Den seneste tid har jeg fokuseret meget på rally (både som dommer og deltager) og der har også været forskelligt på Nose Work fronten.
Hvad blev der lige af HTM og FS kunne nogen spørge.
De er bestemt ikke glemt. Efter mange overvejelser – som jeg har skrevet om tidligere – endte jeg med at melde til prøverne i Hangar 17 den 1. april, og i morges besluttede jeg så at se på planlægningen af forløbet frem til de prøver. Det er om 13 dage, så det må siges at være på høje tid. Efter morgenlufteturen gik jeg så i gang.
Først gik jeg FS-programmet 2 gange i haven med musik, uden hund. Dvs. de tre hunde var i haven, og det var sjovt, de tilbød alle sammen al mulig adfærd Jeg kan konstatere at:
- Jeg har helt styr på det ændrede program efter de seneste justeringer
- Det er i forhold til det forrige noget enklere for Max, så alt andet lige burde vi kunne få et godt flow
- Det meste af adfærden (faktisk alt sammen) træner Max og jeg løbende som en del af rallytræningen eller vores korte træningspas indimellem
- Vi skal lige træne det fulde program et par gange inden 1.4, så er vi klar
Ja, det er da sådan man gør!
Jeg havde en udskrift af det fulde program (tider, tekst, position), fandt en nyere på Pc’en, læste den igennem og justerede og sendte til Anita.
Svar: ”Og i første omgang til ca. 2.05??”
Det var formuleret som et spørgsmål, men det var vist et trickspørgsmål, så jeg svarede: ”Det ville nok være fornuftigt + de sidste 20 sekunder fra 2:46 for at få en ordentlig afslutning”
Så sådan er det blevet. Ca. 2:25 i stedet for 3:10.
Næste opgave var at se på om positioner og retninger lignende noget, der kunne fungere på en bane, og tegningen ovenfor viser retninger. Jeg skal prøve det i praksis, men jeg tror det fungerer og giver en god udnyttelse af banen. Det er dejligt at skulle afprøve det første gang i Hangar 17, hvor der er rigeligt med plads.
Jeg har kørt en del visualiseringer og det hænger fint sammen. Der er fire positioner i 3, 1, 2, 3 forskellige retninger/tempi, der er nogle enkle links, jeg tror vi kan få et godt flow i programmet. Alle positionerne fungerer hver for sig, linksene fungerer, vi skal ”bare” have det hele skruet sammen.
Så er der kostumet. Kirsten har fuldstændig styr på vores tøj og pludselig dukkede et dobbeltradet jakkesæt op, som jeg ikke kunne huske. Det passede (!) og med en hvid skjorte og et løst slips lignede det, hvad jeg drømte om.
Jeg oprettede en Messenger gruppe med nogle personer, hvis dømmekraft jeg har tillid til, og der blev suppleret med en hat (Stetson godkendt i første omgang), et pyntelommetørklæde og evt. le Figaro i lommen. Det er hvad jeg kan overskue til 1. april.
Bundlinjen er, at jeg efter at have været på bar bund i morges, nu står med et færdigt program med positioner, tempi, retninger og links, har et kostume klar, nu er det bare at få trænet programmet i etaper, så er vi klar til at debutere med det nye program den 1. april.
Jeg har ikke været oppe siden 18. december 2016, det føles som uendelig længe siden, men det er jo kun tre måneder.
Jeg kan godt mærke, at jeg har rigtigt meget lyst til at gå op igen, det har været godt med en pause. Det har været fornuftigt at justere FS-programmet, og det har været rigtigt sjovt at skulle arbejde med et helt nyt HTM-nummer.
Selvom jeg med under 2 år på bagen stadig er ganske grøn indenfor begge discipliner, kan jeg godt mærke, at min tilgang er fundamentalt anderledes end i starten. Jeg har ikke meget erfaring, men jeg HAR erfaring og den gør, at jeg ikke har tænkt nærmere over, at jeg om 12 dage skal gå et nyt program i HTM. Det er jo bare noget ny musik, positioner og overgange kende jeg i vidt omfang, de skal bare gå op i en højere enhed med den nye musik.
Jeg glæder mig til 1. april!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar