Vi træner intensivt en times tid, vi arbejder med en masse nye øvelser og Megan logrer og er på stort set hele tiden.
Johanna introducerer to øvelser ad gangen, viser den færdige øvelse, fortæller hvordan vi kommer i gang, og går så rundt to gange, og vi skal så demonstrere en af øvelserne i hver runde. Vi veksler mellem de to øvelser, så det hele tiden er afvekslende for hunden at træne.
Over de to første gang er vi kommet i gang med følgende øvelser:
- Tandvisning (LP1)
- Move on – fører på knæ, hunden går på kommando rundt om fører indtil anden kommando
- Setup – hunden går højre om fører og ind mellem ben og sætter sig eller står mellem benene
- Touch – hunden trykker vedvarende på førers høje hånd
- Elefant – hunden stiller sig på balje med de to forpoter og drejer bagparten mod uret mens forpoter bliver på baljen
- Giv pote – hunden løfter højre pote og sætter den på førers venstre hånd
- Indkald – indkald på ønsket niveau
- Kasse – hunden stiller sig på kommando med alle fire poter i kasse
- Pole/clock – fører står med pind i venstre/højre hånd; på kommando går hunden med/mod uret rundt om pinden
- Left/right – hunden drejer sig om sig selv venstre/højre om
Bortset fra tandvisning og indkald er det ikke øvelser Megan og jeg har arbejdet med ved træning tidligere, så det er virkelig nyt og sjovt.
Desuden bygger disse nye øvelser op til LP-disciplinerne på en for mig helt ny måde. Fx er kasseøvelsen (og siden øvelsen med hulahop ring) starten på fremsending til felt, da hunden lærer konceptet indeni vs. udenfor. Og Pole/clock er start på fremsending til kegle, hvor hunden kan placeres i forhold til hvor feltet er placeret, dvs. det bliver også en forkommando.
Jeg må virkelig tage mig i ikke at træne de kendte øvelser, for nu skal jeg virkelig tænke forfra, og så duer det ikke at gøre nogle af tingene som jeg plejer :-)
Camilla havde også fat i mig da vi trænede i mandags, fordi jeg fik sprunget lidt hurtigt henover betingning af nyt target, betingning af metalapport og betingning af det nye pivedyr. Der ER ikke rigtigt nogen genveje på dette punkt …
På undervisningsfronten nyder jeg rigtigt de tre hold jeg har søndag morgen for Sydkystens Hundeskole. Selvom jeg ville ønske at hvalpeholdet gjorde større fremskridt må jeg erkende, at de fremskridt der kommer, er i overensstemmelse med førerens hjemmearbejde. Der er heller ingen genveje der. På LP-holdet er der naturligvis nok et helt andet fokus og nogle ambitioner der vil noget; så der kan vi rigtigt arbejde med de små detaljer, dem som i den sidste ende vil gøre en forskel. Og så har jeg som rosinen i pølseenden et luksus rallyhold med nogle hunde, der virkelig gør store fremskridt – specielt en skøn langhåret minigravhund er bare så fokuseret på sin fører, at det er en ren fornøjelse.
Vi havde bestyrelsesmøde i hundeskolen i mandags, og har nu annonceret de første fem forårshold, og håber både at se mange kendte ansigter og en række nye når vi går i gang igen sidst i januar.
Kursusoversigten ligger her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar