Fabula auricula (Øreflippens fortælling)

Ved træningssessionen i torsdags hos Anja fik min højre øreflip til opgave at skrive et blogindlæg.

Det er måske lidt utraditionelt, men Max lagde ud med Hej far, Megan fulgte efter og naturligvis også Lille Bjørn. Max og Lille Bjørn har sågar skrevet et indlæg sammen.

Jeg må erkende, at jeg synes det er nogle fantastiske indlæg, og jeg har fået tårer i øjnene ved at genlæse hvert eneste af dem. Jeg elsker de hunde, og de elsker mig, og det kommer så tydeligt frem. Jeg er spændt på, hvordan jeg vil reagere på et indlæg fra min højre øreflip, her kommer det …

* * *

Hej,

Jeg er Pauls højre øreflip. Jeg har fået til opgave at skrive et blogindlæg. Det har jeg længe haft lyst til, så det var lige vand på min mølle at Anja gav Paul netop det som opgave i tirsdags. Han skulle godt nok have det gentaget, men sådan er han engang imellem, så skal han høre tingene et par gange, inden de fiser rigtigt ind.

Jeg kan lige høre nogle reaktioner om at øreflipper ikke kan noget, de kan ikke høre og de kan da slet ikke skrive. Det er noget vås! Der er en beskrivelse i Wikipedia, hvor der bl.a. står: "Øreflippen er den bløde, nedre del af øret. Øreflippen findes på mennesker, men også på visse abearter. Øreflippen består hovedsageligt af fedt og bindevæv. Øreflippen indeholder masser af blod, og er derved med til at varme øret. Bortset fra dette har øreflippen ikke nogen funktion i sig selv, selv om der er mange nerver, der ender i øreflippen."

Det kan godt være vi ikke har en selvstændig funktion, men vi sidder godt nok centralt placeret. Jeg hører alt, hvad Paul hører, inden det kommer ind i øret, og jeg har gode venner i hjernen, som analyserer det hele og sender det videre til Paul, og jeg får informationen samtidig. Så faktisk véd jeg ligeså meget om Paul, som han selv gør, og faktisk mere, for jeg glemmer ingenting.

Jeg har ikke søgt om at komme i søgelyset, men Paul valgte at bruge mig til at markere gode oplevelser. Han tager fat i mig, når han mindes noget positivt eller oplever noget positivt, så kan han genkalde alt det positive, ved at tage fat i mig. Jeg ved selvfølgelig også at det blev mig, fordi Paul har et blødt punkt for Humphrey Bogart.

Jeg véd ikke, om jeg er specielt imponeret over ideen, men jeg er vant til at forholde mig objektivt til det, jeg hører og oplever, og få fortolkningen fra mine venner i hjernen. De er trods alt specialister. Nogen gange bliver jeg overrasket over, hvad de kan fortælle, og så synes de, det er sjovt at sige ”Man skal høre meget, før ørerne falder af.”. Jeg ville altså blive ret ked af det, hvis det skete, for jeg synes det er meget spændende at være øreflip hos Paul.

Jeg har kendt Paul altid, og Anjas opgave var meget klar, det skulle handle om situationer, hvor Paul klemmer mig, fordi han tænker på noget positivt – jeg kunne ellers fortælle en masse andet spændende, men det må blive anden gang 😉

Paul startede med at skrive om de indlæg Max, Megan og Lille Bjørn har skrevet, og tro mig, dem har han læst mange gange. Han får tårer i øjnene HVER gang, og egentlig forstår jeg det godt, for de er ret godt skrevet alle sammen. Det lyser ud af dem, at de hundene elsker Paul og jeg véd jo, at han elsker dem, og han bliver helt blød indeni, når snakken falder på dem.

Nu fyrer jeg altså bare løs:

• Han gemmer alle de svar han har fået om, hvornår han har været 100 %, og de har også været virkelig fantastiske! Hver eneste af dem, har givet mig mindst et klem
• Der er nogle af de mange gode prøver, han har gået, som har givet klem op til flere gange. Specielt de to rallyprøver 9.2 og Nose Work prøven 17.4, han kører dem hele tiden i hovedet – mine hjernevenner synes det er LIDT overdrevet – men han kan dem altså forfra og bagfra, og han kan huske følelsen fra de prøver, og det er jo ret vigtigt
• Bedst som han går morgentur – og det er den samme tur hver morgen - kan han stoppe op, og jeg kan bare mærke – og hjernevennerne fortælle – at han synes, han er usandsynligt privilegeret, at han har det så godt, og jeg får et klem
• Paul går til en masse træning med hundene, og han skriver begejstret om dem alle – og jeg får klem flere gange undervejs, hvis han husker det. Han er oprigtigt glad for at få feedback, når han kan mærke, at det er nogen, der har forstand på det, de taler om, og hvor de rammer ham lige i hjertet eller forstanden eller et sted derimellem, som han vist selv har udtryk det et par gange
• Paul elsker regneark, og dokumenterer hvad som helst i Excel, og nogen gang prøver han at rangordne gode oplevelser, og opgiver det igen. Men i den proces dukker en masse gode oplevelser op, og jeg får en masse klem
• Der er også mennesker han er ret glad for. Jeg vil ikke afsløre for meget, men udover selvfølgelig Kirsten, Sandra, Christian, Frasse, Leo og Leah er der også mange andre mennesker, som betyder rigtigt meget for ham, og oplevelser med dem, som medfører klem. PS: Der er også dem, der ikke medfører klem, men hvor mine hjernevenner fortæller, at han virker som om han slår sig selv oven i hovedet, for han kan godt nok også være dum udover alle grænser, men det oplever jeg heldigvis ikke så direkte
• Der er så mange små og store ting, men jeg tror Paul har givet mig flest klem for øjeblikket da han gik ud fra Anitas bane 9.2 inkl. feedback, den sidste tredjedel af Amandas bane 9.2 og udesøget hos Anja 17.4
• Og så er det lige det sidste blogindlæg om Megan, det har han læst en million gange, og han får tårer i øjnene hver gang, og jeg får klem hver gang. Hun var altså også noget helt specielt.

Jeg kunne blive ved og ved, men jeg stopper her. Måske får jeg en chance en anden gang igen.

Jeg vil dog godt liiiige komme med en afsluttende bemærkning. Jeg synes Paul er rigtigt god til at huske at klemme mig, noget han ellers ikke har gjort så meget i. Men Anja har virkelig fået trænet ham godt, og han gør loyalt det, hun siger, han skal gøre. Og tro mig, jeg får også nogle klem, når han tænker tilbage på coachingsessionerne 😊