torsdag den 23. marts 2017

Nose Work i Herlev

 
Først lidt reklame for Sunde Snuder aka Rigtig Hundemad Herlev. Ejeren Ulla Hansen lagde butik og have til aftenens Nose Work træning, hvor vi ud over to runder god træning havde en pause med kaffe og tre slags kage og til sidst fik mulighed for at handle i den meget fristende butik. Et besøg kan varmt anbefales! Ulla har også taget alle fotos.


Megan var første hund og startede med et søg i rummet med vægten, hvor hun efterhånden fik pejlet sig ind på kilden under vægten.


Næste søg var fire kilder inde i selve butikken, hvor der var masser af distraktioner, som det kan ses. De to kilder blev fundet enkelt, de næste to tog lidt længere tid, men flot arbejde af Megan, gode markeringer og en lidt hurtigere fører ville ikke skade …


Så et kassesøg, hvor der blev flyttet lidt på de lettere genstande, men markeringen af den rigtige kasse var ikke til at tage fejl af.

Så gik vi udenfor og med Leif som iagttager gik vi efter 4 kilder. Det er virkelig en fornøjelse at se Megan udenfor, hun går lidt rundt, fanger færten og arbejder sig flot frem til markering. Virkelig flot. Vi blev også lige mindet om at lave ordentlige markeringer af fund, så vi gør det pr. automatik til prøver.

Derefter havde jeg mulighed for at se de andre arbejde, og det er som altid lærerigt, og det er meget nemmere at se de andres fejl, end sine egne.


Efter pausen startede Megan med indesøget, igen 4 kilder i butikken.


Det var noget sværere end første gang, men efter noget arbejde fandt vi to og med lidt hjælp også de sidste to.


Specielt det næstsidste blev diskuteret en del, fordi alle andre end jeg havde set en meget tydelig markering fra Megan …

Udesøget, hvor der igen var fire kilder, gik noget bedre. Der var en tydelig markering, som jeg var meget længe om at markere for. Derefter gik hun under en postkasse, hvor der var lidt reaktion, men hun styrede målrettet mod en busk og lavede en flot markering. Derefter gik vi tilbage til postkassen, og der kom en ny flot markering. Det sidste søg var lidt drilsk, selvom vi gik lige op ad kilden, kom der ikke markering, men til sidst lykkedes det alligevel.

Men med 18 kilder på en aften, det kan godt accepteres at der var lidt træthed til sidst.

Dernæst var der igen mulighed for at følge de andre hunde, og notere sig, at alle havde tydelig interesse i de steder, hvor kilderne havde været først. Men langt de fleste havde markante og flotte markeringer på de rigtige kilder.

Jeg sluttede med at handle lidt, så der er nogle ekstra spændende spiselige ting til hundene den kommende tid.

Tak til alle for nogle hyggelige timer og ikke mindst tak til Ulla for et flot arrangement samt fotos!

Ingen kommentarer: