torsdag den 25. juli 2019

Rally er lykken eller lykken er …

Onsdag morgen

På lørdag skal jeg dømme rally i forbindelse med et HMC-arrangement på Garbogaard. Banerne er gjort klar for længst, skiltene blev gjort klar til aften, og det er så sidste gang, jeg skal bygge baner med skiltene fra 2014. Næste prøver jeg skal dømme 10. august bliver med de nye skilte.

Så kan man godt tillade sig at blive lidt tilbageskuende. De ”gamle” skilte var ved at komme på plads, da jeg blev en del af Rallyudvalget i DKK, og hold da op, der er sket en del siden da.

Rallyudvalget er et helt andet, jeg er den eneste tilbage fra det ”gamle” udvalg, der er kommet fire unge, dynamiske kvinder ind i udvalget. Ærespladsen forsvandt og blev erstattet af højrehandling i ekspertklasse. Der kommer en masse nye øvelser fra 1. august herunder højrehandling i øvet klasse. Der er kommet nordisk klasse, og snart det første nordiske mesterskab i Rally. Fra 2020 kommer DM i DKK regi (i dag i DKK Kreds-regi) og DKK holder ikke officielle konkurrencer længere. Der bliver taget hul på processen med Rally i europæisk regi.

Der sker så meget i sporten.

Jeg havde fornøjelsen for ikke så længe siden at skulle svare på en henvendelse til DKK om, at Rally med de mange nye skilte ikke længere var en sport for alle hunderacer.

Mit svar er bestemt ikke hemmeligt, her er de væsentligste dele:

Tirsdag morgen


“Rally er efter min klare overbevisning ikke blevet sværere. Der er kommet nogle nye skilte i alle klasser, primært for at skabe en rød tråd og lette overgangen fra klasse til klasse. Hvis jeg her nøjes med at nævne begynderklasse er der kommet 8 helt nye skilte og 3 skilte er flyttet fra øvet klasse til begynderklasse. 4 er diagonalt højre/venstre og 225o højre/venstre, som ikke kræver særlig indlæring. Der er to, hvor hunden skal sætte sig, når føreren stopper og følge med, når føreren går til højre eller venstre. Og så er der to, hvor hunden skal gå rundt om føreren, som står stille. Fra øvet klasse er kommet to synkronvendinger og tulipanen og hunden skal kunne gå på højre side mellem to skilte. På hvilken måde er det alt for svært?

Hvem er hr. og fru Jensen, som pga. disse ændringer afholder sig fra at træne rally?

Rally har efter min overbevisning den lettest opnåelige titel RBM, som kræver, at man består tre gange med mindst 70 point ud af 100. Man må tale og gestikulere så meget man vil, man har line på hunden, man må lave øvelser om. I LP, AG, HTM, FS og NW, for at nævne de discipliner jeg har erfaring indenfor, er det langt sværere at bestå klasse 1.

At opnå et championat i Rally er ikke nemt, og det skal det bestemt heller ikke være, men vi kan konstatere, at der er mange racer, som bliver champions, og også mange racer der bliver superchampions.

Med hensyn til store hunde, der ikke kan gå i dæk uden at det ser ud som om de sitter først, så kan jeg nævne at der både er en Grand Danois og en Rhodesian Ridgeback, som er blevet superchampions. Dæk fra stå er en adfærd, der kan indlæres, og jo, dommeren kan bestemt godt foretage en vurdering af, om hundene fysisk er i stand til det og ikke trække for det, hvis det ikke er muligt uden en anelse sit før dæk.

Seniorklassen har aldrig været tænkt som en nem klasse. Det er tænkt som en klasse, hvor raske hunde, som er oppe i årene, og går på ekspert-/champion-niveau, fortsat kan konkurrere, men ikke udsættes for så belastende øvelser, derfor er der ikke dækøvelser, ikke spring, og der er begrænsninger på fx antal sitter. Det er en officiel klasse med en officiel titel (den første er allerede opnået), fra næste år med DM og ÅH. Klassen vil blive evalueret om et par år og blive justeret ud fra tilbagemeldinger. Hvis nogen foreslår seniorklasse i hver af de nuværende klasser, vil vi forholde os til det, men umiddelbart kan jeg ikke se formålet.”

Torsdag aften

Torsdag aften

Jeg synes Rally er en FED sport, som med den seneste udvikling virkelig er en sport, som appellerer til alle. Det er nemt at komme i gang, sværere ar komme videre, ikke helt nemt at blive champion og ret svært at få en superchampion titel. Der er DM og Årets Hund i alle klasser, og dermed muligheder for at få flotte titler på alle niveauer. Og med NM er der også noget for de allerbedste at stræbe efter.

Jeg må blankt erkende, at jeg havde planlagt at gå på pension fra den organisatoriske side af Rally snart, faktisk efter NM, men jeg må også indrømme, at der sker så meget nu, som jeg har lyst til at være en del af, så jeg tager et par år til 😊

I virkeligheden skulle dette indlæg have handlet om alt muligt andet, men det blev så om Rally 😉 Derfor nogle fotos, som ikke lige passer til!

Ingen kommentarer: