fredag den 10. marts 2017

Turen går til Bornholm igen igen


Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på Bornholm. Men over de sidste 20 år er det rigtigt mange gange, og det har altid været noget med hunde.

Jeg søgte på Turen går til Bornholm, og så dukkede dette link op Turen går til Bornholm, det er snart 6 år siden, dengang var det Megan og Lille Bjørn, der skulle til rallyprøve. Det var på den tur Lille Bjørn blev RØM.

I morgen går turen til Bornholm igen, og det kunne godt have været Megan og Lille Bjørn, der skulle med, men det er Max og Lille Bjørn.

Vækkeuret er sat til 4:30, jeg henter Anita og vi kører til Ystad, sejler til Rønne og skulle gerne være i Hønsehuset senest 10:30, for at være klar til at dømme kl. 11:00.

Der er to prøver lørdag, som Anita og jeg dømmer, og udover at dømme skal jeg også op med drengene i championklasse to gange.

Det bliver en lang dag, for to prøver efter hinanden og mange tilmeldte betyder, at vi nok først er færdige ved 19:30-tiden.

Vi har booket et hus i Gudhjem, på Kirstens anbefaling har vi en tapaskasse med fra Skagen Food som aftensmad og jeg gætter på vi nok går ret tidligt i seng …

Næste dag står den ”kun” på en enkelt rallyprøve, hvor jeg dømmer Begynder og Øvet, Anita Ekspert og Champion, og hvor jeg skal op med begge hunde igen.

Hvis vi er heldige kan vi få tid til at være turister et par timer inden vi skal hjem med færgen 18:30 fra Rønne, og jeg forventer at lande i Solrød lidt over 22 …

Det kan godt se voldsomt ud på papiret, men jeg véd det bliver en fantastisk tur med godt selskab og en masse herlige hundemennesker og dejlige oplevelser ved rallyprøverne.

Mine kriterier for prøverne er helt på plads, I kan se dem i blogindlægget En ordentlig fører fra i onsdags, som druknede lidt i Lille Bjørn 10 år, som kom samtidig, og er blevet mit 3. mest læste blogindlæg nogensinde. Det var forresten også med et foto fra Bornholm.

I øvrigt bliver det også i morgen DKK Kreds 8 får Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2016  overrakt, det er en perfekt lejlighed til at hylde kredsen, og hele dommerkomiteen er til stede, det er udover Anita og mig Christina.

Jeg ser frem til to skønne dage på Bornholm!

Ingen kommentarer: