Jeg havde planlagt at tage fra arbejde ved 14-tiden, og jeg kom afsted et kvarter før. Jeg havde specielt en god oplevelse med hjem: en kollega, som takkede for rådgivning om noget privat, det gjorde mig virkelig glad, på den pågældendes vegne.
På vejen hjem spillede Aftermath i afspilleren, og jeg kan godt mærke at jeg mentalt er helt klar til at finde afløseren for Walking the Dog, når Max og jeg skal i HTM3. Det gør ikke noget, hvis det bliver noget med Rolling Stones, men jeg er totalt åben for alle gode forslag!
Jeg havde booket en times træning i hallen i Køge, og det endte ret præcist med 5 minutters opstilling, 40 minutters træning og 10 minutters oprydning/leg.
Kirsten blev overrasket, da jeg ringede og sagde, jeg var på vej hjem, men sådan er det: alenetræning uden hyggesnak og en ret præcis træningsplan, så holder man den!
Banen – vist i bloggen i går – indeholdt en i praksis ubetydelig fejl, og jeg startede med 2 x Megan (start til venstre og så til højre), Lille Bjørn to gange med variationer ved sideskiftene, og 2 x Max igen med start til venstre og højre.
Udgangspunktet for min træning i dag var, at hundene kan det hele, men jeg skal øve mig i:
- skarp signalgivning – tempo, præcision,
- holde hænderne i ro, når jeg ikke giver signaler,
- korrigere ordentligt = så hunden ikke oplever det som en korrektion
Da jeg kørte hjem tænkte jeg bare: det var en skøn træning og en perfekt start på weekenden.
Hjemme igen blev Lille Bjørns bur taget ud af bilen og der blev pakket til rallyprøverne i morgen. Jeg føler mig helt klar og glæder mig rigtigt meget!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar