Johannessen, Grafiko.dk)

Efter lørdagens to prøver har jeg været oppe til i alt 175 rallyprøver fordelt således på dommere og klasser:

Rækkenavne	Begynder	Øvet	Ekspert	Champion	Hovedtotal
Anita Jakobsson			9	7	16
Annette Klink Dalgaard			1		1
Christine Hjorth		1			1
Conni Hansen			2	2	4
Ditte Wolsted			2	3	5
Frank Kuhfeld	7	8	16	16	47
Helle Gadeberg				1	1
Johanna Allanach	1	4	13	16	34
Lone Sommer			4	3	7
Pia Johnsen	2		7	4	13
Susann Wheadon			2	2	4
Trine Dyrgaard	5	1	8	10	24
Pia Hansen-Schwartz	1		7	10	18
Hovedtotal	16	14	71	74	175

Med små to års erfaring som rallydommer og næsten otte års erfaring som rallyudøver har jeg oplevet en masse. Som jeg plejer at sige til mine kursister, jeg har begået de fleste fejl selv, så husker jeg dem bedre :-)

Her skal det handle om det at dømme og det at blive bedømt.

Noget at det vigtigste at være bevidst om som dommer er, at det at dømme er ikke en eksakt videnskab – man foretager en masse skøn, der er kort tid til at foretage skønnet og man kan tage fejl.

Hvis man begår fejl, kan det gå ubemærket hen, men ofte bliver det bemærket og kommenteret – mens man går banen, når man får tilbagemelding fra dommeren, under præmieoverrækkelsen eller bagefter.

Heldigvis er reglerne meget klare, dommerens afgørelse er inappellabel. Jeg har været ude for en deltager som vandt en klasse, gjorde dommeren opmærksom på, at hun havde udført et skilt forkert – dommeren havde ikke set det og ville naturligvis ikke rette (der blev gjort opmærksom på det ved præmieoverrækkelsen). Jeg har begået helt klare fejl, som dommeren ikke har set, men masser af tilskuere har set. Og jeg er blevet trukket for noget, som jeg ikke selv mente, jeg burde være trukket for, men som dommeren mente, der skulle trækkes for. Jeg har været ude for at dommeren ud fra min verbale reaktion var sikker på at der var sket noget i ærespladsen, men hun havde ikke selv set det trak derfor ikke for det. That’s the game.

I kampens hede kan fejlene være lidt frustrerende og det der er værre. Der var en deltager som i finalen til DM sidste år fik at vide at hun havde mistet 10 point på sine tyskervendinger og det endte i en lang tråd på Facebook. Jeg har været ude for at diskutere med en dommer under feedbacken og få en afgørelse lavet om (dommeren erkendte at det hun ville trække for, ikke var korrekt), at diskutere hvad der skulle trækkes (jeg mente 3, dommeren 10, det blev undersøgt og det var 10). Og jeg har været ude for at blive ret irriteret, mere end en gang, over det, som jeg opfattede som en unfair bedømmelse.

Men samlet set går det nok op i en højere enhed. Eller rettere sagt: samlet set kommer tvivlen deltagerne til gode: Hvis der tvivl trækker dommeren for mindre, end der egentligt kunne trækkes for.

Det mest grelle jeg har oplevet var en prøve, hvor jeg var sikker på at jeg var IB’et, men endte med ret høje point, fordi det jeg havde vurderet til 10 + 3 kun blev trukket som 3. Jeg mente det var forkert, men dommeren har om ikke altid ret, så dog det sidste ord.

Reglerne giver en række retningslinjer, men også kun det. Der er masser af fejlsituationer som ingen har drømt om kunne opstå, og når jeg oplever kursister eller prøvedeltagere spørge, hvordan dette eller hint bedømmes er standardsvaret: ”Det kommer an på”?

Hvor går grænsen mellem en forsinket og en modvillig reaktion? Hvor meget koster det at sænke farten lidt i stå/stop/sit under gang? Hvor snæver skal 360 grader til venstre være? Osv. osv. Ikke to dommere dømmer ens, men de dømmer (forhåbentlig!) ensartet, der gøres bestemt meget for at sikre, at bedømmelserne kan udføres på et fælles grundlag.

