tirsdag den 9. april 2019

Motion og træning


I dag delte jeg mit blogindlæg om Lille Bjørns’ sidste HTM-prøve i 3 forskellige Facebook-grupper for Norwich terriere – en dansk, en svensk og en international. Det gør jeg ret sjældent, men jeg synes det var en ret specielt lejlighed – og hold da op nogle søde tilbagemeldinger jeg har fået. Mange Norwich-ejere har jo ikke oplevet en Norwich på de skrå brædder, og Lille Bjørns udstråling og glæde er ikke til at tage fejl af. En fed fornemmelse at dele sådan en video!

I dag var Nose Work træningen igen lagt i Solrød Centret. Max og jeg gik lidt tidligere hjemmefra, så vi kunne nå en lidt længere tur til træning. Sørme om vi ikke mødte Camilla og Findus i centret, og fik en snak om hvalpe på vej.

Træningen omfattede 30+ kilder. Det blæste lidt indimellem, det var 5-6 grader, meget fint NW-vejr synes jeg.


Max var suverænt dejligt på igen i dag. Jeg er ret sikker på, at vi fandt alle 22 kilder til selvtræningen, med to pauser undervejs. Til sidst var vi hos Merete, og fik arbejdet os systematisk gennem 9-10 kilder langs den tidligere kiosk og billetsalget – ja, men har boet nogle år i Solrød, når man kan huske det 😉

Der var masser at glæde sig over, men først og fremmest Max’ upåvirkethed af omgivelserne, og hans ihærdighed for at komme frem til kilderne. Det var virkelig en fantastisk fed oplevelse hele vejen.


Vi sluttede med et stykke kage i anledning af Jana og Reids 1. præmie i søndags, inden turen gik hjem. Godt to timer havde vi været afsted og gået 5,43 km. En dejlig kombination af motion og træning. Jeg er sikker på at Max synes det er fantastisk begge dele, og han flader velfortjent ud i sofaen lige nu.

Jeg fik ikke taget fotos af søgene, men på de to viste billeder var der placeret 5 kilder.

søndag den 7. april 2019

Køretøjssøg – og refleksion efter weekendens prøver


Fra eftermiddagsturen med Max, med god tid til refleksion


  • Lonni var dommer på køretøjssøget. Jeg satte Max i gang, han var direkte på og lavede en markering, meget intens, jeg løftede armen, sagde fundet, Lonni sagde korrekt og jeg løb ud! 6,50 sekunder og dagens hurtigste køretøjssøg. Det var en fed afslutning på dagens NW1-prøve 😊


Det er her, det sner :-)

DcH Vordingborg havde lavet en virkelig flot prøve i og ved Tingsted Foreningshus i Tingsted (Nykøbing F), vejret var perfekt til Nose Work, og jeg var bestemt helt klar.

Som altid var der en god og hyggelig stemning under velkomst og banegennemgang. Max og jeg var nr. 3 i gruppe 1 og rækkefølgen var Udesøg, Beholdersøg og derefter Indesøg og Køretøjssøg lige i forlængelse af hinanden.

Udesøget, Max arbejdede godt, vi fik undersøgt området grundigt, og på et tidspunkt vendte han tilbage til et sted, hvor han havde været tidligere, markerede, og jeg markerede – men nej, det var ikke rigtigt … Mærkeligt, og jeg har ingen forklaring. Ventede jeg for længe på det sted?

Beholdersøget, helt regulært 2 x 5 bokse, ned langs den ene række, over i den næste, tydelig markering, ret insisterende, jeg markerede – men nej, igen forkert ☹ Det var beholderen ved siden af, der var den rigtige.

Indesøget, han arbejdede godt, undersøgte forskellige områder, kun et enkelt område blev undersøgt nærmere, jeg fik at vide at der var 30 sekunder igen, Max søgte videre, og så kom der er en markering, jeg markerede, men ak, det et stykke fra kilden.

En roset, som reddede dagen!

O ud af 3 var bestemt ikke det, jeg havde stående på dagsordenen for dagens prøve. Men så kom der heldigvis lige et køretøjssøg, som reddede prøven for mig!

Jeg talte med Merete på vej hjem, og vi fik talt om, hvordan vi kan arbejde med at få Max til at fastholde markeringer endnu mere insisterende. Men jeg må indrømme, at prøven i dag generelt ryger i pyt-afdelingen – men naturligvis med fornøden læring uddraget af fejlene! – og det jeg vil huske den for er det fantastiske Køretøjssøg.

Det var en weekend med tre prøver og tre rosetter, det er svært at være utilfreds med.

Lille Bjørn og hans sidste optræden i går har jeg fået mange søde og dejlige tilbagemeldinger om, og de har bestyrket mig i, at vi har gjort det rigtigt godt i HTM, og at vi stopper på det helt rigtige tidspunkt.

Som altid har jeg nærlæst dommerkommentarer, og som ALTID synes jeg de er meget lødige. Jeg tager som eksempel Mias kommentarer til udførelse:
7,5 Enkelte misforståelser i P3/P7, Lidt uparallelt i sidelæns. Måske lidt kortere skridt i P10, han ser ud som om han hænger lidt. MEN FLOT! Dejlig glad hund”.

Det er meget præcist iagttaget, og det er alt sammen noget jeg har arbejdet med. Men fx den sidelæns (i P1) er blevet mindre skarp, efter at den verbale kommando er væk. Han går alene på, at jeg bevæger mig, og det tager lidt længere tid, end hvis han er startet med verbal (for)kommando; og så bliver det skævt.

Vi stopper mens legen er god, der skal nok komme noget pral om hans HTM-karriere senere, og så må vi se på hvad fremtiden bringer.

Min førsteprioritet med Max er som nævnt flere gange rally. Efter weekendens prøver må jeg erkende, at den fine debut i FS2 har givet mig lidt blod på tanden. Men (luksus)problemet, er at der ikke er HTM-prøver i den nærmeste fremtid, som passer ind i kalenderen. 27.4 falder sammen med rally, 11.5 falder sammen med rally, 27.7 falder sammen med at jeg skal dømme rally. Så er vi fremme ved 28.7 (Viborg), 17.8 (Hangar 17), 1.9 (Vejen) samt 19.10 (Samsø). Jeg skal til Samsø, men det er altså om over ½ år … Der kommer måske nogle ture til Jylland i kalenderen.

Nose Work. Det var vores 6 NW1-prøve, vi har ikke fået 25 point før, men 50 og 75, aldrig en 1. pr. Der står to prøver i kalenderen (19.4 og 29.6) og selvfølgelig får vi den 1. pr. på et tidspunkt.

Min (og Meretes) største bekymring inden prøven i dag, var Max’ tendens til at springe op ad køretøjer. Jeg trænede to lave søg på biler i går, for at arbejde med at han bliver nede og for at berolige mig selv mentalt, og det gik over al forventning. Så det var virkelig skønt at lige den øvelse gav fuld bonus i dag.

Selvom jeg ”kun” har Max tilbage som konkurrencehund, er jeg fuld af fortrøstning. Han er talentfuld indenfor mange discipliner, han udvikler sig fortsat og bliver mere moden og mere sikker, og vi har stort udviklingspotentiale i både rally, Nose Work og Freestyle. Det blive sjovt at arbejde videre med det hele 😊

lørdag den 6. april 2019

You say Goodbye and I say Hello


Lille Bjørn i seniorklasse (video: Louise)

I dag gik turen til LAZI-hallen i Roskilde, hvor Hornsherred HTM Klub havde arrangeret HTM/FS-prøver.

Udstyr til dagens prøver
 
Jeg mødte topforberedt med Lille Bjørn, som skulle op for sidste gang til en prøve med mig, i HTM seniorklasse, og Max, som skulle debutere i Freestyle 2.

Begge dele gik rigtigt godt! Jeg synes i al ubeskedenhed at jeg kom med den helt rigtige attitude og var en god fører for begge hunde.

Lille Bjørns program gik ”ok” – det var mit svar til den første der spurgte. Jeg ændrede det derefter til ”fint”. Men sandheden er, at Lille Bjørn gik på niveau, og jeg hæftede mig ved nogle små detaljer, som ikke var så skarpe, som jeg havde regnet med. Og jeg lagde mærke til nogle træthedstegn.

Men hvis jeg fokuserer på det vigtige, som jeg kan og bør: Lille Bjørn gik supergodt, halen kørte, og selvom jeg kunne have ønsket mig lidt mere energi, så gav han alt, som han altid har gjort.

Jeg ved godt det har kørt i baghovedet et stykke tid, men det var først da jeg talte med Anja, et stykke tid efter prøven, at det gik op for mig for alvor, at det var Lille Bjørns sidste prøve med mig, og jeg begyndte at græde.

Jeg elsker Lille Bjørn helt vildt, og det var bare så mærkeligt bagefter at tænke på, at det var vores sidste prøve.

Jeg er stolt ud over alle grænser over det vi har opnået sammen, og jeg er glad for at jeg fik en flot afsked med konkurrencer med ham.

Lille Bjørns præmier

Dommernes kommentarer

Seniorklase, dommere Mia Rasmussen, Mette Andreassen og Helle Larssen

Samlet 24,03 point, bestået, 1. vinder af 2.

Udførelse
6,2 Gladeste Lille Bjørn. Kig op og nyd ”turen”. Lidt misforståelser og skæve positioner, mens ellers fint
6,8 Lidt flagren i nogen positioner. Savner lidt ageren fra din side.
7,5 Enkelte misforståelser i P3/P7, Lidt uparallelt i sidelæns. Måske lidt kortere skridt i P10, han ser ud som om han hænger lidt. MEN FLOT! Dejlig glad hund.

Sværhedsgrad
7,1 Fint for klassen
7,0 Meget fint
7,1 Rigtig fin variation i positioner. Mange dog kun i en retning

Musik og fortolkning
7,0 Dejlig stemning
6,4 Så søde I er
8,0 God musik og godt tempo til jer

Dyrevelfærd og sikkerhed
3,0
3,0
3,0

Max skulle debutere i FS2 efter lang tids tilløb. Vores opvarmning osv. var som planlagt, han var lidt trykket i starten af programmet, men jeg var virkelig på dupperne og støttede ham supergodt.


Max’ debut I FS2 (video: Louise)

Max' præmier

Dommernes kommentarer

Freestyele 2 , dommere Jette Porter, Camilla Kikkeborg og Helle Larssen

Samlet 22,23 point, bestået, 3. vinder af 6.

Udførelse
6,0 Lidt tøven, ellers fint. Fint fokus, godt førerarbejde.
6,4 En Max der generelt arbejdede rigtigt fint. Der var lidt tøven af og til men ellers ok for klasse 2
6,0 Lidt misforståelser til tider, hvor han bliver lidt passiv. Du støtter ham godt.

Sværhedsgrad
5,8
6,6 Savner lidt mere sværhedsgrad i form af at arbejde med ryg mod fører eller med afstand. Men ellers en del forskellige tricks.
6,3 God variation og flere søde tricks der passer godt til jer og programmet.

Musik og fortolkning
6,9 Fint
6,7
7,0 Fint til jer 😊

Dyrevelfærd og sikkerhed
3,0
3,0
3,0

Hvad så?

Jeg siger tak, fordi jeg fik det privilegium selv at vælge Lille Bjørns sidste prøve. Han er stadig frisk, og vi kunne helt sikkert gå flere fine prøver. Men jeg synes jeg vil være en dårlig fører, hvis jeg forlangte mere af ham. Han har været min tro følgesvend på trods af alt muligt mærkelig adfærd fra min side, og jeg synes han er fantastisk!!! Nu skal han nyde sit otium, kun med lidt rally juniorklasse og sikkert noget Nose Work.

Med Max siger jeg også tak. Jeg var 100 % sikker på at jeg ville pensionere ham fra FS efter i dag. Men ganske usædvanligt har jeg set videoen fra i dag flere gange, og det ser da ganske pænt ud. Jeg har derfor besluttet at vi fortsætter. Vi er tilmeldt et HTM/FS-hold hos Johanna, og der er sådan set ingen undskyldning for ikke at fortsætte lidt i FS2.

Jeg gik umiddelbart efter at have været oppe med Max, hjem til Frasse og Christian og Kirsten.


Frasse fik gået sin første rallybane med Max og farfar, og Frasse og jeg var 1½ time sammen på stranden. Vi fik en hyggelig grillmiddag.

Det har været en meget dejlig dag.

torsdag den 4. april 2019

Stayin’ Alive


Jeg havde mulighed for at holde en feriedag i dag. Dvs., der var lige tre korte møder spredt hen over dagen, men kun det ene blev til noget, det kl. 8. De to andre blev aflyst/flyttet først på dagen. Så det endte med at blive en rigtig fin fridag.


Morgenturen lå ½ time senere end til hverdag, og hold da op hvor det gav bonus, med den allersmukkeste solopgang. Jeg gjorde et ophold for at tale med en morgenbader om den fantastiske morgen og giv endnu mere opløftet videre.

En del af tankerne gik ellers på det lidt vedmodige i at Lille Bjørns officielle karriere som konkurrencehund med mig som fører slutter på lørdag, men de blev hurtigt afløst af en masse fantastiske minder. Lille Bjørn og jeg har haft en masse spændende oplevelser sammen, og vi kan vist roligt uden at prale sige, at vi er årsag til, at mange udøvere indenfor LP, rally og HTM nu véd, hvad Norwich terrieren er for en størrelse.

Titler som LP3, DKRLCH, HTM2, HTM2HIF18 og ÅHHTM218 er jeg meget, meget stolt af. Det er ikke alle forundt at få titler indenfor alle tre discipliner, og som jeg har fået at vide flere gange: og så med en terrier …

De bedste minder har i øvrigt intet med de prøver at gøre, hvor han opnåede titlerne. Der var et par prøver efter nedsmeltningen i 2015, hvor Lille Bjørn gik som en drøm, og vi var decideret uheldige med ikke at få 1. præmier. Der var et par rallyprøver på Bornholm i 2017, hvor han fik 98 og 97 point, og vi kunne alt.

Og så var der den HTM-prøve 17. december 2017. Jeg skrev dengang ”Jeg havde den fedeste fornemmelse, da jeg gik ud af ringen og legede med ham, og jeg smilede så jeg var ved at flække. Det er en god kandidat til den bedste fornemmelse efter en prøve nogensinde, og det er sgu en god fornemmelse!!!” Der var også noget med en specialroset fra Anja. Jo, jeg glemmer aldrig den dag, det var Lille Bjørn og far 120 %!!!

Jeg havde en aftale med Tina – den fitte coach – 10-11, og det var som altid en god oplevelse. Igen lidt nye momenter, igen lidt mere på nogle af de kendte øvelser, og lidt på det sædvanlige niveau. Og ikke rigtigt nogen pauser. Timen fløj afsted og jeg havde det fantastisk hele vejen og følte mig brugt på den gode måde.

Efter en hurtig frokost gik turen til Jersie Privatskole, hvor jeg skulle have tjekket nøgler og adgangskoder, alt var ok! Turen gik videre til Elgiganten i Køge, hvor både Kirsten og jeg skulle købe nye telefoner, virkelig tiltrængt for begges vedkommende.

Da vi kom hjem startede vi en eftermiddagstur sammen, men Max og jeg gik en lidt længere rute på godt 5 km.

En aftale med frisøren blev også klaret, inden telefonopsætningen kunne gå i gang, og den gik supernemt, så jeg er nu privat aktiv med en Samsung Galaxy S10e.

Hvad nu?

Med Lille Bjørn som praktisk talt pensionist har jeg kun Max som erhvervsaktiv hund. Vores fokus er helt klart rally, rally og rally. Nose Work og FS – i den rækkefølge - får bestemt også opmærksomhed, men det er ikke områder jeg vil satse på i nær samme udstrækning som rally.

Max og jeg har allerede en masse dejlige oplevelser i bagagen. En masse LP, rally, HTM, FS, Nose Work. Og tro mig, vi har fremtiden for os 😊

Med Lille Bjørns pensionering er en familieforøgelse på hundefronten helt sikkert kommet tættere på. Jeg håber på, at det allerede bliver til sommer.

onsdag den 3. april 2019

Forrygende rallytræning


I dag havde vi sidste træning på denne runde af Amandas konkurrencetræningshold. Det har været fantastisk træning hver eneste gang, og det er i denne træningsperiode Max og jeg er rykket det sidste afgørende stykke, og bl.a. har fået to supercertifikater. Konceptet har jeg omtalt tidligere, og det er jo såre simpelt: I første time gennemgår vi en bane, helt som til en prøve hvorefter vi går banen og får feedback. I anden time har vi individuel tid. Hvis det koncept skal virke rigtigt godt forudsætter det, at instruktøren er i stand til at give kvalificeret feedback, og kan få den individuelle tid til at fungere. Amanda kan begge dele i den grad.


Vi startede med en spændende bane, designet af mig selv for snart 5 år siden. Da vi kun var tre deltagere til aften, blev aftalen at vi skulle gå den to gange, først med start på venstre side, dernæst med start på højre side.


Jeg elsker denne form for træning, hvor jeg får præcis den konkurrencetræning, som jeg lærer så meget af. Jeg var først på i dag, og hele ankomst etc. var helt som til en prøve. Jeg gik ind med den helt rigtige følelse og den helt rigtige kontakt til Max, og vi gik en blændende bane. Vi havde en ommer ved det sidste spring, Max tog et dobbeltspring først 😊 (ja, det var jo fælden!), og Amanda mente det var en prøve til 97 point. Men …, der var også nogle detaljer, specielt min højrehandling, som hun ikke var tilfreds med, og jeg var ganske enig.

Inden anden runde trænede jeg lidt højrehandling, 4 kegler og noget slalom og spiral, og Max var i den grad på. Og så gik vi en bane, som var endnu bedre end den første, og uden ommere. Hold da op, hvor jeg bare kunne mærke den fede kontakt med Max, og jeg fik timet kommandoer, pauser og belønninger perfekt.

Vi fik arbejdet lidt med Max’ hadedisciplin, at sidde uvirksom, og så var vi klar til den individuelle tid, hvor Amanda og jeg fandt en håndfuld forskellige tilgange til at arbejde med højrehandlingen, og en masse at arbejde videre med hjemme.

Vi fik også talt om den kommende weekend, hvor jeg skal til Nose Work prøve søndag, mens Amanda & Co skal til rally i Ølstykke. Det er et bevidst valg fra min side – for jeg vil jo godt begge dele, og der er ikke så mange Nose Work prøver – men det føles meget underligt ikke at være med til rallyen! Men endnu engang, det er et luksusproblem.

Tak til Amanda for endnu engang dejlig, udfordrende og lærerig træning. Jeg er den første, der tilmelder mig næste runde, så snart holdet bliver annonceret 😉

tirsdag den 2. april 2019

Nose Work træning og prøveklar

En slags køretøj

I aften gik turen bogstaveligt taget til Solrød Centret hvor Max og jeg skulle til Nose Work træning hos Merete. Vi har under et kvarters gang derop, jeg havde rygsækken med NW-line og vand med, og så var det intet problem.


Meretes banegennemgang afslørede omkring 40 kilder, og en opfordring til ikke at tage dem alle 😊 Max og jeg havde to pauser undervejes, og jeg mistede tællingen, men jeg tror vi havde omkring 25 markeringer.

Max var som altid superskarp og knoklede løs under ind imellem ganske vanskelige forhold med kraftig vind. Der er meget, jeg er glad for, men det jeg især værdsætter er at han knokler løs, og ikke lader sig gå på af at kilderne kan være svære at komme til; det, der frustrerer ham mest, er ventetiden, når vi ikke søger, men det må jeg tage med.


Det var sidste træning, inden vi skal til prøve på søndag i Nykøbing Falster, og jeg må erkende at jeg på nær hans tendens til at ville op af køretøjet, synes vi er topforberedte. Jeg har fået roen til at afvente tydelige markeringer, og jeg stoler 100 % på dem. Et fint udgangspunkt for at gå til prøve.

Samlet var vi hjemmefra 1 timer og 38 minutter og gik 3,36 km. På fotoet ses hvordan vi bevægede os under arbejdet i Centret.


På lørdag skal jeg med begge hundene til prøve i LAZI-hallen. Lille Bjørn skal tage afsked med HTM med en sidste tur i seniorklasse. Max skal debutere i FS2. Efter lørdagens træning føler jeg mig velforberedt til de to prøver også, faktisk særdeles velforberedt.

En weekend med tre prøver i tre forskellige discipliner, vi er som sagt velforberedte teknisk, og det bliver tre fantastiske prøver – for mentalt føler jeg mig også i den grad klar.

For første gang siden Frasse er blevet dobbeltstorebror kommer han og Christian over til os alene i weekenden, det er planlagt ret spontant, så jeg forlader prøven lørdag så snart jeg er færdig, for at komme hjem til dem.

Det bliver en dejlig weekend.

lørdag den 30. marts 2019

Perfekt træning

Alle fotos taget af Anita

I morges mødtes Anita, Conni, Louise og jeg i hallen i Steestrup til HTM-/FS-træning, for mit vedkommende perfekt timet i forhold til prøverne næste lørdag.

Vi havde runder à 10 minutter, jeg startede og havde min tredje og sidste runde lige omkring kl. 10, hvorefter jeg skulle afsted. Det er var bare perfekt træning i hver eneste af de tre runder.


I første runde gik Max og jeg FS, og det var ærligt talt det bedste vi har gået nogensinde. Langt de fleste detaljer var, som de skulle være, og jeg fik rigtig god feedback der, hvor det ikke kørte helt så skarpt. Fx at huske at belønne, når det sværeste lykkes (bakke væk og twiste) fremfor det nemme. Hjælpe lidt mere i bakke rundt om. Timingen i afslutningen. Det fik vi arbejdet lidt med, og jeg skal nu bare have de sidste detaljer plads i hovedet, så er vi helt klar til lørdag.


Jeg fik også en række ideer til forbedring af programmet, de er parkeret til efter lørdag!


I anden runde gik Lille Bjørn og jeg HTM. Der var masser af fine positioner, hans højre er blevet lidt bedre synes jeg. Der var også overgange med lidt kludder, hvor jeg fik bekræftet af det er en rigtig fornuftig beslutning at pensionere ham fra HTM, for det bliver noget rod når jeg skal blive kropssprog og håndtegn for at guide ham. Hans arbejdsiver er helt i top, og det er en stor fornøjelse at gå med ham, men det giver ikke mening at arbejde med at løfte programmet yderligere.


I sidste runde efterlyste jeg en autoriseret rallydommer og Conni slog Anita med et splitsekund 😊 Jeg ville godt arbejde med indgange på banen, starter og have max fokus fra Max hele forløbet. Sandheden, hvor nørdet det end lyder, er, at jeg vågnede forleden og tænkte på mine starter i rally, og at jeg vist ikke siger noget til Max. Det er ved indgangen og lige i starten at han har allermest brug for støtte, så det er jo rigtigt dumt ikke at gøre det. Det fik vi arbejdet intensivt med, herunder også min afgivelse af kommandoer, de kommer meget hurtigt, så Max ikke altid kan nå at reagere.

Jeg har et nyt startritual på plads! Nu mangler jeg bare nogle rallyprøver 😊

Tak til Anita, Conni og Louise for super duper træning!!!