torsdag den 28. oktober 2021

We do not learn from experience... we learn from reflecting on experience

Kilde: PsycholoGenie

I mandags så jeg en præsentation, hvor citatet ”We do not learn from experience... we learn from reflecting on experience.” (John Dewey) blev brugt. Supergodt citat, så jeg skulle naturligvis tjekke hvem John Dewey var. 

Den meget korte udgave, kilde Wikipedia: John Dewey (1859- 1952) amerikansk filosof, pædagog og samfundskritiker. Han er blandt andet kendt som en af ophavsmændene til erfaringspædagogik. Han regnes som en vigtig person inden for pædagogisk filosofi og filosofisk pædagogik, der har sat et vigtigt spor i pædagogikkens idehistorie. Han er især blevet alment kendt på grund af sin pædagogiske filosofi, der havde fokus på demokrati og erfaring. Han er i den forbindelse særligt kendt for sit slogan “learning by doing”.

Så fik jeg lyst til at finde andre citater af ham, og på Goodreads fandt jeg en liste med 141 citater. Jeg valgte nogle få ud, men jeg synes de er vildt spændende at læse fra en ende af og reflektere over:
  • Failure is instructive. The person who really thinks learns quite as much from his failures as from his successes.
  • A problem well put is half solved.
  • The most important attitude that can be formed is that of desire to go on learning.
  • The path of least resistance and least trouble is a mental rut already made. It requires troublesome work to undertake the alteration of old beliefs.
  • Arriving at one goal is the starting point to another.
Det blev så optakten til omtalen af tirsdagens træning.

Først Nose Work hos Merete med Otto, i Solrød Centret. Der var rigtigt meget flot arbejde af ham, men også meget, der har givet anledning til refleksion over, hvordan jeg sætter ham i gang med at søge, og hvordan jeg undgår at han ”slår ud” indimellem.

 

Der var fx det allerførste søg hos Merete, hvor han startede med at tisse op af det træ, som kilden sad på, og gik videre, for at søge på genstande, hvor der ”plejer” at være kilder. Det er noteret i træningsloggen, for både denne og andre situationer, faktisk alle dem, hvor vi først fandt kilden efter en ”ommer”, skal der arbejdes med.


Om aftenen sluttede forløbet Rally skills hos Johanna, med et prøvesetup med ovenstående bane. Lone Thyrsborg var dommer på venstre del, Johanna på højre del. Banerne var offentliggjort på forhånd, og det var meldt ud at det ikke var en konkurrence.

Venstre del: fri ved fod, 270 grader, fri ved fod langsom gang, 270 grader, fri ved fod, springvand, fri ved fod, 270 grader, fri ved fod langsom gang, 270 grader, fri ved fod mål. Derefter bakke 1, bakke 2, bakke 3 skridt, fristende 8-tal og mål.

Højre del: stå under gang, dæk under gang og sit under gang (alle på anderledes underlag), 3 på hinanden følgende fristende 8-taller, valg mellem forskellige springmuligheder, hvor Otto fik to gange spring-ro-spring, Max spring-ro-spring, dobbeltspring-ro-dobbeltspring samt uden for bedømmelse trippelspring-ro-trippelspring.

Hver del blev bedømt og vores scorer kan ses nedenfor.


Min tilgang var ganske enkel: Her var to oplagte muligheder for at træne prøvesituationer, så jeg brugte lejligheden til at træne prøveagtigt (opvarmning, indgang, gennemførelse, afslutning) med passende belønninger undervejs.

Otto var bestemt ikke træt efter Nose Work-træningen, faktisk sprudlede han og havde en fest og fik hilst både på Lone og Johanna, og tjekkede godbidder og andet på og uden for banen. Min vigtigste opgave var at holde hovedet koldt og støtte ham, så han valgte mig til, og det lykkedes bestemt! Der er øvelser vi ikke kan, selv uden forstyrrelser (bl.a. stå under gang, gå rundt om), og der var bestemt forstyrrelser ud over det sædvanlige på dagen. Så jeg er overordentlig tilfreds med indsatsen fra os begge, og meget bedre mentalt rustet til de nært forestående rallyprøver uden line 😉

Max var perfekt varmet op og vi gik det bedste vi kan. Hans fokus var eminent og følelsen var vidunderlig – jeg fik skabt boblen! Alt kørte som det skulle og de tre springøvelser var lige i skabet, inkl. trippelspringet.

Som Johanna sagde bagefter (Max og jeg var sidste ekvipage), var det IKKE en konkurrence, men hvis det havde været, ville Max have vundet og hun skrev senere til mig: ”Skills Champion Extraordinaire”.

Hvad lærte jeg af de to prøver?

En masse i forhold til Otto og opvarmning, og min måde at håndtere, når han mister fokus, hvor jeg blev lidt febrilsk et par gange. Det er jo ideelt at kunne skabe denne usikkerhed hos mig under træning, så jeg kan blive bevidst om det, og gøre noget ved det. Og jeg fik naturligvis en klar bekræftelse af, at vi skal fortsætte momenttræningen i en masse øvelser.

Med Max fik jeg en bekræftelse af, at jeg ”bare” skal slappe af, tro på at det hele kan lade sig gøre, og skabe boblen - for Max vil gøre alt for at det lykkes 😍

Ingen kommentarer: