søndag den 8. september 2019

Max i topform igen

Otto på podiet :-)

Det har været en ganske fantastisk weekend!

Jeg har skrevet om den dejlige lørdag, og søndagen blev endnu bedre 😊


Først den hyggelige morgentur med alle tre hunde. Vi går længere og længere, og jeg begynder at få styr på tre sæt flexi-liner …

Så morgenmad.


Derefter morgentur med Kirsten, vi kom lige forbi DKK, og kunne se, at der allerede var kommet en del til NW1-prøven i dag.

Efter endnu en kop morgenkaffe trænede jeg lidt med Otto.

Der er sket en hel masse i hans hoved! Og i dag rykkede det virkelig i flere øvelser …



Krads krads, sat op til succes med bræt af passende størrelse op ad mig, derefter op ad stol. Det skal vi nok få sat verbalt signal på hurtigt.

Elefanten, han har fanget, at han skal op på baljen og bevæge bagparten til højre (mod uret set fra førerside), og vi nåde til cirka 120 grader på ganske kort tid.

Lidt setup, lidt spin, lidt face, små fremskridt, det går den rigtige vej!

Max og jeg skulle til rallyprøve på Garbogaard og jeg tog Otto med, endnu en god mulighed for socialisering, som skulle udnyttes.

Da jeg tilmeldte, havde jeg helt klart til hensigt at udnytte denne fine mulighed for at træne med Max, og så kom jeg i tvivl i går, fordi Kirsten sagde hun godt kunne have tænkt sig at få brunch i København.

I morges var det endnu ikke helt klart, hvad vi skulle, men jeg traf beslutningen: Jeg havde glædet mig til at gå Anitas første championbane med nye skilte, der var forskellige ting, jeg skulle afprøve med Max til en seriøse prøve … og så havde jeg lovet at have en pokal med til Keld og en rosette til Louise.

Vi kom afsted, og det fortrød jeg ikke et sekund.

Otto mødte igen en masse mennesker og hunde, og fik en masse gode oplevelser.

Han var også med som standin for Max til præmieoverrækkelsen i championklasse 😉

Championklassen var dagens og weekendens bedste oplevelse!

Da jeg først havde besluttet, at jeg skulle afsted til Garbogaard, gik jeg mentalt i det helt rigtige mode, Lanny Bassham ville have rost mig!

Jeg ankom mentalt klar, og alt frem til selve prøven var, som jeg kunne have ønsket det.


Banegennemgangen, lige i øjet. En virkelig fed bane, perfekt designet af Anita.

Vi havde vores bedste indgang på banen længe. Første skilt, Max var ikke helt med, så bakningen blev lidt skæv, skilt 2, 3, 4, 5 (fristende 8-tal), 6 og 7 fine. I skilt 8 var Max noget ude af position, da vi startede, så jeg besluttede at lave den om, 9 og 10 ok, 11 Max kom på mærkelig vis på venstre side til sidst i stedet for højre, så den blev også lavet om. 12, 13 og 14 ok, og så kom der lige en spin før 15, så den måtte vi også lave om. 16-19 alle ok.

Jeg havde en fantastisk kontakt med Max! Jeg blev lidt hektisk til sidst, og det gjorde at vi fik spin før den sidste kegleøvelse. De to andre ommere skyldtes upræcist førerarbejde.

Max var på hele vejen. Jeg havde kontakt, halen logrede, han snusede ikke, det føltes fantastisk!!!


Det er en af de allerbedste oplevelser, jeg har haft til en prøve, og det allerbedste er, at jeg véd præcis, hvordan det skete.

Jeg blev lidt længere en planlagt, for jeg skulle da også opleve seniorklassen. Amanda og Osseau startede om formiddagen til deres første seniorklasse, og så skulle jeg se dem gå seniorklasse nr. 2. Det var så lækkert at se, de blomstrer igen i den klasse, og at 93 point ”kun” rakte til en 3. plads siger noget om niveauet i klassen.

Da vi kom hjem, fik Otto og jeg frokost, og så gik jeg en tur med Max, vi kom forbi DKK og fik hilst på Merete.

Den sidste del af eftermiddagen og aftenen har været relativt stille, bortset fra at Otto åbenbart stadig havde en masse energi, der skulle brændes af!!!

En dejlig weekend lakker mod enden. Jeg er superglad for den samlede weekend, først og fremmest for mine egne hunde, der har været fantastiske, og også rigtigt meget glad for arrangører, dommere og hjælpere, der overhovedet gør det muligt for os andre at gå til prøver!

lørdag den 7. september 2019

Socialisering, Nose Work og alt, hvad der er godt

Otto og Max hygger :-)

Otto vågnede først kl. 6, og jeg gik i haven med ham og Max. Jeg synes ærligt talt at det var en anelse tidligt en lørdag morgen, hvor jeg først skulle være ved DKK ved 12-tiden, så han kom hurtigt i bur igen … og faldt i søvn 😊 Så vi sov til 7:30!!!

Fra morgenturen, vores hunde og Bølle

Efter hundenes morgenmad tog vi den sædvanlige morgentur til badebroen, og heldigvis mødte vi Bølle (Cavalier King Charles) og mor, som vi møder tit. Alle hundene fik lov at løbe løs og Otto og Bølle legede så fint sammen. Vi fik også hilst på Athena, en dejlig irsk setter, og Otto synes det hele var ret fedt.

Morgenmad og morgenkaffe indtager jeg under overdækningen foran hoveddøren, og hundene hygger imens, ikke mindst er det dejligt at se hvordan Max og Otto har det godt sammen.

Det motiv kunne jeg ikke stå for!

Ved 12-tiden kørte Max og jeg til DKK, vi gik en tur ned omkring Jersie Strandpark, og var derefter klar til at indskrive os til NW2-prøven.

Vi var i den første gruppe med 17 deltagere mener jeg, som skulle starte med beholdersøg og indesøg.

Beholdersøget var jeg ikke helt tilfreds med. Max var ikke på fra start (normalt), men slog næsen til da vi vendte. Der kom en fin markering (korrekt) og vi fortsatte, men Max slog aldrig rigtigt næsen til, og vi fik ikke markering nr. 2. Vi fik 12½ point for søget.

Kilden var placeret bag et af hullerne i ringbindene på øverste række 

Indesøget var på et af kontorerne. Max gik hurtigt i gang med at afsøge et område, og der kom en uklar markering, jeg lod ham fortsætte, og så kom der en ny markering, lidt tydeligere, som jeg valgte at godkende … desværre ikke korrekt. 0 point.

Under banegennemgangen efter prøven fik vi oplyst at ingen af de 35 (?) hunde til prøven havde fået indesøget. Der var åbenbart mange, der havde lavet samme fejlmarkering. Man kan sige, at vi var i godt selskab, når vi ikke fik søget, men det er alligevel bemærkelsesværdigt at ingen af klasse 2 hundene kunne markere korrekt.

Så var der pause, indtil anden runde, som omfattede køretøjssøg og udesøg, begge med én kilde.

Lonni bringer et at køretøjerne på plads :-)

Køretøjssøget gik superflot. Max arbejdede fint fra start og lavede hurtigt en markering, som jeg godkendte, og den var korrekt.

Udesøget var lidt mere kringlet. Bagefter kunne jeg konstatere, at vi havde afsøgt hele området, og først til sidst endte i nærheden af kilden. Max var meget tydelig i sin påvisning af en højt placeret kilde, yes korrekt!

Jeg kørte direkte hjem og byttede Max med Otto og tog tilbage til DKK, og så fik han en gevaldig en på opleveren! Han hilste på mange hunde og mennesker, blev klappet, fik godbidder, det var virkelig socialisering +++

Præmieoverrækkelsen: Vi fik 62½ point og en 3. præmie, og endte cirka midt i feltet. Var det godt eller skidt?

Jeg synes ikke Max var rigtigt på i beholdersøget, uden at kunne sige præcis hvorfor. Det plejer at være barnemad for ham, men det var det altså ikke i dag.

Min læring efter indesøget var, at jeg ikke havde været tålmodig nok, og skulle have sendt Max videre, når han markering kun var 95 %. Men ærligt talt, så trøstede det mig, at ingen andre havde fået indesøget, det var svært!

Hans arbejde i køretøjssøg og udesøg var eminent, jeg var supertilfreds!

Jeg er en meget tilfreds fører 😊

Otto er i den grad faldet til hos os, og jeg nyder alt ved og med ham. Han var verdensstjerne ved DKK i dag og han skal definitivt i gang med noget Nose Work snart, for han er som skabt til den disciplin!

I morgen går turen til Garbogaard, Max skal op i rally championklasse, og mon ikke Otto kommer med, så han kan opleve endnu mere konkurrencestemning?

fredag den 6. september 2019

Om at være privilegeret

Det gjorde jeg IKKE da jeg var hvalp!!!

Jeg tror aldrig jeg tidligere har haft så afslappet en tilgang til en weekend, hvor jeg skal op til prøver begge dage. I morgen NW2 med Max i DKK, på søndag rally med Max på Garbogaard.

Faktisk har jeg stort set slet ikke tænkt på de to prøver, før her sidst på eftermiddagen, hvor jeg fandt resultatbøgerne frem. Det er rigtigt godt, fordi jeg føler mig i den grad i mental balance!

Min største bekymring er, om jeg kan gå ordentligt, for jeg kan virkelig mærke i haserne og baglårene, at den tur i romaskinen i onsdags aktiverede nogle muskler, som normalt ikke bliver brugt!

Fokus er i den grad på Otto. Hold da op hvor både Kirsten og jeg nyder ham. Jeg tror jeg gentager mig selv, men der er så meget liv, initiativ og kreativitet i ham, og det er en fornøjelse at være sammen med ham, iagttage ham, lege med ham, kæle med ham, bare nyde at være sammen med Otto som hvalp. Det varer så kort tid, og vi vil bare have mest muligt ud af den tid.

De leger :-)

Jeg spiser morgenmad og får morgenkaffe ved et lille bord under halvtaget i vores indkørsel. Otto har for længst helt styr på ritualerne. Jeg har en skive ost med, når jeg kommer med mine havregryn, og den får hundene undervejs i små bidder. Skålen, jeg spiser af, slikker de på skift til sidst. Og til allersidst får jeg en kop kaffe. Max og Otto leger sammen og hygger sig, Lille Bjørn er for sig selv, men har helt styr på, hvad der foregår.

Det bliver ikke mere hyggeligt.

Udsigt fra broen til Staunings Ø

Max på badebroen ved Staunings Ø

Eftermiddagsturen med Max i dag gik i noget langsommere tempo end normalt, men jeg regner med at benene har det lidt bedre til weekendens prøver, det er godt det ikke er et større motionsarrangement, jeg skal deltage i 😉

Det er et meget fredsommeligt program. Lørdag skal Max og jeg op i NW2, det er ved DKK, altså kort gåafstand, der er indskrivning fra kl. 12:20, så det bliver en rolig start på dagen. Jeg kan tydeligt genkalde mine seneste to NW-prøver. Der var 19. april, hvor vi fik NW1-titlen, og jeg bare følte mig som verdens bedste fører! Og der var vores debut i NW2 i Lyngby 29. juni, hvor Max fik 85 point og en flot 2. præmie. Den ro jeg følte, kan jeg næsten mærke, og den har jeg også i morgen. Max vil som altid gøre sit allerbedste, jeg vil gøre mig umage for ikke at blande mig og så får vi en dejlig eftermiddag ud af det.

Søndag er der dobbelt rallyprøve på Garbogaard. Jeg kunne ikke overskue at tilmelde begge prøver, fordi det ville indebære ventetid på 4-5 timer mellem de to prøver, ærligt talt, det gide jeg ikke, hvis jeg kan slippe for det. Så jeg valgte eftermiddagsprøven, som Anita dømmer.

Jeg låner det til venstre

Jeg havde næsten glemt at jeg ville nævne det … men det med Max og FS2 har ligget og rumsteret lidt. Jeg kunne godt mærke i sommers, da vi gik på Johannas FS-hold, at jeg ikke havde overskuddet til at udvikle nummeret, og jeg har meldt ud, at Max er pensioneret i FS. Men, man kan jo komme på andre tanker. Nummeret har ligget og rumsteret. I går tilbød Lonni at lave musikken klar, Louise har lovet at låne mig et lommeur, og pludselig er nummeret begyndte at køre for alvor inde i mit hoved.

Og nu er det hele faldet på plads. Der skal trænes en del, hvis vi skal være klar til Samsø, men jeg kan godt mærke, at jeg har brug for at træne mere med Max, og det skal nok blive en fed oplevelse også for ham!

onsdag den 4. september 2019

Foundation dag 2




Det var en af de mest fantastiske morgener, jeg har oplevet på stranden. En uforlignelig start på dagen.

Jeg havde en hjemmearbejdsdag og nåede en times fitness fra morgenstunden. Der var lagt lidt ekstra på flere af øvelserne, og jeg var godt brugt bagefter, på en god måde.

Til aften var jeg til anden runde af Foundation-holdet hos Johanna.

Der var flere der bemærkede, at Otto var vokset! Jeg vejede ham i morges til 3,1 kg. Han vejede 2 kg., da vi hentede ham for 2½ uge siden.

I dag skulle vi træne i ridehal, og det var en vildt spændende tur fra vejen og ind. Meget der skulle undersøges, og vi fik hilst på en sød pige og hendes hest 😊

Dagens to nye øvelser var krads-krads (forpoterne sættes på skråtstillet bræt, så neglene slibes, når poterne kører ned) og baljeøvelsen.

Otto er den kloge type, så han kaster sig ikke hovedkulds over nye genstande, men undersøger dem omhyggeligt, accepterer dem, og så kan de tages i brug. Således også med skærebrættet og baljen, som han listede omkring og kigge forsigtigt på. Jeg klikkede og belønnede fuldstændig som med kasseøvelsen, i eller på genstanden, og pludselig kørte det.

Vi er kommet godt i gang med begge øvelser. Jeg skal have udviklet set up til krads-krads – større bræt, og trænet øvelsen, hvor jeg sidder, og han rigtigt gerne vil hoppe op ad mig. Lige nu er det for besværligt at håndtere med et lille bræt.

Baljeøvelsen kom der pludselig gang i, fordi jeg fik belønnet smart, og vi fik de første små bevægelser.

To af de tre gamle øvelser er kommet fint i gang: set-up og spin. Jeg synes ikke face kørte rigtigt, men da Johanna demonstrerede den for mig med Otto, viste det sig, at jeg faktisk var kommet ret godt i gang 😉

Johanna fik også mindet mig om at belønne med legetøj, det havde jeg fortrængt lidt, men det kom hurtigt i gang, og Otto er vild med det.


Efter træningen talte jeg med Amanda og Mette, og Otto var i total hopla, og hilste på alt og alle, og fik apporteret både Mettes og Amandas nøgler. Han er meget glad for at bære noget i munden.

Virkelig skøn træningsaften!!!

tirsdag den 3. september 2019

Forrygende Nose Work træning


På kabeltromlen


Jeg fik trænet lidt med Otto i eftermiddags, noget med en kasse bl.a.


Noget kæleri blev der naturligvis også tid til.

Jeg har fået lavet første udgave af ”Planer for Otto”, det skrev næsten helt sig selv, og jeg deler det nok på et tidspunkt.


Eftermiddagsturen med Max gik ned til sydspidsen af Staunings Ø, og tilbage via broen til Jersie Strandpark og strandstien. Det så lidt mørkt ud, men vi var heldige og der kom ingen regn. Turen tog godt 1 time og var på 5½ km, og da der var mindre end en time til vi skulle afsted til træning i Solrød Centret tog vi for engang skyld bilen i stedet for at gå, så Max ikke fik brugt al sin energi 😊

Lørdag eftermiddag skal jeg til NW2-prøve hos DKK, og dagens træning hos Merete var den sidste inden.

Der var en stribe spændende søg, mange direkte NW2-prøverelaterede, og Max var en superstjerne!


Vi varmede op med et NW1-udesøg, efterfulgt af to grupper med fem kilder i hver, blandet NW1/NW2, og Max arbejdede så godt, som nogensinde. Virkelig skarpt, ihærdigt, flotte markeringer og fastholdelse, når han kunne komme til kilden, og tydeligt afklaringsarbejde og markering ved utilgængelige kilder.



Der var også et søg omkring springvandet, hvor han arbejdede fint.


Hos Merete havde vi et NW2-udesøg, et NW2-køretøjssøg, et NW2+-beholdersøg og et andet NW2-udesøg. Alle var fine (bortset fra at han fortsat kommer op på køretøjerne …). Jeg var specielt imponeret af beholdersøget, hvor han trods distraktion, hvor han næsten så ud som om han ville tisse, lavede to flotte markeringer på ganske kort tid.


Og så arbejdede han virkelig hårdt ved kabeltromlen, til sidst fik jeg ham til at springe op, og han markerede et splitsekund efter.





Derefter var vi ude på pladsen mellem Netto og Aktivitetscentret igen, og arbejdede bl.a. på blomsterkummer, indkøbsvogne, cykelstativer og bænke.

Max ville gerne være fortsat, men jeg besluttede at stoppe. Jeg var overordentligt tilfreds med Max, og har fået nogle vigtige læringspunkter med til prøven på lørdag.

Det var en af de bedste træningsrunder nogensinde!

mandag den 2. september 2019

Ærlighed, hundevenner, Nose Work og Dreamweaver


Det er ikke noget jeg er vildt stolt af, men det fik en god afslutning 😊 På vej hjem i går, opdagede jeg, at jeg ikke havde mit etui med Dankort, Kørekort, Sygesikringskort mfl. på mig … jeg var klar til at spærre Dankortet i det øjeblik jeg kom hjem, men dér havde Kirsten lige talt i telefonen med den dame, som havde fundet etuiet i København, taget det hjem og havde fundet frem til os. Så til morgen gik turen på arbejde via Valby, jeg fik mine vigtige kort igen, og damen en meget varm tak og en dusør. Sikken en skøn fornøjelse, at etuiet blev fundet af en ærlig person.


Mens jeg var på arbejde, fik jeg et dejligt foto fra Kirsten: Otto og Max sov sammen på Max’ bænk. Det er ikke noget vi har været vant til i nyere tid, at vores hunde lå sammen, Megan, Lille Bjørn og Max har altid ligget hver for sig, men Otto har virkelig arbejdet ihærdigt for at få Max på dupperne, og sørme om Max ikke er tøet op, og både vil lege med Otto og sove sammen med ham, det er dejligt!!!


Dagens træning – udover den daglige mikrotræning med Otto – var Nose Work med Lille Bjørn i Solrød Centret. Jeg har stadig ikke vænnet mig helt til hvor forskelligt han markerer i forhold til Max, og ved ét af søgene, hvor han lavede en markering, som jeg synes ikke var helt tydelig, gentog han den på en meget demonstrativ måde, som om han ville sige: kan du fatte det?!!! Det kunne jeg.

Der var en skøn blanding af klasse 1 og klasse 2 søg, og jeg droppede hurtigt klasse 2 søgene, for de skabte lidt frustrationer. Men klasse 1, der arbejder han virkelig flot, og knokler for at komme frem til kilden. En fornøjelig time, en meget energifyldt Lille Bjørn, som arbejdede intensivt, og kun nødtvungent ville drikke lidt vand undervejs.


Jeg har længe trængt til en ny pc, min gamle stationære var virkelig udtjent, og det eneste der afholdt mig fra bare at skifte ud, var dovenskab, fordi er der forskelligt bøvl forbundet med det. Det blev klaret henover sommeren på nær en ting: Dreamweaver, som jeg bruger både til Sydkystenshundeskole.dk og Bordertoborder.dk, kunne jeg ikke overflytte til den nye, bærbare, og jeg skulle tage tilløb, til at købe et nyt abonnement som erstatning for den gamle udgave, som jeg havde købt. Ikke særlig rationelt, og i dag gjorde jeg så noget ved det. Jeg har rodet lidt med det, fået hjælp af Christian til noget opsætning, og vupti, til aften opdaterede jeg for første gang i lang tid en side på bordertoborder.dk ved hjælp af Dreamweaver. Der er en del hængepartier, men de skal nok blive klaret.


Jeg har også tænkt en del over det, jeg skrev om i går: at jeg havde sat sammenhængende ord på træningen af Otto. Jeg har noget der begynder at ligne en plan …

søndag den 1. september 2019

Schæfere i fokus

Opstilling af begynder og øvet skilte opdelt efter kategorier i Vallensbæk

Det har været en weekend i rallyens tegn. Men ikke, som nogen måske kunne have troet, til Hund i Fokus i Vejen, men til to arrangementer i Schæferhundeklubben, hvor jeg var inviteret til at give en introduktion til rally.

Momenttræning i Randers

Jeg var blevet stillet blandede hold i udsigt, med fra intet til ret godt kendskab til rally, og jeg havde helt klart en forventning om at deltagere ville være engagerede og interesserede. Jeg kan roligt sige, at det hele blev opfyldt. Deltagerkredsen rakte fra deltagere, som direkte sagde, at for dem var rally noget med biler, til deltagere med rallychampions. I dag endog to deltagere, som var med 15. juni Ballerup, og håbede at der også kom noget med øvet skilte, og det blev der naturligvis også tid til 😊

Begynderbane i Vallensbæk

Engagementet og interessen var i top begge dage, så jeg var helt høj, da jeg kørte hjem begge dage!

Vi kom godt omkring stoffet, rallyregler i DKK og DcH, alle deltagere med hunde skulle gå en rigtig begynderbane på prøvelignende vilkår og have feedback af medkursister og af mig, vi skulle igennem alle 47 skilte fra begynderklasse, og i dag også de 27 fra øvet klasse.

Vi fik arbejdet med opdeling af øvelser i delelementer, igangsætning af adfærd, timing, kriteriesætning, frekvens mv.

Endelig fik vi talt om konkurrencetræning, om det at komme fra at kunne udføre et enkelt moment/en enkelt øvelse korrekt på hjemmebane til at kunne gå en fuld bane under vanskelige vilkår og performe ligeså godt.

Der var virkelig god spørgelyst, masser af gode spørgsmål, også en del om nørdede detaljer, og det synes jeg bestemt godt om. I dag kom der også et rigtigt godt spørgsmål, om hvordan jeg ville træne Otto til at gå konkurrencer i rally. Det er noget jeg har tænkt rigtigt meget over, og i dag satte jeg for første gang en masse sammenhængende ord på. Tak for det fantastiske spørgsmål!!!

Jeg har det fedt efter sådan en weekend. Jeg har kun meget begrænset omfang fået slappet af, jeg har været på to fulde kursusdage, men jeg har sjældent fået så meget energi af at undervise. Engagerede kursister, der helt tydeligt synes det er spændende, at lære om/mere om rally, det er guf for mig. Jeg er sikker på, at deltagerne også kunne mærke, at rally er noget, jeg brænder for.

Så jeg siger tusind tak til Schæferhundeklubben, for at give mig mulighed for at bruge en weekend på allerbedste vis.


Jeg havde aftalt med Kirsten, at jeg efter kurset i Vallensbæk i dag, ville køre omkring LêLê på Vesterbrogade og hente aftensmad, og det gjorde jeg, og vi fik et skønt aftensmåltid.