Jeg har også været ud for at reagere på en ikke så konstruktiv måde som udøver, hvilket jeg er ret flov over at tænke tilbage på. Der var en æresplads, hvor dommeren ville stille mig et andet sted, og jeg begyndte at diskutere. Der var en tilbagemelding jeg fik, hvor jeg vantro spurgte om dommeren virkelig havde trukket for det. Selvfølgelig mente jeg i begge situationer at jeg havde ret, men dommerens afgørelse er inappellabel og man skal ikke diskutere, slet ikke når man er i prøveforløbet.

De fleste DKK-rallydommere er også rallyudøvere, så vi kommer til at dømme hinanden og det kan være spændende, specielt for dem, der står udenfor ringen. Ved DM sidste år var vi på et tidspunkt fem rallydommere der fulgte prøverne i championklasse fra sidelinjen – der skal man som dømmende dommer kunne abstrahere fuldstændig fra at dommerne udenfor dømmer med. Og dem udenfor skal kunne forholde sig helt neutralt til at deltagere kommer hen og spørge, hvordan man selv ville have dømt i konkrete situationer.

Dommerens afgørelse er inappellabel, med dommerne er ikke ufejlbarlige. Vi gør det alle så godt vi kan, og jeg tror vores træfsikkerhed i forhold til en ”objektiv” vurdering er ganske høj.

Mange rallyudøvere har meninger om de forskellige dommer, den typer baner de bygger og deres strenghed i bedømmelserne. Igen, jeg tror på at alle dømmer ensartet og fair, så i forhold til den enkelte konkurrence vil resultaterne bliver de samme, uanset hvem der dømmer.

Til sidst: Hvordan vil jeg bedømme mig selv? Jeg kan jo i sagens natur ikke gå op hos mig selv, og jeg kan ikke bedømme mig selv, når jeg går en bane. Jeg har en god formodning om 10’ere og 3’ere, 1’ere er sværere at vurdere og jeg har overset både 10’ere og 3’ere, som jeg først blev opmærksom på bagefter.

Bundlinjen er, at jeg til en rigtig god prøve (med få fratræk) kan have en meget præcis vurdering. Men fx 1’ere for snusen eller ude af position eller langsom reaktion, det er meget svært at afgøre, når man selv går banen. Så vi må som rallyudøvere have den respekt for dommerne, at vi stoler på at de gør det så godt som muligt, og at det ikke er for at genere os, at de ser nogle fejl, vi ikke selv har set :-)

Rallyprøver med dårlige starter

 

Max 1.v.

I dag gik turen til Slaglille Bjernede Skole i Sorø, hvor Dansk Shetland Sheepdog Klub havde arrangeret rallyprøver med Anita som dommer.

Træningen med både Megan og Max er gået rigtigt godt, senest i torsdags med Lone, så jeg følte mig virkelig klar med begge hunde.

Jeg kom i god tid, så der var tid til at aflevere resultatbøger, hilse på, hente stol og hunde, lufte hunde og sætte hunde tilbage i bilen igen. Jeg benytter også prøverne til at træne hele dette ritual, specielt for at hundene skal være vant til at ryge ind og ud – og nogen gange ret hurtigt tilbage igen, når programmet ændres. Fx troede vi at championklassen var nært foreståemde, men arrangørerne valgte at holde frokost lige inden. Lidt dårlig timing når vi var fire førere og en dommer, der stod klar. Men så fik vi prøvet det, og Megan røg direkte tilbage i bilen.

Begge banerne var fine, ingen fælder – andre end den jeg selv sørgede for – god plads mellem skiltene og godt flow.

Vi startede som nr. to på ekspertbanen, startede med springvand og what??? Synkron venstre om??? Jeg var så sikker på, at det var højre om, at jeg simpelthen stoppede op, gloede på skiltet og derefter lave det om og lavede en synkron venstre.

Derefter gik det strygende. Ærespladsen sit foran var der ingen problemer med, og næsten heller ingen lyd.

Udover ommeren fik vi yderligere en 3’er og 3 1’ere og de 91 point var nok til at vinde klassen.

Føreren skumlede godt nok noget og jeg var helt klart påvirket af det på banen, for det var fuldstændig vildt at have læst det skilt forkert. Så ja, jeg var skuffet over 91 point, men meget tilfreds med Max’ performance og naturligvis glad for at vinde klassen.

 

Megan 3.v.

Vi var også nr. 2 på championbanen og jeg synes virkelig jeg havde varmet Megan optimalt op, kom godt i gang og så missede vi det første skilt – springvandet – 2 gange :-( En rigtig flad fornemmelse at starte med minus 13, hvad jeg har prøvet nogle gange. Det er derfor vi træner starterne intensivt.

Derefter gik det fint, en ommer i en synkronvending og 5 1’ere for langsomme reaktioner/ude af position. 79 point rakte til en tredjeplads i dag, så det var jeg bestemt heller ikke utilfreds med.

Men bundlinjen er, at begge hunde gik rigtigt godt, så det giver grobund for optimisme inden prøverne torsdag i Esbjerg, som er en prøve der både er kvalifikation til DM og tæller til Årets Hund.

Mesmerising Mornings - Solrød Strand april 2015

20150401_074611

 

20150402_071607

 

20150403_071939

 

20150404_071113

  

20150405_071219

  

20150406_071751

 

20150407_060310

 

20150408_060608

 

20150409_060130

20150410_060404

 

 20150411_070443

 

20150412_055921

 

20150413_060029

 

20150414_060424

 

20150415_060242

 

20150416_055952

 

20150417_055924

 

20150418_063013

 

20150419_064805

 

20150420_060230

 

20150421_060534

 

20150422_060219

 

20150423_060931

 

20150424_055932

 

 20150425_064743

 

 20150426_060505

 

20150427_181638

 

 20150428_055921

 

 20150429_060141

 

 20150430_060117

HTM og tricks

HTM-ring på 14 m x 16 m - ikke så mange dikkedarer

I dag er der præcis en måned til Max’ og min debut i HTM1, så nu er virkelig kommet fokus på træningen. Anita & Osseau skal debutere til samme prøve, så vi har aftalt stort set fast søndagstræning frem til prøven, heraf 3 x indendørs, så vi kan få finpudset formen – eller for mit vedkommende snarere arbejde med en hel masse momenter, som ikke er på plads.

I søndags trænede vi udendørs og havde markeret en ring præcis på størrelse med den, vi skal op i 5. juni. Det resulterede i at jeg måtte konstatere, at jeg skal justere en del på nogle vendinger, for ellers kan jeg ikke udføre programmet indenfor rammerne …

Andre iagttagelser: Min start er for svært tænkt, der er for lidt tid fra musikken starter til jeg kan få Max på plads. I P2 skal jeg have afgjort, hvordan jeg vil placere fødderne, når jeg går til venstre. De sidste 25 sekunder, er lidt rodede, jeg skal finde ud af hvordan jeg vil komme fra P9, skift side til venstre og derfra til en flot afslutning. Overgangene er febrilske, fordi jeg vil følge den ret hurtige musik, jeg kan sagtens gøre det roligere, så starten på næste position bliver afslappet.

Der er rigtigt meget at arbejde med. Max var godt træt til sidst.

Der var ingen træning i går og rallytræningen i dag blev aflyst dels pga. flere afbud, dels pga. den ikke så spændende vejrudsigt. Så jeg trænede i stedet hjemme diverse tricks med Max, en skøn blanding af FP2 og FP3.

Og denne gang gør jeg det ordentligt: Ikke noget med at springe øvelser over, som jeg ikke gider træne. Vi tager det hele og nu bliver der trænet løfte pote, beg, sidelæns slalom mv., og det går naturligvis nemt med kvikke Max. Faktisk mener jeg vi har trænet mange af de ting lidt halvhjertet på Foundationholdet, men nu er det altså lidt mere seriøst.

Søndag morgen, Megan hygger på bænken

I dag er de opdaterede stillinger for Årets Hund i rally offentliggjort. Max er nr. 5 i ekspertklasse og Megan nr. 9 i championklasse. De 10 bedste eksperter og de 15 bedste champions deltager og der 6 kvalifikationsprøver endnu. Jeg deltager i dem alle, de 5 som deltager, den ene som dommer. Så vi skal nok komme med :-)

Træningsplanen er, at tirsdagsholdet træner torsdag i stedet (i hvert fald Lone og jeg), og det er hardcore rally med Megan og Max inden prøverne på lørdag i Sheltieklubben. En prøve med 28 deltagere heraf kun 4 eksperter og 5 champions, det lyder hyggeligt. Søndag står den på indendørs HTM-træning med Max.

Men der er intet så skønt som en vuffeli-vov

Vi fik jordbær for sjov i går; de første danske jordbær

 

Udgangspunktet for at have Hundesport som altoverskyggende interesse er naturligvis, at jeg synes det er sjovt at arbejde med hunde i det daglige. Prøverne er lige så sjove – men ofte lidt mere stressende – fordi det hver gang er en eksamen vi går op til. Dels efter en objektiv prøveskala med point, præmieringer, titler og placeringer; dels en subjektiv vurdering ud fra egne mål.

Ofte er prøveresultatet – både i forhold til den objektive og den subjektive vurdering – et delmål i forhold til noget større.

Inden for de næste 7 uger skal jeg til 5 rallyprøver med Megan, 1 LP-prøve med Lille Bjørn og 5 rallyprøver med Max. Max skal desuden debutere i FP2 og HTM1.

Hvorfor har jeg tilmeldt de prøver og hvilke mål går jeg efter?

Med Megan er årets mål dels at komme til DM, dels at komme til Årets Hund i championklasse. Begge mål er indenfor rækkevidde, men DM er lidt mere usikkert end ÅH. Med de ændrede regler for Rallychampion Cup 2015-2016 er det helt klart også en konkurrence vi vil kæmpe i. Og så har det helt banale mål at Megan skal op til sin officielle rallyprøve nr. 100 i løbet af sommeren. Derfor numrene i parentes i kalenderen :-)

Med Lille Bjørn er målet fortsat at han skal blive DKLPCH, der er 4 skud tilbage i bøssen, og lykkes det ikke, så går han efter at blive første Norwich terrier i championklasse i rally.

Med Max er målet at komme til DM og ÅH i ekspertklasse. Begge mål skulle være rimeligt sikre på at blive nået. I forhold til ÅH, hvor de tre bedste placeringspoint tages med til finalen, arbejder vi for at forbedre pointene. Og da målet med Max ikke bare er at komme til DM/ÅH, men også at få en god placering, er det helt klart et særskilt mål, at få arbejdet med at reducere hans usikkerhed. Det gælder både til træning og i prøvesituationer. Derfor er han tilmeldt en række prøver i specialklubber og foreninger, som ikke ”kan bruges til noget”, udover at jeg kan få forbedret samarbejdet. Det er hårdt arbejde, det er sjov og udfordrende og vi gør gode fremskridt.

Vi træner ihærdigt højrehandling også, for umiddelbart efter ÅH-finalen skal Max være en stjerne i championklassen. Det med højrehandlingen (P5) arbejder jeg også en del med i forhold til vores debut i HTM1 om kun en måned, fordi det er én af de fire positioner vi arbejde med udover P1 (venstrehandling), P2 (foran mod højre) og P9 (fremad mellem førers ben). Max er tilmeldt FP2 ved samme prøve, for han kan alle øvelserne, men slog fra i sommers, da vi var oppe til prøven.

For at udfordre mig selv og samarbejdet med Max er han også tilmeldt FP3, men det er først til september.

Jeg har desuden seriøst undersøgt muligheden for at han kan gå til en UHP (udholdenhedsprøve), som består af 20 km cykling (se fx her). I dag cyklede vi godt 10 km, og vi holder en gennemsnitsfart på lige omkring 12 km/t.

Jeg har skrevet det tidligere, men skriver det gerne igen: Det er en luksus at have tre hunde at arbejde med, alle tre arbejdsglade og det er dejligt at have gode træningsmuligheder, så alle er sikre på at komme ud at træne fast hver uge.

Der er intet så skønt som tre vuffeli-vovver ;-)

Championklasse for de seje

Christina og Tempo: Bedste hund nr. 9 & Bedste yngste Border Collie. Paul og Megan: Bedste spaniel & Ældste hund (foto: Johanna).

I går startede et kursusforløb over 3 x 1 time hos Johanna under overskriften "Rally Champ – for de garvede førere". Jeg havde tilmeldt Max, men havde Megan med, for hvis Max skulle have timeout skulle hun på banen. Det blev der slet ikke brug for, men Megan kom alligevel i centrum, da de første rosetter til Årets rallylydighedschampion 2014/2015 skulle uddeles.

Annie har gjort en kæmpeindsats med at registrere de mange resultater i det forløbne år, Johanna har koordineret de mange rosetter (25 i alt), som skal uddeles og jeg har lovet at sørge for at rosetterne bliver fordelt. Jeg fik rosetterne i går og de første fire kunne uddeles med det samme, som man kan se på fotoet.

Jeg har selv givet 5 af præmierne, bl.a. de 2 jeg selv modtog - men det gør ærligt talt ikke glæden mindre. Ikke de prangende resultater, men 457 point ved de bedste 5 prøver rakte til en samlet 19. plads. Megan er ældste hund med 5 resultater og eneste spaniel i år. Men der er heldigvis flere i gang!

6 stationer som vi skulle gennemføre én for én - meget simpelt, da vi først havde fået det forklaret (foto: Johanna)

 

"Rally Champ – for de garvede førere" var et rigtigt Johanna-forløb med snedige og kreative udfordringer, og vi var på stort set hele tiden allesammen. Temaet var forstyrrelser.

 

Som opvarmningsøvelse skulle vi gå en dobbeltslalom, hvor vi skulle sparke en lille bold foran os hele vejen, det gik faktisk rigtigt pænt for alle, men Max løb en æresrunde da vi var færdige :-)

Så havde Johanna opbygget en bane som man kan få indtryk af på fotoet: Der var fire sektioner, som hver blev udgjort af fire kvadrater med en kegle i hvert hjørne og en skilteholder med skilt på for- og bagside mellem hver kegle. Der var overgangsskilte mellem de fire sektioner. Der var en sektion med en skammel som føreren skulle sidde på og hunden skulle spinne/twiste, cirkle rundt om fører og lave sit, sit foran osv. Endelig en sektion som var helle, hvor man fx kunne lave æresplads.

Fra start var hver af de seks ekvipager placeret i hver sin sektion, som skulle udføres, hvorefter man cirklede med uret, så alle ekvipager kom igennem alle sektioner.

Det lyder mere indviklet end det var i praksis. Jeg oplevede det fantastisk positivt, for jeg var virkelig nødt til både at være meget koncentreret om Max OG meget koncentreret om at gå banen rigtigt og læse skiltene rigtigt (det gav ikke mening med banegennemgang) og den kombination fungerede fantastisk. Masser af godbidder undervejs og leg indimellem. Max var totalt på og meget skarp.

Derefter blev vi stillet på række og skulle gå mellem skiltene og udføre øvelser som Johanna enten havde oplyst på forhånd, eller som blev oplyst undervejs. Et eksempel var sideskift, hvor vi fik oplyst undervejs om det var springvand, tulipan, synkron højre eller synkron venstre – og pludselig kom kommandoen blomstervand og almindelig forvirring, jo der blev hørt efter. Eller 360 grader til højre og derefter til venstre først i langsom gang, så i løb og endelig i almindelig gang, sideskift og så det samme på højre side.

Næste runde var forløbet med de seks sektioner igen, bare cirklede vi nu mod uret og udførte skiltene på den anden side af holderne.

Sidste runde skulle vi igen gå på række og lave nogle aftalte øvelser. Fx 1 skridt stå, 1 skridt sit, 1 skridt dæk og derefter med ændret rækkefølge af positioner.

Max var intet mindre end fantastisk. Han var på hele tiden, også nogle højrehandlingsøvelser vi ikke har prøvet før gik fint med håndtegn. Jeg må også sige, at jeg arbejdede hårdt for sagen, så det føltes bare ekstra godt, at det hele fungerede så fint.

Challenge til næste gang er triplespring, ro, tilbage. Vi skal arbejde med generalisering af spring …