tirsdag den 23. februar 2016

Enetime

Søndag morgen

En enetime hos den rette instruktør, på rette tid, synes jeg er utroligt givende. Og timingen i dag var ret perfekt. Anita og jeg havde sammen booket en time hos Sonja – som både er dommer, dygtig instruktør og udøver - så vi kunne få feedback på vores respektive programmer. For mit vedkommende er det Max’ HTM2-program og hans FS1-program, der skulle fokus på.

Jeg blev lidt revet med af HTM-nummeret, jeg har ikke gået det siden vi var til prøve 6. februar, så jeg var lidt nærig med belønningerne :-( Jeg noterede mig især følgende:
  • Max har for lang afstand til mig i nogle af oppositionerne (specielt højre)
  • I flere overgange går jeg for hurtigt videre til næste position, så Max ikke når at komme i plads – et kort ophold giver ro og hunden en chance (flashback: Anja har sagt præcis det samme). Specielt sidelæns plads og bakning i plads kom dårligt i gang, fordi jeg fik afsluttet det foregående moment for langsomt
  • Jeg kan med fordel arbejde med overgangene. De er ok som de er i HTM2, men i HTM3 må der godt være lidt mere show over dem, end der er i rallysideskifter. Specielt skiftet fra P9 til venstre side blev noget rod, det skal jeg have arbejdet med
  • Jeg kan arbejde med historien, fx noget markering af at hundelufteturen er slut, når vi er færdige (tage linen af) – og det blev der bygget på: give linen på i starten, det kan godt være en del af indholdet før vi giver klar signal
Jeg fik bekræftet at det er et godt nummer, jeg kan det virkelig godt efterhånden, og det er bare at arbejde videre med de mange detaljer, så jeg får et virkeligt helstøbt program.

FS1-programmet er i pre-study fasen ville jeg nok kalde det, hvis det var et projekt. Jeg har en meget fin idé om, hvordan det skal se ud i virkeligheden, fordi jeg har gået det en masse gange i hovedet. Men da jeg skulle vise det – for første gang overhovedet – med Max, kunne jeg slet ikke få det til at hænge sammen.

Så ville jeg vise det uden Max, og det kunne jeg heller ikke finde ud af. Så der er virkelig dømt tørtræning de næste par dage, så jeg kan programmet med music, før jeg roder Max ind i det.

Men jeg fik vist de enkelte tricks, og vi fik talt om flowet. Det er et fint HTM1-program. Jeg skal have bedre flow i rundt om stok - har jeg belønnet for hver runde? Det ser sådan ud! Og jeg skal seriøst overveje om bakning og twist og spin på afstand er gode at have med i FS1. For en usikker hund kan det være rigtigt svært.

Endelig fik vi talt om, at jeg i endnu højere grad kunne optræde som ”gammel mand”, som en del af historien. Jeg synes nummeret tegner lovende, om end der er rigtigt meget at arbejde med. Bakningen og øvelserne på afstand går jeg i tænkeboks med.

Sådan en enetime er en virkelig god måde, at få et øjebliksbillede af de aktuelle numre, og en række gode tips til den videre træning. Tak Sonja for masser af godt input :-)

Ingen kommentarer: