fredag den 14. juni 2013

Max 2 år


Tiden flyver af sted og i dag er Max allerede fyldt to år.

Hold da op en masse ting vi har nået sammen allerede. Han var et bevidst valg som LP-hund, han har gået lidt rally for hyggens skyld, han er blevet udstillet lidt for sjov og vi er begyndt på lidt agility, som måske ender med at blive alvor.

Han er den første hund jeg har trænet seriøst fra dag 1 og har haft store ambitioner med fra dag 1. Det har bevirket at jeg har forceret nogle ting, men heldigvis har en del hundevenner fået mig tilbage på et fornuftigt leje.

Ja, han konkurrerer i LP3 og rally ekspert. Ja, han skal nok snart debutere i agility. Ja kan skal nok snart få et cert. på udstilling. Og han blev Danmarksmester i rally begynder og LP1 i DTK 2012 samt Årets LP2-terrier og årets rally øvet terrier i DTK 2012.

Jeg arbejder fortsat med at tage det roligt med ham, for jeg véd der er et kæmpepotentiale i ham, og der er forhåbentlig mange år foran os hvor potentialet kan udvikles. Så til de kommende prøver vil jeg blive ved med at huske mig selv på, at det kun er for sjov – og jeg er såmænd også begyndt at tro på det. For det virker jo positivt på hundene :-)

I modsætning til mange andre gør vi ikke noget specielt for hundene, når de har fødselsdag. Ok, lidt var anderledes i dag. Der var en fotosession inden morgenmaden, hvilket hundene synes var meget mærkeligt.




Jeg kom tidligt hjem og fik fødselsdagslagkage.


Og læste i det nye nummer af Terrier Nyt, som dels blev prydet af LB på forsiden, dels havde en helside med 4 fotos af årets (2012) LP2-terrier (Max), årets LP3-terrier (Lille Bjørn), årets rally øvet terrier (Lille Bjørn) og årets LP2-terrier (Max).

Så gik jeg en tur med Megan og Max på stranden, men Kirsten gik en anden tur med Lille Bjørn. Max fik leget med en labrador, en coton, en golden retriever og en dværgpudel – og fik lært at man ikke skal forsøge at snuppe apporten fra en hund, der apporterer

Til aften havde Lonni og jeg et spændende møde med nogle mulige samarbejdspartnere.

Og hjemme igen stod den på Pollo al diavolo og passende vin.

Max hygger på en sofa, de andre hunde ligger også brak rundt omkring.

Jeg tror Max synes det har været en god fødselsdag.

Og han har hvisket til mig, at hvis jeg gør mig umage med mine signaler, så vil han også sørge for at vi får de resultater, som jeg drømmer om!

Ingen kommentarer: