Foto: Grafiko.dk
Det er over 5 år siden jeg blev fastansat i Nets, og Lysholdt Consulting blev afviklet, men jeg har aldrig fået ordentlig ryddet op fra dengang. Vi har snart boet 35 år på samme adresse og tingene har det for mit vedkommende med at samle sig. Arbejdsmæssigt er jeg i et dødvande; jeg kan ikke få en seniorordning, og nærmer mig det tidspunkt, hvor jeg endegyldigt går på pension. Hundemæssigt er jeg også i et vadested; med Lille Bjørn på pension og Max, som netop er blevet 8 år, er der stadig muligheder, men der er bestemt også brug for noget nyt.
I dag blev der taget fat på oprydningen. Mit kontor, som er fyldt med alt muligt fra Lyshodlt-tiden, fik starten på en grundig rengøring: en masse regnskaber og bilag blev kasseret og en masse bøger om ledelse og projektledelse ligeledes. En masse elektronik, som bare er blevet gemt væk, efterhånden som nyt er kommet til, blev også kasseret. Turen gik til Miljøcenter Greve, og det hele blev smidt ud. Dejligt håndgribeligt, og så véd man, der ikke er nogen vej tilbage.
Jeg hader i bund og grund at smide ud, så det er stort at komme i gang. Der er nogle gamle hundeblade og rosetter, som jeg ikke rigtigt ville i gang med – alle de minder – men meget andet røg ud. Der var noget praktisk med min trofaste, gamle stationære pc, hvor Dreamweaver har været mit værktøj til at opdatere mange hjemmesider, aktuelt www.bordertoborder.dk og www.sydkystenshundeskole.dk. Det bliver løst sammen med Christian.
Jeg skrev i fredags om mine ændrede planer for Max i rally i 2020. Nose Work og FS har jeg ikke nævnt.
Jeg er helt sikker på at jeg fortsat vil arbejde med Nose Work. FS er jeg mere usikker på, og den gode grund er, at jeg ikke kan svare på hvorfor. Jeg er halvlunken, og det er et dårligt sted at starte. På den positive side er, at jeg synes HTM/FS er en fascinerende sport, som jeg elsker at være en del af. At Max og jeg havde en fin debut i klasse 2, og har et program der kan udvikles til et rigtigt godt klasse 2 program. Men er det det, jeg vil prioritere? Er det, at arbejde med udvikling af FS-programmet vigtigere end at udvikle/finpudse/skærpe rallydetaljer, så vi kan blande os med toppen? Vil jeg prioritere rally, Nose Work OG FS?
Der kommer helt sikkert en afklaring indenfor de kommende uger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar