Cues and Behavior Chains Explained – dag 1

I forbindelse med Canis’ ClickerCamp deltager Lille Bjørn jeg i dag og i morgen i Cues and Behavior Chains Explained med Kathy Sdao. 8 deltagere med hund, 16 deltagere uden hund, masser af teori og en del praksis – en rigtigt spændende dag 1. Indholdet har jeg hørt lidt om på Canis Seminar i 2008, indlægget Cue Tips, men med to hele dage til rådighed samt træning med egne hunde, kommer der naturligvis meget mere kød på. 

Hvad ville hundene sige til os om vores træning, hvis de kunne tale med os? Formentlig noget med at være mere præcise med vores instruktioner. …

Kathy siger det med andre ord, men meningen er den samme: hunden giver ikke føreren fuck fingeren, det er at tillægge hundene menneskelige egenskaber. Hunden gør mere af det, den bliver belønnet for, mindre af det den ikke bliver belønnet for. Hvis den ikke gør noget, som vi tror vi beder den om, er det fordi vi ikke er klare i vores signaler, eller fordi der er andre gode grunde til det.

En lille illustrativ opgave: Hvilke grunde kan en bilist have til ikke at køre, når der er grønt lys? Der kan komme en fodgænger ind foran, man kan have sol i øjnene, de kan være andre biler foran, lyssignalet er anderledes end det plejer at være, det er op ad en stejl bakke osv. Og alle disse grunde kan overføres til hundetræningen, og forklare hvorfor hunden ikke gør det, som føreren tror der gives signal om.

Det teoretiske grundlag

1. opgave var at afprøve styrken af vores signaler. Ud fra hjemmeopgaven skulle vi vælge 4-5 forskellige adfærd, som vi anså for ret sikker, og de to observatører, som vi hver fik tilknyttet, skulle så udføre en Cue discrimination Test, hvor vi i tilfældig rækkefølge skulle udføre forskellig adfærd af det udvalgte, og det blev noteret om hunden gjorde det første gang, og mulige forklaringer på hvorfor den ikke gjorde det første gang, når den fejlede. Jeg fandt ud af at dæk, sit og setup er ret stabile, plads nogenlunde (dog ikke hvis jeg har let spredte ben) og stå ikke er stabil.

2. opgave var så ”Prove It Game”, hvor de to observatører skulle udfordre den stabile adfærd, fx få føreren til at sige ord der rimer på dæk, ligge ned og sige kommandoer, sige kommandoer med ryggen til hunden mv. Simple but not easy: Det er vigtigt med klare og præcise signaler.

Med to erfarne iagttagere fik jeg også en masse feedback på hvad mine kommandoer var sammensat af, og det er bestemt meget interessant. Bl.a. fandt jeg altså ud af at setup er en mere fremtrædende adfærd en plads, når jeg står bare med lidt spredte ben; selvom jeg siger plads, vil Lille Bjørn hellere kæmpe sig ind mellem benene end gå i plads. Flere af mine kombinationer af verbale signaler og håndtegn er også overflødige, fx laver Lille Bjørn en nydelig stå på rent verbalt signal.

Vi talte en del om at skifte signaler og årsager til dette, og jeg kom på som nr. 1 i den 3. opgave, hvor jeg selv valgte at udskifte Dæk med Delta; ICAO-alfabetet Alfa Bravo Charlie Delta Echo osv. er glimrende kommandoer og herligt distinkte ord. Startindlæringen gik næsten for hurtigt: Først nyt signal, kort pause, så gammelt signal, nogle få gentagelser. Så lidt anden adfærd for ikke at få et helt forudsigelig forløb. Så igen gentagelse med ny og gammel kommando, så nogle gange kun med Delta, og det virkerede ret sikkert. Jeg kører videre med den nogle træningspas, og så er Delta den nye kommando.

Masser af lydhøre deltagere en varm sommerdag

Kathy var også inde på ulemperne ved sammensatte kommandoer (compound signals), fx dæk verbalt og med håndtegn. Min konklusion er, at det tit er rester fra indlæringen, som ikke er fjernet, men nemt kan elimineres. Og hellere (hvis man har brug for det), kan ændres til to selvstændige og uafhængige kommandoer for samme adfærd.

Endelig to tilbagevendende emner:

1. Response ved fejl. Frarådes af Kathy (fravær af klik burde være tilstrækkelig information til hunden). Hun kunne fortælle en dramatisk historie om en delfin som blev dybt frustreret over en særlig fejlmarkør. Ikke alene fik den ikke belønningssignalet, der blev så at sige trådt ekstra i såret ved at give et fejlsignal. Jeg vil dog fortsat give fejlsignaler. Hvis man træner et forløb, hvor hver adfærd ikke forstærkes, véd hunden jo ikke om et manglende klik er udtryk for en fejl eller for at den er i gang med et godt forløb, med mindre den får et fejlsignal, når der fejles.
2. Jackpot Jf. Bob Bailey er Jackpot forstærkning af føreren, og det er Kathy enig i. Hvis hunden er blevet megabelønnet vil det være naturligt som afslutning på et forløb (det er svært at komme i gang efter en Jackpot), og spørgsmålet er om hunden opfatter det, som vi mennesker opfatter som en ekstra stor belønning, på samme måde. Grundlæggende handler det jo om, at vi altid skal være i stand til at overraske hunden, det er jo noget af det fundamentale i træningen, at hunden altid har en forventning om, at der kan komme en belønning.

Alt i alt en meget spændende dag, om end jeg havde forventet noget mere praktik og mindre teori. Kathy Sdao er entusiastisk, engagerende, sprudlende – og hun er godt til at præsentere teorien og instruere i praksis. Hun er mindre god til at disponere tiden, men med to hele dagen er der bedre mulighed for at kompensere for det, og jeg tror ikke nogen føler sig snydt med dagens udbytte :-)

Efter aftensmaden gik Camilla, Lille Bjørn og jeg en hyggelig tur ned til Fuglsø Vig, og Lille Bjørn fik nogle velfortjente ture i vandet efter en varm dag.