lørdag den 30. januar 2021

Årets første rallyprøve

Top-3 fra begynderklassen (foto: Anette Willumsen)

I dag var DKK vært for årets første officielle rallyprøve.

Lonni og jeg har talt om, hvordan vi kan få gang i rallyprøverne igen. Indrømmet, det er lidt bøvlet med et forsamlingsforbud på 5, men sådan er vilkårene.

Det er blevet afklaret jf. SENESTE-DKK-COVID-19-retningslinjer-for-hundesport.pdf at ”Personer, der er til stede i kraft af deres ansættelsesforhold, f.eks. trænere eller dommere, tæller ikke med i opgørelsen af de 5 ovenstående personer. Efter kontakt med Politi og Kulturministeriet for uddybning af ovenstående, vurderer DKK, at der - for at kunne benytte sig af denne undtagelse - skal der foreligge en skriftlig (ansættelses- )aftale mellem kreds/klub og den enkelte instruktør/medhjælper/dommer. Der behøver dog ikke være tale om, at den enkelte skal honoreres for sit arbejde med løn.

Jeg har foreslået en udgave, hvor der er én official, der står for alt det formelle: er dommer, tidtager, sekretær og prøveleder. Vi har aftalt tre prøver, hvor vi forsøger at praktisere det.

Den første blev afholdt i dag på DKKs lufteområde ud mod Jersie Strandvej. Først havde vi opslået championklasse og seniorklasse, for at få lidt flere med blev der også åbnet for begynderklasse.

I dag skulle vi så afprøve konceptet, med 7 champions, 6 seniorer og 9 begyndere.

Championbanen

Ud fra min egen oplevelse og de tilbagemeldinger, jeg har fået var det en stor succes. Tidsplanen var lidt for optimistisk, men ellers kørte det bare.

Hvad var anderledes i forhold til prøverne i gamle dage?

  1. Én official, hvor der tidligere var dommer, tidtager (flere dommere tager dog selv tid), sekretær og prøveleder
  2. Der var – på den generelle dispensation fra Rallyudvalget, så længe forsamlingsforbuddet er under 20 – ikke udbudt alle klasser
  3. Banerne blev udsendt pr. mail i går aftes kl. 21, og dermed kunne tiden til banegennemgang reduceres
  4. Der var udsendt detaljeret tidsplan, så hver gruppe af deltagere vidste cirka hvornår, de skulle møde regne med at komme op
  5. Championklasse og begynderklasse var begge opdelt i to grupper, og der var dermed ikke samlet præmieoverrækkelse. Det var heldigt, at top-3 i championklasse var med i anden gruppe, og den bedste ekvipage af første runde af begynderklasse, ventede på at anden gruppe var færdig, og kunne dermed få sin roset på dagen (som de vandt)
  6. Vi havde annonceret på forhånd, at arealet var DKK’s lufteareal, ikke det perfekte område til en rallyprøve, men bestemt godkendt. Man kan se på fotoet, at det er lidt ujævnt, men der var ingen, der var utilfredse med det. Som nævnt var der 22 starter, resultaterne kan ses her: Prøve resultat (hundeweb.dk) Resultaterne tyder bestemt ikke på, at arealet har haft en negativ betydning.

I morgen er der en tilsvarende prøve med begynderklasse (12) om formiddagen, og champions (9) og seniorer (7) om eftermiddagen.

Den 13. februar er der en prøve kun for øvede og eksperter.

Helt ærligt, så har jeg fået lyst til flere prøver, så der kommer nogle flere 😉

Selvfølgelig betyder økonomien også noget. Alle prøverne afholdes i DKK-regi, og gennemførelsen er Rallyudvalgets bidrag til at genere indtægter i en tid, hvor der ikke afholdes ret mange prøver.

Fotoet for oven er taget af Anette Willumsen og er top-3 fra begynderklasesen:

  1. Sofie Hvid Haurholm & Australian Shepherd Khetashio Blazing Star 99 point
  2. Kim Haraldsen & Mastiff Hugedogge Eagle 98 point
  3. Lonni Prirsching & Australsk Kelpie Skovfarmen's Blue Ulfrikr 96 point,

onsdag den 27. januar 2021

Træning & gang i rallyprøver & quiz 2021

Noget af legetøjet holder ganske kort tid ...


Træning

Jeg er kommet ind i et mere systematisk træningsforløb med Otto, med input fra diverse onlinekurser og enetimer hos Johanna. De sidste er helt uundværlige, for selv om der også er hjælp at hente på onlinekurserne, er der for mig intet der kan erstatte at en meget dygtig instruktør ser hvad jeg gør, og ikke gør, spørger til det og kommenterer det.

Senest havde jeg svært ved at få brudt nogle uhensigtsmæssige kæder, jeg har fået trænet i forbindelse med bakning og fremsendelse til target, der kom lige nogle fine kommentarer, og så er der grundlag for at bryde de kæder. Der var noget frustration - både hos Otto og mig - i forbindelse med indøvelse af baljen med uret, det er nu løst.

Der er helt sikkert kommet en helt masse utilsigtede signaler fra min side ved at have indøvet  rallyøvelser med line på. Jeg har fra starten været opmærksom på at huske at træne med line; det gjorde jeg ikke med Lille Bjørn, og det affødte en del problemer, da vi skulle til at gå rally og LP. Så det gjorde jeg rigtigt med Otto. Til gengæld er der nu øvelser, fx sit gå rundt om, hvor linen og min måde at skifte greb om linen på, er noget Otto læser, og det indgår i hans opfattelse af øvelsen. Så uden line sker der underlige ting. Det har vi nu fået sat ord på, og jeg har grundlag for at arbejde videre med det.

Gang i rallyprøver

I næste weekend afholder DKK to rallyprøver ved DKK. De bliver afviklet med tre klasser (begynder, champion og senior) under den generelle dispensation Rallyudvalget har givet, for at udbyde prøver uden alle klasser, og der er 22 og 28 tilmeldt de to dage. Afviklingen er omhyggeligt planlagt af Lonni og mig, så alle retningslinjer overholdes, og vi alligevel får et relativt fornuftigt flow i afviklingen.

Det er lidt et eksperiment, da jeg bliver den eneste official. Jeg er vant til at dømme og tage tid. Men i weekenden skal jeg også være prøveleder og sekretær. Jeg tror det kommer til at gå ganske enkelt; deltagerne er blevet bedt om at udfylde det de kan i resultatbøgerne på forhånd, så jeg bare skal indføre deres resultat og sætte dommerstempel. Lonni indtaster resultater ud fra dommersedlerne (som jeg altid tæller sammen), så der ikke skal udfyldes resultatliste.

Vi regner med at det går fint, og har allerede opslået en prøve for øvede og eksperter den 13. februar.

Jeg dømmer alle prøverne, fordi jeg vil afprøve konceptet på egen krop inden jeg prøver at overbevise andre om, at det er smart, og fordi jeg samlet har 3½ km kørsel til DKK, så omkostningerne bliver holdt på et minimum 😊

Quiz 2021

Der er kommet 8 besvarelser på Quiz 2021. Hvis flertallet (6-8) får ret så sker følgende i 2021:
  • Max kommer til DM i championklasse og juniorklasse i rally og til Årets Hund i championklasse
  • Max får 1-3 bronzecertifikater, men bliver ikke RLCHB. Og han kommer ikke på landsholdet i rally
  • Max får NW2-titlen
  • Otto kommer til DM og Årets Hund i begynderklasse og bliver RØM
  • Otto får 0-4 1. præmier i NW1
  • Otto består en Færdighedsprøve 1
  • Max og Otto deltager i 12-30 rallyprøver og 1-5 NW-prøver
  • Jeg dømmer mellem 8 og 35 (!) rallyprøver i år, gennemsnit 14½
  • Jeg vejer mellem 75 og 81 kg. ved åres udgang, gennemsnit 78,3 kg.
  • Jeg går måske på pension (5 ja og 3 nej)
Kun tiden kan afgøre, hvordan det går 😊

Tina Jørgensen, denfittecoach

Tina Jørgensen, sej og fit coach :-)

I slutningen af 2018 var jeg til sundhedstjek hos lægen, og det blev konstateret at jeg var lige på grænsen til diabetes 2. Jeg besluttede bl.a., at jeg skulle bruge professionel hjælp til at arbejde med min vægt (som var 89 kg.) og min krop (jeg var meget usporty).

Kirsten researchede lidt og fandt frem til Tina Jørgensen - denfittecoach. Jeg kontaktede hende og den 17. december 2018 havde jeg en prøvetime Fitness coach, og den time var noget af det bedste der er sket for mig.

For det første var det lige fra starten tydeligt at Tina er meget kompetent. Hun har uddannet sig indenfor en række forskellige områder bl.a. fitness- og holdinstruktør, sundheds- og vægttabscoach, kostvejleder og sportsterapeut. Når hun gennemgik øvelser, var det omhyggeligt, hun gjorde opmærksom på, hvad øvelsen havde fokus på, hvordan man skulle udføre den og hvad man ikke skulle gøre.

For det andet var hun meget ærlig og realistisk om, hvad det krævede fra min side, og hvor lang tid der ville gå for, at jeg kunne nå den vægt jeg drømte om (77 kg.), og det bedre fysiske velvære ved at være fit.

For det tredje så var og er hun meget inspirerende! Hun smiler og støtter, og presser på en god måde, så man får lyst til at yde lidt ekstra.

Minus 12 kg.!

Så allerede den dag besluttede jeg, at jeg ville starte et forløb hos Tina, det startede for alvor 2. januar 2019 Gode vaner og en vigtig milepæl blev nået, da vægten nåede ned på 77 kg. den 21. marts 2019 Livsstilsomlægning 

Som alle, der har forsøgt at ændre livsstil ved, er det ikke nok at gøre det i en periode, og så vende tilbage til den gamle. Så da jeg havde tabt de 12 kg. var jeg helt med på, at det sværeste var at holde vægten.

Efter træning en varm sommerdag

Derfor var beslutningen nem at tage, nemlig at fortsætte træningen hos Tina. Kirsten var også blevet lidt grebet af mine fremskridt, og hun begyndte også at gå til nogle enetimer. Senere begyndte vi på et seniorhold sammen, fandt ud af vi sagtens kunne flytte over på hold med de ”unge”, og sådan er det bare fortsat.

Jeg har nu trænet 2 år hos Tina, Kirsten over 1½ år. Allerede før der blev lukket for indendørstræningen havde vi besluttet, at vi ville deltage på de udendørs bootcamps vinteren over, og det gør vi!

Tina har som så mange andre selvstændige måtte kæmpe med restriktioner og ændringer af dem med kort varsel. Og hun har gjort det med fantastisk energi. Vores bootcamps startede med ubegrænset deltagertal, vi var over 20 til et par træninger i sommers, så blev grænsen 10, og nu er den 5, og selvom det er hårdt, så klør Tina på med ukuelig energi. Hun gennemfører holdene, under hensyntagen til alle restriktioner, og hun tilknytter flere instruktører, så der er rige muligheder for at træne på mange forskellige tidspunkter og i flere forskellige discipliner.

Efter træning en regnfuld januar dag

Vi kommer naturligvis til alle træninger uanset vejr, og som man kan se af dette foto, er humøret højt, selvom det regner eller småsner. Det føles faktisk ekstra sejt at have trænet en time i lidt surt vejr 😉

Hvis du har brug for at komme i gang med træning eller savner ny inspiration i din træning eller i øvrigt har brug for hjælp og sparring indenfor et af Tinas mange kompetenceområder, så kan vi kun give hende vores varmeste anbefalinger!

mandag den 18. januar 2021

Livet som pensionist …

Køge Havn Søndermole

Fredag morgen deltog jeg i et onlineforedrag om gode arbejdsvaner, når man arbejder hjemmefra. Bl.a. blev vi præsenteret for the Circle of Better Life:


 Jeg havde det rigtigt godt med, at jeg på de fleste punkter synes jeg lever rigtigt godt op til de seks komponenter. Overgangen var at arbejde på arbejdsadressen og arbejde hjemmefra har i den sammenhæng været gnidningsfri og jeg har ingen problemer med at fastholde de gode vaner. Der er udsving, men de bliver håndteret!

Indisk lammeret

Fredag designede jeg for første gang i langtid nogle rallybaner. De skal bruges til prøverne ved DKK 30. og 31. januar, og er de første officielle prøver efter de opdaterede regler, hvor der fx kan startes med højrehandling, og er forskellige andre mindre ændringer til, hvordan fordelingen af skilte skal være. Jeg synes, det er nogle fede baner, og glæder mig til at se dem i praksis.

Der er tilmeldingsfrist på søndag, og i morges var der 10 tilmeldt i alt til hver prøve. Jeg foreslog derfor at vi udvidede med begynderklasse, og sådan blev det 😉

Et skønt hundeliv :-)

I weekenden skulle der har været rallykursus med Ida Lindgren begge dage, men det er blevet flyttet til august, og i stedet havde jeg en blank kalender (vinterbootcamp var også flyttet) som blev brugt til gode ture med hundene, dejlig mad og en del film.

Køge Havn

På filmfronten har jeg i denne omgang kastet mig ivrigt over Rouben Mamoulians værker. Han har instrueret 16 spillefilm, hvoraf jeg har set de 7 i år: Applause(1929)Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1931)Love Me Tonight (1932)Queen Christina (1933)The Song of Songs (1933)Becky Sharp (1935) og SilkStockings (1957).

På listen over film, der skal ses i den kommende tid, står: City Streets, We Live Again, The Gay Desperado, Blood and Sand, The Mark of Zorro og Summer Holiday.

Og så er der tre, der mangler i samlingen, dem må jeg få fat i 😊 High, Wide and Handsome, Golden Boy og Rings on Her Fingers.

Overskriften? Et af spørgsmålene i min Quiz 2021 er ”Går Paul på pension i 2021 (har opsagt sin stilling i Nets til fratræden senest 31.12.2021)?” Der er kommet 7 svar, 4 har svaret ja, 3 har svaret nej. Der må gerne komme lidt flere svar, så jeg har forlænget fristen til næste søndag 😊

Men jeg må sige, at livet som pensionist ikke virker skræmmende!

onsdag den 13. januar 2021

Detaljer

Tirsdag morgen, skøn start på dagen

Først en reminder: Du kan stadig nå at være med i min Quiz 2021, der er frist til og med på søndag. Der er allerede fem, der har givet deres bud, og jeg laver en opsummering i næste uge 😊

Der er en del træning (fitness og hunde) der bliver udskudt pt., men heldigvis er der alternativer og supplementer. Tina (denfittecoach) har således udbudt mini camps, som i øvrigt bliver revet væk, Kirsten og jeg har tilmeldt os et hold som løber over 3 uger med træning mandag og onsdag 17-18. Vi startede i mandags i ret kedeligt vejr, men det afholdt naturligvis ikke nogen fra at komme og træne!

Det sejeste fitness-hold

Jeg trænede selv for nedsat kraft. Efter at alle problemer med hofte mv. er trænet væk, var jeg lidt overmodig i juleferien og fik gået (lidt/alt) for meget – ja, helt banalt blev jeg revet med af at skulle sætte nogle rekorder. Jeg er nu lidt øm i venstre knæ, og Tina var jo ikke længe om at afdække ondets rod. Hun spurgte, hvad jeg havde gjort anderledes, og det var jo det med at have gået meget. Så mine øvelser blev tilpasset, og jeg passer på ikke at gå så meget det næste stykke tid.

På hundefronten har jeg meldt til et onlinekursus ”Fri ved fod a la rally” hos Rikke Svensson, jeg har set en håndfuld videoer, og jeg skal nok skrive mere om kurset når jeg får prøvet det af, det ser meget lovende ud!

I går havde Anita, Amanda og jeg booket en enetime hos Johanna, og det var virkelig tiltrængt at få gjort status. Jeg havde primært fokus på tricksene til Færdighedsprøve 1. Der er nogen rigtigt gode, og så er der nogen, der er meget mangelfulde, på grund af detaljer, som er oplagte – når jeg får dem forklaret.

Der er noget med mine hænder, som er klar til at belønne (næsten) før belønningssignalet er givet, og det har Otto naturligvis luret for længst; så han behøver ikke at høre efter, han holder bare øje med mine hænder. Fx spring over stok: han er til venstre for mig, jeg holder stokken i højre hånd, han springer ikke rigtigt … fordi han ved at belønningen kommer fra venstre hånd, så hvorfor springe!!! Da jeg holdt stokken med venstre hånd, ville han meget gerne springe, for nu var forventningen jo at der kom belønning fra højre side.

Et andet eksempel: giv pote. Der er udtalt tendens til at Otto slikker på min hånd først, og så kommer poten. Vi eksperimenterede lidt med setup, og jeg endte med at give kommando med begge hænder på ryggen … Reaktion: INGEN. Han aner ikke hvad giv pote betyder, fordi jeg har fået rodet godbidder, håndsignaler og sikkert andet ind. Så vi prøver forfra!

Til sidst havde vi fokus på bakning, hvor jeg sjovt nok (også) har haft nogle meget uklare kriterier, og har brugt en stok som hjælpemiddel på en ikke helt gennemtænkt måde. Der har jeg fået input til en ændret strategi, hvor jeg anvender platform.

Og sådan kom jeg omkring en hel masse med Otto, og har en masse opdateringer af træningsplanen noteret.

Max var på indimellem og gik en udfordrende championbane, desværre med en anelse ufokuseret fører, som ikke hjalp ham godt nok gennem de åbenlyse udfordringer, så vi faldt i den ene fælde efter den anden. Som at løbe til felt i stedet for til kegle, springe i stedet for at stoppe før spring, springe i stedet for at  løbe om kegle og tage tunnel i stedet for at gå rundt om mig. Så det var lige en kraftig reminder til mig om at stille mig fornuftigt og give de rigtige kommandoer i tide. Min dårlige undskyldning er, at jeg er lidt rusten …

Så som altid en masse detaljer at arbejde med og en masse god inspiration.

søndag den 10. januar 2021

Nyt år, nye muligheder

Søndag morgen - en skøn start på en dejlig dag

Det nye år er kommet godt i gang for mig. Den første uge på arbejde minder til forveksling om de sidste før juleferien, og det har jeg det godt med. Det fungerer for mig – og de områder, jeg er involveret i – at kunne arbejde hjemmefra, og savnene ved at arbejde hjemmefra er til at overse.

På hundefronten er der kommet mere styr på hjemmetræningen, herunder er der kommet endnu et online-kursus i kalenderen, Rikke Svenssons Fri ved fod a la Rally.

På konkurrencefronten prøver vi i DKK-regi at afholde et par rallyprøver 30.-31. januar kun med championklasse. Prøverne bliver afholdt, hvis der er ikke restriktioner, der forhindrer det. Det er ikke vigtigt for menneskeheden med de prøver, men det er mentalt vigtigt for dem, der ønsker at deltage, og os, der har som en del af vores mission at holde rallyprøver.

Vi har rallydommermøde i DKK 23. januar, og det bliver med overvejende sandsynlighed et rent digitalt møde, selvom vi indtil det sidste håber at nogen af os kan være sammen. Jeg øver mig i at kunne præsentere nogle bedømmelsessituationer anderledes end normalt, der skal nok gå.

Hvad med kommende prøver? Jeg har intet meningsfyldt nyt at sige i den sammenhæng. Prøver kan og må afholdes under hensyntagen til de til enhver gældende retningslinjer, og de ændres løbende. Jeg er frisk på at planlægge prøver, og aflyse dem igen, med kort varsel, for sådan er vilkårene, og jeg vil gerne være med til at vise, at det er muligt at afholde prøver, selv med ganske snævre restriktioner.

Ikke bare fordi er muligt, men fordi jeg tror på, at vi afprøver muligheder for at afholde prøver under omstændigheder, som måske bliver de nye vilkår. Eller måske en mild udgave af de nye vilkår. Så fremfor at håbe på, at vi vender tilbage til tiden ”som den var”, så må vi indrette efter tiden, som den er.

Jeg har i det nye år – og nej, det var ikke et nytårsforsæt – fået set en del film, og er begyndt systematisk at skrive om dem Blog om film, bøger, musik.

Som trofaste læsere vil vide, var jeg en meget udtalt filmnørd i mine yngre dage, og det er en fornøjelse at få genoplivet den ungdomsinteresse. Det er ikke bare at spørgsmål om at se filmene, men også at få læst op på dem, få dem sat i perspektiv.

Det er skønt at få læst om mine gamle helte og heltinder, aktuelt har jeg fået set tre Mamoulian film: Love Me Tonight, Applause og i dag Silk Stockings, som jeg ikke har fået skrevet om endnu. Tom Milnes bog Mamoulian fra 1969 er blevet konfereret flittig ligesom diverse Internet-sider. Ja, Tom Milnes står fortsat i filmbiblioteket, selvom der er blev ryddet godt ud i det, men de vigtigste bøger har jeg gemt 😉

At skrive om filmene tvinger mig til, på en konstruktiv måde, at forholde mig til dem, og glæde mig over, at jeg kan tillade mig den luksus at se filmene.

Fitness-træningen er heller ikke gået i gang som egentlig planlagt, men Tina (Denfittecoach) har ageret lynhurtigt i forhold til de opdaterede restriktioner, og i morgen starter Kirsten og jeg på en minicamp over de kommende mandage og onsdage i tre uger.

For at skære det helt ud i pap: Ingen jammer her over begrænsninger, vi prøver at få en masse godt ud af de nye vilkår!

lørdag den 2. januar 2021

Årsskifte

Det er ikke alle, der går op i nytår ...

Vi fik taget godt afsked med 2020 og er kommet godt ind i 2021.

Jeg vil gerne starte helt banalt med at tale om det, som rigtigt mange, der går til prøver med deres hunde, véd: hvis en prøve ikke går, som du havde håbet på, så lær af det, og fokusér derefter på fremtiden. Det samme gælder selvfølgelig i større skala. Der er ingen grund til masochistisk at fokusere på det, der ikke fungerede, hverken på prøveniveau eller i større skala.


Nytårsaftensdag havde Kirsten meldt sig til nytårstræning hos denfittecoach kl. 10:00-11:15, jeg synes det var lidt vildt, når vi også havde trænet aftenen inden 18:30-19:30. Jeg lovede at køre Kirsten til træning, og så gå en tur med hundene, mens hun trænede.

Det var perfekt!

Kirsten havde noget skøn træning, og jeg gik en dejlig tur med Max og Otto, og det var timet perfekt. Jeg kom tilbage da træningen sluttede, fik et glas Asti og nogen kage og fik taget ovenstående billede af det seje hold!


Nytårsaftenmenuen var bestilt hos Bistroen i Køge, det har jeg skrevet et lille indlæg om Nytårsaftensmenu fra Bistroen i Køge.


1. januar var en rolig dag uden planer. Kirsten foreslog, at jeg så en af mine gamle film, og valget fandt på Erich von Stroheims vidunderlige Queen Kelly, som jeg har skrevet om i dette blogindlæg Queen Kelly.


Til aften fik vi et par drinks, inden aftensmaden: andebryst med hokkaidogræskar samt palmekål med løg og svampe. Dertil Matsu, El Recio 2018.

I dag havde vi heller ingen planer, før jeg i går aftes foreslog min gamle filmnørdeven Bo, at vi mødtes på Amager, for at hilse på ham – han fylder 70 i dag.


Vi sørgede for kaffe og kage, hundene fik snuset til Amager, og vi fik alle set lidt af det nye Amager. Og lidt af det gamle, de tilgroede biler kunne jeg ikke stå for 😉 


Vi glemte at tage et foto, da vi var sammen med Bo, så Kirsten og jeg måtte ofre os, og sørge for en ekstra fødselsdagshilsen hjemmefra!


Til aften hummer og Marco Tanganelli, Anatrino Bianco 2019. Derefter oste og Matsu el Picaro 2019.

Ja, vi fik taget flot afsked med 2020 og har på allerbedste vis taget imod 2021.