onsdag den 6. september 2017

Rally med masser af forstyrrelser og masse af succes

Se halen :-)

Først da Johanna til aften spurgte til weekendens prøver, kom jeg til at tænke specifikt på, at Max var blevet på banen til alle fire prøver. Der har jo været et mønster med, at han smuttede på rallybanen, når vi var på vej mod startskiltet, og så vendte tilbage, og uden at jeg bevidst har skænket det en tanke, skete det så ikke i weekenden. Det går den rigtige vej :-)

Perfekt træningsvejr

Aftenens træning var skræddersyet til Max og mig, for det handlede om træning med forstyrrelser. Jeg var i gruppe med Stine og Wilma, og i første del skulle vi arbejde på en bane bestående af 6 kegler i en lille cirkel, som vi kunne stå indenfor, og udenom en cirkel med 6 kegler. Vi skulle gå fra en kegle fra den lille cirkel, ud til en ydre kegle, udføre øvelse, vende, ind til indre kegle og rundt om den, ud til næste ydre kegle. Begge ekvipager skulle gå samtidig, men i hver sin retning, og så mødes ved hver vending ved den indre cirkel. Johanna fortalte øvelserne undervejs, og vi endte med at gå en et flot mønster (en blomst). Forstyrrelsen var primært det, at skulle mødes i den indre cirkel, men der gik ikke lang tid før begge hundene helt ignorerede hinanden. Max var også meget opmærksom, så det gik virkelig godt.

Derefter skulle vi gå samme bane med alle vendinger på 180 grader, hvor jeg også indførte nogle sideskift undervejs, så vi lavede vending på modsat side ved den indre cirkel. Og igen superflot arbejde af Max, lige bortset fra, når jeg skulle tænke for meget over, hvad jeg gjorde!

Derudover var der individuel træning.

Udfordrende rallybane!

Den anden del af timen skulle vi på stien rundt om træningsarealet udføre rallyøvelser; dvs. vi skulle gå hele turen og udføre øvelser efter denne rutine: Stine sagde tre øvelser. Hun gik 10 skridt, udførte den første, 10 skridt og så den næste, 10 skridt og så den sidste. Når hun udførte den første begyndte jeg at gå, og udførte de samme øvelser. Så fandt jeg på tre øvelser osv. Undertiden tog vi som de næste tre de samme som før, bare på modsat side. Så der var masser af fri ved fod og masser af øvelser.

Og det var rally med store forstyrrelser. En smal sti, masser af dufte overalt, masser af spændende lyde, bl.a. fly og tog, masser af snegle, lidt smattet, ret mørkt nogle steder. Det var simpelthen svært at få hundene til at holde fokus hele vejen. Max arbejdede fint, og var på meget af tiden, men også lettere distraheret noget af tiden, det var superhårdt at arbejde sig igennem banen. Max er virkelig træt nu ;-)

Konklusion?

Der blev specielt på rundturen til sidst masser af situationer, som til forveksling ligner dem, jeg oplever på rallybaner. Jeg måtte arbejde hårdere, sænke kriterier, stole mere på ham (ikke altid med bonus), men samlet set en fantastisk god måde at træne på, og Max var med hele vejen.

Og så er det en ganske enkel måde at miljøtræne rally på, jeg kan lige høre Amanda sige, at jeg skal smutte op i Solrød Centret, gå igennem det med Max og lave en rallyøvelse for hver 10 skridt ;-)

Ingen kommentarer: