søndag den 31. maj 2009
Ugen kort!
Jeg synes ikke der har været noget specielt at skrive om i ugens løb, men når jeg i dag ser tilbage er der naturligvis alligevel sket en masse på hundefronten.
Mandag havde vi den ugentlige træning hos Charlotte Lyngholm. Træningen med Lille Bjørn gik ikke godt, der var ingen af øvelserne der blev afsluttet som rigtige succeser, og det havde jeg det dårligt med. Jeg skrev med Charlotte om det bagefter, og fik styr på det hele igen torsdag (se nedenfor).
Træningen med Megan gik rigtigt godt synes jeg, men jeg havde hende heller ikke i dag under fuld kontrol: af og til stryger hun bare ud til fårene … Jeg havde fået nogle levergodbidder af Susanne Jervin, og det øgede lige performance en hel del :-) Specielt var jeg tilfreds med fællessit (alle andre dækkede), den sidste fremsending til felt og fremsending til kegle.
Tirsdag var træningsfri.
Onsdag trænede jeg 10 minutter med hver af hundene i haven, og kun tre øvelser til hver. Med Megan springapportering, herunder særskilt optagning og afslutning, fordi vi kæmper med de skæve pladser, og nu ser det ud til at blive meget bedre. Dirigeret apportering træner vi som to øvelser: dels fremsending til kegle, dels fra kegle til apport. Der er stadig usikkerhed her, og anden gang opfattede Megan kegle som at hun skulle løbe til apport. Vi sluttede med en meget flot LP1 apport med perfekt plads.
Lille Bjørns øvelser gik pænt, men føreren reflekterede en del da loggen skulle skrives, for det er altså ikke de rigtige ting, der kommer fokus på. Det er afslutningen i frem/tilbagespring og afslutning i apportering, ikke de fulde øvelser. Føreren er enig med sig selv om, at der skal være meget mere fokus på de afslutninger!!
Torsdag var træningsfri, bl.a. fordi jeg skulle til møde i projektlederklub nr. 1 om aftenen. Men der blev en del hundesnak alligevel. Først og fremmest talte jeg med Charlotte om træningen mandag, og fik styr på hvad der var gået galt med Lille Bjørn. Og så fik jeg lige en opsang vedrørende den manglende kontrol med Megan under træningen :-( Hun skal ikke belønne sig selv!
Så fik jeg aftalt dato med Anne Ingevold, formand fra Spaniel Klubbens region 2. Den 6. august holder jeg en introduktion til klikkertræning for regionen hos DKK. Der bliver åbent for alle interesserede, og jeg glæder mig vildt meget!
Eftermiddagens/aftenens arrangement med projektlederklub nr. 1 blev en stor succes, og jeg fik lejlighed til at fortælle om Chicken Camp – som er lidt afvigende i forhold til de andres efteruddannelse!
Fredag havde jeg aftalt fotosession med Vicky Bjerring. Jeg har bestilt nogle fantastiske billeder af Megan og mig, og Vicky er bare enestående dygtig til at fange stemninger, og man kan se af hendes fotos at hun elsker dyrene. Desværre var vejret ikke så godt til fotos, solen var alt for skarp, men der blev alligevel taget mange fotos og sat en hel masse på plads i hundeverdenen.
Lørdag var træningsfri.
Søndag havde jeg aftalt med Jill Grenaae, at jeg skulle give en introduktion til klikkertræning for hendes aktuelle hvalpehold. Hold da op nogle lækre labber: 5 stk. på 11 uger og en rottweiler på 12 uger. Det var sjovt at følge deres træning, og efter den gav jeg en kort introduktion til klikkeren, og demonstrerede nogle forskellige øvelser med Lille Bjørn (se til venstre, fremsending til target, apportering og opsamling til kurv).
Det er dejligt at arbejde med sådan en selvstændig terrier. Under apporteringen skulle han lige tisse på apporten, det har jeg ikke prøvet før. Og så fandt jeg også lige ud af at afslutningen skal trænes lidt mere – se ovenfor :-(
Og så fik jeg sms’et lidt med Camilla, det lyder som om det går en anelse bedre, og hun har fået lidt appetit igen. Jeg glæder mig til at træne med hende, så Emma og Camilla også bliver klar til LP3 den 4. juli.
I morgen debuterer Megan og jeg så i Eliteklassen i Kvistgård, og muligvis undrer nogen sig over at der ikke står noget fra ugen om træning i forhold til prøven. Og det er rigtigt, at vi intet har trænet specielt i forhold til prøven i morgen. Sandheden er, at jeg tager dette som en ren træningsrunde .- hvilket er ret grænseoverskridende for mig. Jeg véd, at vi ikke er klar, og jeg har træningsmakkere klar på sidelinien, som vil falde over mig hvis jeg ikke har det rette fokus – og det er at holde Megan glad hele vejen igennem prøven og glemme alt om point.
Jeg lover at gøre mit bedste!!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar