torsdag den 1. november 2012

En normal dag

 
Det var næsten en normal dag, men så alligevel ikke.

Morgenritualerne er helt faste på hverdage: stå op, lukke hundene ud, hente avis, lukke hundene ind, bad osv., morgenmad til hundene og kort luftetur på stranden med hundene. Megan og Max løber løs, og i dag kom Max på en længere tur end normalt, fordi han fik øje på en hundelufter med to hunde flere hundrede meter væk. Han strøg af sted, jeg kunne se manden klappede ham, og så spurtede Max tilbage og fik vild ros.
 
 

Vores genbo skal have totalrenoveret huset, de er flyttet fra det, og i morges begyndte renoveringen. Vi håber ikke at opleve for mange af ovenstående situationer, hvor vores udkørsel er blokeret.

Efter morgenlufteturen tjekkes mail og diverse konti, så er der morgenmad og så af sted på arbejde, pt. i Ballerup. En normal dag på arbejdet med 4 møder og en masse skriverier.

Hjemme igen, tjekke mails osv.

Sydkystens Hundeskole har fået godkendt en officiel rallyprøve den 31. december 2012, og det bliver flot og festligt.

Hvordan kan man lokke folk til nytårsaftensdag? Det er nemt … De fleste hundefolk vil gerne have trætte hunde nytårsaften, og nogle timer til en prøve skal nok få brændt noget energi af hos de fleste hunde. 14 ud af 45 pladser er allerede besat, så der bliver udsolgt.

Slappe lidt af.

Og det er torsdag, jeg træner hos Johanna kl. 19.10 med Max og 20.15 med Lille Bjørn. Christian, som jeg ikke har set længe, skulle komme hjem, og Kirsten havde lavet noget ekstra lækker mad.

Og så skete der det, som gjorde dette til en ganske unormal dag: Jeg meldte for første gang så langt tilbage jeg kan huske afbud til hundetræning.

Lidt grænseoverskridende for mig, for det gør man da ikke. Jo, det gør man, hvis man prioriterer anderledes, og det gjorde jeg så i dag.

Jeg havde oveni købet trænet ugens challenge med Max (hands-up, stå op af væg med forpoterne oppe, mens andre rører ham), og der var som altid masser at træne. Det bliver en anden gang.

Ingen kommentarer: