Diverse opgaver var fordelt med gavmild hånd, så Anita dømte alle rallydeltagerne, Trine og Lisa dømte LP1-3 og Conni og jeg Eliteklasse. Christina havde selv tilbudt at stå for frokost, og det var bare et hit: lune frikadeller, kartoffelsalat, flutes og så to skønne jordbærtærter. Hold da op hvor var det lækkert alt sammen.
Klokken blev næsten 16 før oprydning var afsluttet og alle hundene var luftet en sidste gang.
Som jeg skrev i går var jeg tilmeldt 4 prøver, og havde nogle specifikke kriterier for dem alle, og en forventning om at mindst to andre deltagere havde læst min blog og ville holde mig op på kriterierne. Og det var der :-) Så alle kriterier blev nøje iagttaget! Jeg sidder nu med fire bedømmersedler og kan gøre status for dagen.
Max’ debut i rally øvet klasse. Jamen det kan siges kort: Max er ikke klar til dette. Jeg havde besluttet at belønne ham efter tre skilte, men allerede efter det første (360 grader højre rundt) strøg han hen til Gitte og Era i ærespladsen. Så gik vi de samme tre skilte med Max i line, og det gik fantastisk. Jeg havde naturligvis varmet Max godt op, og følte virkelig vi var klar til at gå i gang, men altså kun i line.
Megan var oppe i rally champion. Vi varmede rigtigt fint op og gik en flyvende start, men allerede på skilt tre (højre spiral med hund på højre side) begyndte hun at hænge meget, så jeg måtte lige lave nogle uautoriserede vendinger (det var jo træning) for at få kontakt og mulighed for at belønne, hvorefter vi gik en pæn bane indtil næstsidste skilt, hvor Megan satte sig to gange i bakning væk fra fører, og jeg fik hende ind på højre side i stedet for venstre. Jeg måtte lige lave nogle ekstra øvelser udenfor banen for at få mulighed for at belønne hende, jeg skulle have gjort det lige inden hvor hun gik rigtigt flot i en venstrespiral på højre side. Vi fik 70 point med 2 x minus 10.
Så skulle Max op i en fuld LP1. Her er alle øvelser med Helles dommerkommentarer og mine kriterier og kommentarer:
- Tandvisning: 10 (fint)
- Lineføring: 9 (lidt flagren og indimellem en stram line ellers flot)
- Stå: 10 (superflot). [Max forlader ringen i første forsøg]
- Spring: 9½ (en lille bitte skæv plads ellers fint)
- Stillingsskift: 8½ (2 kommandoer for at komme op i sit, dækker på dommers kommando) [Det var venligt af dommeren. Jeg havde besluttet at belønne hvis Max tog første sit, det gjorde han ikke, så jeg gav en ekstra kommando. Han dækkede af sig selv, så jeg måtte give en ekstra sit, og gav ham dæk cirka samtidig med at dommeren bad om det …]
- Indkald: 9½ (en lille skæv plads) [Den var jeg rigtigt stolt af, det var tydeligt at Max overvejede at løbe ud til tilskuerne, og han trak lidt i den retning, men han valgte mig til]
- Næseprøvesøg: 8 (i andet forsøg markerer fint og tager den korrekte samt bærer over halvdelen af vejen – ellers 0, da hunden forlader banen) [Mit kriterium var at belønne for at han tog den rigtige pind. Max startede med at forlade banen. I et andet forsøg tog han den rigtige flot]
- Dæk: 9 (dækker på dommers kommando, skæv plads) [Kriteriet var 25 sekunder]
- Helhedsindtryk: 9 (positiv fører, positivt samarbejde, arbejde mere med varighedsøvelser. Belønne for at holde fx plads, sit og dæk)
- I alt: 164 point og 1. præmie.
Efter frokost var det tid til fællesøvelser i LP3, og Lille Bjørn skulle derefter op som nr. 3 af 5 i LP3. Her er alle øvelser med Lisa/Trines dommerkommentarer og mine kriterier og kommentarer:
- Sit i gruppe: 8½ [Han lagde sig cirka 3 sekunder før tid]
- Fællesdæk: 9 (lægger sig før kommando) [Han dækkede på Lonnis dæk-kommando]
- Fri ved fod: 8 (Mange skæve pladser, hunden hænger lidt) [Jeg havde bedt om et kort program]
- Stillingsskift: 8 (3 ekstra kommandoer. Hund rykker meget lidt frem. Hund sætter sig op før fører kommer tilbage. Ellers flot) [Jeg havde aftalt at belønne hvis han tog første skifte på første kommando. Det gjorde han ikke. Men det var godt nok nogle flotte skifter derefter!!]
- Apportering: 0 (Hund kunne ikke se apport, men da apporten blev stillet op. flot) [Han arbejde ihærdigt for at finde apporten, men kunne simpelthen ikke finde den – han arbejdede kun i den rigtige side. Da han kunne se apporten var der ingen slinger, han smed dog til sidst]
- Springapport: 8 (Ekstra kommando ved tilbagespring. Rod til sidst i afslutning)
- Stå, sit, dæk: 7½ (Mister 2. position. Følger ikke i starten)
- Indkald med stå: (Fint) [Jeg lavede indkald på 10 meter og han stoppede flot på verbal kommando]
- Fremsending: 9 (2 ekstra kommandoer) [Feltet voldte stort set alle problemer, så Trine viste – efter aftale – feltet mens Lille Bjørn så på fra 20 meters afstand. Han løb flot ud, men begyndte at snuse, så jeg måtte give to ekstra dækkommandoer]
- Næseprøve: 9 (taber næsepind. Ellers fint)
- Helhedsindtryk: 8½ (Energisk og sjov lille hund. Godt førerarbejde)
- I alt 186½ point og 3. præmie.
Og hvad skal man eller sige efter en fantastisk nørddag? Det er naturligvis virkelig hyggeligt, og der er masser af konstruktive kommentarer og ingen detaljer overses af de skarpe dommere, som alle er personer som jeg har dyb respekt for. Det er genial træning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar