Mandag den 6. juni
Dobbelt rallyprøve i Jyllinge for B Ø E. Jeg var kommet til at sige ja til nogle ekstra tilmeldinger søndag aften, og vupti dømte jeg 55 hunde, det absolutte maksimum en dommer må dømme. Fed dag med masser af flot førerarbejde, og lidt regn indimellem, som man måske kan ane på billedet fra den første ekspertklasse.
Vi sluttede af med en nordisk bane designet af Liv, som tre friske udøvere deltog i. De 300 kr, som de indbetalte, gik til landsholdet i rally.
Tirsdag den 7. juni
Rallytræning hos Johanna. Tre lange baner, og vi SKULLE gå den ene med omkring 23 skilte.
Jeg lagde ud i flot stil med Otto, som gik i snus og jeg fortsatte og han kom ikke. Efter 20 sekunder blev vi stoppet og fik evalueret og startede igen. SÅ var Otto klar og gik med den flotteste kontakt og en masse virkeligt flotte øvelser, inkl. en del E C.
Max gik også som en drøm, det jeg specielt noterede var at tulipanen gik galt, som den også gjorde ved landsholdskvalifikationen, og diagnosen stillede Johanna nemt, ved at spørge til min kommando … det VAR den samme som skiftside bagved, der er ingen præmie for at gætte, hvad der gik galt …
Onsdag den 8. juni
Rallytræning hos Karina. Temaer masser af sitter, flow og sideskift.
Begge hunde var helt på toppen. Max er på toppen til al træning efterhånden, jeg elsker at træne med ham, og konkurrere med ham. Otto, ja jeg kan sige det samme om ham. Specielt afslutningen, hvor vi skulle gå en kort bane med lidt sideskift og synkroner var han totalt magisk flyvende, og jeg fløj hjem.
Torsdag den 9. juni
Skøn Bootcamp hos Ninna, og derefter pizza fra Braunstein. Vejret var fantastisk, fotoet er taget mod Køge Havn, mens jeg ventede på pizzaerne.
Fredag den 10. juni
Jeg havde en træningsaftale med Liv i Roskilde. Vi var mest forstyrrelser for hinanden. Jeg havde seks rallyskilteholdere med og gik nogle korte sekvenser med begge hunde. Først med Max. 4 baner tror jeg, hvor lynet, 321, bakke 1,2,3 på højre side og kvadratet indgik 1 gang i hver. Det gik vildt flot, totalt perfekt og masser af leg og vi stoppede.
Otto gik også supergodt, han fik tjekket diverse forstyrrelser ud, men kun splitsekunder, så var han tilbage igen. Til sidst gik jeg to gange forløb med 4-6 skilte uden belønning, og han var totalt på! FED fornemmelse.
Inden træningen læste Liv Anjas opslag på Facebook om at Queeny var død op, jeg havde ikke selv set det. Jeg er privilegeret at have oplevet Anja og Queeny performe, et team af den anden verden. De rykkede min opfattelse af hundesport, da jeg oplevede dem de første gange – og stort set hver gang siden: det var kunst på allerhøjeste niveau, altid med masser af følelser, noget der ramte hjertet, noget der ramte hjernen og der var let til tårer, når de performede. Jeg glemmer ikke den runde af Rallyinstruktøruddannelsen, hvor vi så dem vinde VM i 2017.
Jeg vil også for altid føle mig beæret over, at jeg fik lov til at stå for indsamlingen til Et minde for livet. Tak til Queeny og Anja for de fantastiske oplevelser de har givet os, og masser af trøstende kram til Anja.
Lørdag den 11. juni
Den første landsholdssamling efter udtagelsesweekenden for tre uger siden blev gennemført i dag i Sjællands Agility Center.
Deltagere var de syv fra landsholdet, samt Helle Gadeberg og Brian Binnerup, som sammen med Karina Green og Liv Elmark-Fich udgør Rallylandsholdsudvalget, som står for de to obligatoriske landsholdssamlinger.
Vi havde naturligvis fået lov at fremsætte ønsker til landsholdssamlingen, og jeg har tjekket alle mine ønsker af, de blev opfyldt 😉
Johanna Allanach stod for teambuilding de første to timer. Vi kom bl.a. ind på det svære i at kommunikere med dobbelte (eller flere) signaler, om hvordan vi ønskede at modtage feedback, både til træning og til konkurrencer (NM) og Johanna øste af sin erfaring som holdleder for mange HTM/FS-landshold. Masser af noter gjort!
Derefter arbejdede vi med feedback i praksis, to korte baner opstillet, vi skulle gå dem og modtage feedback fra 2-3 andre, som vi var i gruppe med.
Efter frokost gennemgik vi en masse praktik i forbindelse med NM, herunder rejse, ophold, økonomi, påklædning.
Derefter endnu en runde med to korte baner og feedback.
Min opsummering af træningspassene: Max gik forrygende, som i verdensklasse!!! Jeg fik nogle supergode tilbagemeldinger, om mit tempo (lidt for hurtigt indimellem), og min afgivelse af kommandoer (lidt langsommere, og Max kan følge med) – det var en rigtig fed proces.
Vi rundede af med en evalueringen af dagens arrangement (masser af roser!), drøftelse af ønsker til næste obligatoriske runde med Tytti Lintenhofer samt drøftelser af fællestræninger i øvrigt frem mod NM. Jeg må finde ud af hvordan jeg kan blive en del af det, jeg er lidt geografisk udfordret, som det ville hedde på management sprog 😉
Jeg havde meldt fra til afrundingen med pizza hos Birgitte, jeg havde lovet Kirsten at være hjemme til aftensmad. Vi fik den skønneste gylden escalope med tomat (Jamie Oliver).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar