mandag den 15. februar 2016

Den gamle redacteur

Amanda har også bidraget til bogen

Cirka på dette tidspunkt hver mandag plejer jeg at lægge et foto på Facebook i forbindelse med rallyholdet hos Johanna. Men ikke i aften, for Johanna er på en velfortjent ferie, så jeg har fri :-)

Jeg har benyttet aftenen til at få styr på materiale til Rallyjubilæumsbogen, der skal udkomme 30. april 2016 i anledning af 10-året for den første officielle DKK-rallyprøve i Danmark, den 26. maj 2006.

Det er interessant, spændende, sjovt og opløftende at få styr på materialet og ikke mindst læse de artikler, som jeg har bedt både dommere og udøvere om at bidrage med.

For det lyser ud af artiklerne, at alle er begejstrede for denne sport. Det er sjovt at træne, det er sjovt at konkurrere, der er hyggelig stemning ved konkurrencerne og dejlig opbakning til prøverne.

Som en af de mest rutinerede udøvere i landet deler jeg 100 % glæden ved sporten. Jeg er rent ud sagt vild med rally. Efter lørdagens 4 prøver har jeg nu været oppe til 205 officielle prøver, og de næste 6 kommer til næste weekend i Sorø.

Jeg glæder mig som til juleaften til hver prøve, og lørdag og søndag er naturligvis ingen undtagelse. Jeg skal op med alle tre hunde, de er tilsammen over 26 år og jeg har haft utallige sjove, spændende og udfordrende træninger og konkurrencer med dem alle.

Det er bare FANTASTISK!

Ingen kommentarer: