søndag den 16. juni 2013

Træningsfri weekend


Jeg havde tæt på en tom kalender denne weekend, og jeg besluttede simpelthen at jeg ikke ville lade mig friste til nogen form for hundetræning.

Lille Bjørn går fantastisk efter træningspause – hans grundindlæring er i top – og Max har brug for at blive mere voksen, og det klarer vi ikke på en weekend.

Lørdagen startede med en tur til København, hvor vi fik ”den sædvanlige” morgenmad på Cafe Europa.


Børsbygningen København var festligt prydet med Dannebrog, det var Valdemarsdag.


Vi gik derefter rundt i det indre København, og var bl.a. i Marimekkos butik - dog uden at købe noget.

Om eftermiddagen gik vi en herlig tur på stranden med alle hundene. Meget underligt, bortset fra at der blev gjort forberedelser til diverse Sankthansbål, var der stort set mennesketomt.

Alle hundene fik apporteret en masse på vand og havde det gevaldig hyggeligt.

Vi var knap kommet hjem før uvejret brød løs.

Søndag begyndte med Christinas sidste omgang massage af Megan; Megan er vild med det, og selvom det ikke kan undgås at alderen trykker, så har hun gjort gode fremskridt, og jeg har ingen undskyldninger for ikke at prøve lidt konkurrence med hende igen.

Vi droppede diverse vilde turideer og endte med en hjemmelavet pizza til frokost.


Den var rigeligt stor og rakte også til aftensmaden.

Vi havde besluttet os for en eftermiddagstur et andet sted end på stranden, som vi går ture på hver dag.

Vi endte i Jersie, parkerede på træningspladsen, og gik en tur med alle hundene i landsbyen. Jeg kom til at nævne at jeg godt kunne træne lidt – alt udstyr ligger fast i bilen – men den idé skød Kirsten ned med det samme.

Næste lørdag står den på to gange LP3 i Lyngby. Opvarmningen består i følgende:
  • Max skal træne lidt med mig efter LP-holdet i morgen i Jersie
  • Tirsdag forsøger jeg med fulde LP3’er i Lyngby med begge hunde
  • Onsdag går Max på LP-hold i Osted
  • Torsdag og fredag er træningsfri

Ingen kommentarer: