Forberedelser – motivation og stemning

Pierre Niney og Paula Beer i Frantz

På lørdag skal jeg til prøve med Max i Hangar 17, først HTM, så FS. Det er ingen hemmelighed, jeg har skrevet om de nye programmer, om kostumet til HTM, om tilpasning af musikken, om følelser og stemning og alt sådan noget. Og først og fremmest om, at dette er en prøve på Max’ præmisser, ligesom rallyprøverne på Bornholm.

Stemningen kom jeg ret uventet til at tænke meget på i går. Kirsten og jeg havde for længst bestilt biletter til forpremieren i Grand på François Ozons Frantz (2016). Jeg synes det er en fantastisk dejlig film, som jeg ville have elsket at skrive en anmeldelse af (!), men det er ikke det vigtige her.

Historien er i den ultrakorte udgave: Tyskland 1919; den tyske kvinde Anna (Paula Beer) sørger over sin forlovede Frantz’ død i første verdenskrig, en ung tilrejsende franskmand Adrien (Pierre Niney) lægger blomster på hans grav. Hvorfor det? Det handler filmen om og mere skal ikke afsløres her, gå selv ind og se den :-)

Men stemningen. Sorgen over de mange unge, døde under krigen, børn og kærester der aldrig kom levende hjem. Der er en sørgmodig stemning over mange passager af filmen. Præcis den stemning, som jeg gerne vil udtrykke i en del af Que reste-t-il de nos amours …

Hvis jeg lige skal gøre i går færdig, så startede vi traditionen tro før filmen på Villa Vino med et glas vin, og bagefter fik aftensmad på The Italian. En superhyggelig aften.

Og så stemningen fra Frantz …

Jeg prøvede den af i eftermiddags, det skulle jeg altså bare, ude i haven med Max. Vi varmede op med FS-nummeret med musik, derefter gik jeg det en gang uden musik, bortset fra at Max pludselig var med – næsten lige fra start – og så gjorde vi det engang til. Masser af belønning og masser af leg bagefter.

Og så HTM med musik, hvor jeg måtte stoppe halvvejs, fordi jeg gik for kort i en position. Vi gik direkte i gang igen, nu det fulde nummer, og med den koreografi, jeg havde drømt om. Jeg fik altså lidt tårer i øjnene, dels fordi jeg kunne FØLE den sørgmodige stemning, dels fordi Max bare var så meget på, at det gjorde helt ondt.

Det er den eneste træning med Max og musik inden lørdag, de to numre passer bare så godt til os, og nu kan jeg mærke, hvordan de små tilpasninger – jeg justerede en anelse i FS-programmet i dag – gør nummeret mere flydende, det passer til os! Og tilsvarende i HTM, hvor overgangene, som jeg kun har trænet lidt indimellem, pludselig ser ud til at virke og får nummeret til at hænge sammen.

Min bevægelse og min glæde smittede helt sikkert af på Max, og som han gik i dag, er han bare enestående. Max og jeg har virkelig noget sammen!!!