Bobler fra Lidl
Hvordan føles det?
Anja har stillet mig det spørgsmål mange gange til vores coachingsessioner.
Hvor sidder følelsen?
Øh, sådan et sted mellem maven, og hjertet og …
Jeg har fået hjemmeopgaven: ”Den anden opgave er at tegne tre hatte til næste gang. En for hver af hundene. Farve, form og indhold skal afspejle min adfærd overfor hundene i forbindelse med konkurrencer. Og det er netop vigtigt, at det er én pr. hund, for der er ikke en universal løsning, som duer for alle.”
Hvad er det med de følelser? De er forskellen mellem at gå ind med hunden og bare gennemføre en prøve, og at være i kontrol med, hvordan man selv skal have det, for at man selv og hunden performer optimalt. Jeg fik en masse ideer i weekenden på Bornholm, men det er sørme en svær opgave, Hvordan har/skal jeg have det indeni før jeg starter en rallyprøve med Megan/Lille Bjørn/Max?
Her er nogle bud.
Med Megan tænker jeg meget à la ”vi skal ud på tur, bare os to” og så går vi og hygger. Hun skal have tisset inden vi gør klar, hun skal snuse lidt, hun skal lige inden vi skal ind, have fokus på mig, halen køre roligt. Jeg tænker oilskinshat, oilskinsjakke, vi skal ud og gå tur, den rette stemning. Følelsen er ”det går som det går” og hatten er grøn.
Lille Bjørn skal lige have styr på underlaget, have snuset lidt, have nogle godbidder, nogle nemme øvelser og han er på. Han skal tjekke ind, inden jeg giver klartegnet. Følelsen: det har vi begge helt styr på. Jeg skal have six pence på, à la Kim Larsen. Farven er gul.
Med Max tænker jeg, at han skal have været godt rundt, støvsuget underlaget for dufte, have hilst på interessante hunde, og gerne have løbet lidt løs, så han synes, han har styr på området, så kan vi gå ind, og så skal han tjekke ind, orientere sig én gang til, og så kan vi gå. Langt bagved ligger ”måske smutter han” men det har jeg fortrængt, tror jeg. Men jeg er klart noget mere anspændt, og det er ét af fokusområderne: stol på Max! Hans hat er blå.
Er det bare pjat? Nej, det handler om, at det altafgørende er, at have den rette følelse, når man skal til konkurrence. Hatten symboliserer det hele, og den rigtige hat, i den rigtige facon og med den rigtige farve, gør, at man fastholder alt det væsentlige, fra man henter hunden til man er færdig med at belønne efter prøven. Det er svært og jeg skal virkeligt arbejde med det. I morgen skal jeg til uofficiel Nose Work prøve med både Max og Megan, og det er prøver, hvor der intet pres er på mig. Jeg skal huske at notere, præcis hvad jeg føler hele vejen igennem, for det kan jeg bruge til det videre arbejde, med at styre, at jeg har de rigtige følelser i forbindelse med prøver.
Følelserne fra weekenden har jeg helt styr på, de popper op helt ukontrollabelt og jeg nyder det. Jeg tror det er en variant af at være forelsket. En fantastisk følelse, som man ikke kan styre.
Jeg skal have styr på mine følelser, så jeg kan bruge dem i prøvesammenhæng, så jeg får de mest fantastiske oplevelser med hver af mine hunde, på en kontrolleret måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar