lørdag den 12. september 2020

When I get older

 

Det har været tydeligt for mange, at jeg bestemt ikke var på toppen sidste weekend til DM. Min halten, som har varieret noget over tid, var særlig slem den weekend, og det gav nogle irritationsudbrud, som bestemt ikke var nødvendige, og jeg glædede mig ikke så meget over et meget vellykket DM, som jeg normalt ville have gjort.

Mandag havde Kirsten og jeg en enetime hos den Tina (denfittecoach) og jeg følte mig virkelig stiv og gammel, og fik et skåneprogram.

Selvom jeg hader det, så ringede jeg til lægen tirsdag morgen for at få en akuttid, og den fik jeg samme eftermiddag. Jeg blev krydsforhørt og tjekket, og onsdag fik jeg taget seks blodprøver, som jeg får tilbagemelding på forhåbentlig først næste uge.

Onsdag aften var jeg ret frisk og kørte på for fuld damp til Bootcamp, med bl.a. burpees, som jeg ingen problemer havde med …

Hundetræningen er bestemt ikke gået i stå, men jeg prioriterer den nære træning og online-træningen. 

Tirsdag var det den ugentlige Nose Work-træning hos Merete, som jeg nyder hver gang. Det er tydeligt at begge hunde udvikler sig, at de nyder det, at jeg nyder det, og at konkurrenceelementer er med i spillet, men ikke afgørende. Begge hunde skal til prøve i Hvalsø 24-.25. oktober, og det er vi bestemt klar til.

Torsdag stod den på rallytræning hos Lise i Albertslund. Jeg er efter tre ganges træning vildt imponeret over, at Lise kan skære igennem det hele, og præcist påpege svagheder og ideer til at afbøde dem. Vi er i fuld gang med øvet skilte, og jeg er så glad for at jeg har valgt at beholde Otto i begynderklasse, for der er virkelig meget vi skal have styr på, med hensyn til kontakt og fokus, før vi går videre.

På mandag starter jeg på et online kursus: ”Fullt Fokus online grundkursus” hos Nina Steinbach. Det handler om at træne, at hunden vælger fører, frem for omgivelser, at træne fokus, at træne udholdenhed og hvordan man starter træning.

Denne weekend er booket til rallyprøver.

I dag gik turen til Jylland. Jeg var hos Amanda kl. 6, og sammen kørte vi til Sporup, for at deltage i Kreds 6’ rallyprøver, de sidste kvalifikationsprøver til Årets Hund 2020. Det er meget flot arrangement, Helle Juul Pedersen er en stjerne til at organisere prøverne!!!

Otto synes det var et spændende område, og jeg må indrømme at jeg kæmpede med at få hans fokus undervejs. Det blev til et par ommere, nogle andre 3’ere og en del 1’ere, og vi endte med 80 point. Ikke prangende, men som jeg blev mindet om: Otto er ikke 15 måneder endnu, det var et udfordrede miljø for ham, og at få 80 point under de vilkår, og med en logrende hund, det er ikke så tosset 😊 

 

Videoen kan ses her (tak Amanda), det er ret tydeligt at jeg ikke gå så godt ☹

Under præmieoverrækkelsen blev det rigtigt slemt, jeg fik virkeligt ondt, men heldigvis var der den dejligste hjælp, og jeg fik noget smertestillende og en masse formaninger. Det redede mig igennem dagen … 

Max var oppe i championklasse (videoen kan ses foroven, tak Charlotte). Han var varmet perfekt op, og vi gik en tæt på perfekt bane. Der kom en spin lige før springvand, så det lavede vi om. Og så var der 1 for touch i stå foran. Helle Gadeberg sagde i feedbacken, at det var det mest præcise hun har set os gå ever, og det var skønt at høre!!!

96 point rakte i et vildt flot felt til en 6. plads, der var 4 med 97 og 3 med 96. 6. pladsen betød at vi fik et ekstra point til Årets Hund, og ender som nr. 16 på kvalifikationslisten. De 15 bedste kommer til finalen. Vi krydser fingre for et afbud.

Lige nu slapper jeg helt af, nyder et glas rødvin, og har besluttet, at det bliver afgjort i morgen tidlig, om jeg deltager i rallyprøverne i kreds 2. Lige nu tror jeg, at jeg gør, men … 

Ugen har også budt på godt input fra Louise til mit FS2-nummer. Jeg er tilmeldt FS2 på Samsø næste måned, men jeg besluttede i går aftes, at vores optræden 5. september bliver Max’ og min afsked med HTM/FS-verdenen. Det har simpelthen ikke prioritet at arbejde for en FS2-titel, så Max og jeg holder fokus på rally og Nose Work. Så vi kommer til at gå noget rally til When I’m 64 på Samsø 😉

Otto er tilmeldt færdighedsprøve 1 på Samsø, og jeg skal i gang med træningen. Jeg skal mærke seriøst efter, for at mærke om motivationen er der.

Ingen kommentarer: