I Only Have Eyes for You |
Jeg vågnede tidligt i tirsdags, og der lå den mest sørgelige besked fra Amanda om at Dumle var død mandag aften, kun en uge før han ville være fyldt 12 år.
For næsten 8 år siden skrev Amanda et fantastisk blogindlæg, som jeg var så heldig at få lov at offentliggøre: Konkurrence eller ej? Jeg har genlæst det et par gange de seneste dage, og det er lige så sandt i dag som dengang. Men det, der i Dumle-sammenhæng er det vigtige er:
”I 2013 fik jeg omsider selv en hund, en blandingshund på 3 år, som jeg godt nok har kendt siden han var hvalp, en hund, jeg vidste måske ikke altid havde været den letteste eller haft det letteste liv, en hund, der aldrig er blevet ordentlig socialiseret, en hund der i den grad var misforstået! En hund, der aldrig, var blevet trænet, en understimuleret hund, der blev beskyldt for at være dum. En hund, jeg i 3 år gerne ville eje, jeg ved ikke hvorfor, men der var noget specielt ved ham.
Da min svigermor omsider kunne se fornuften i, at han blev min, så BLEV han min!”
Det lyder ikke som den oplagte hund for et konkurrencemenneske som Amanda – eller også var udfordringen netop noget for hende 😊 Selvfølgelig var det et perfekt match. Hvis jeg nogensinde skulle vælge en til at repræsentere en af mine hunde i en retssag, ville det være Amanda, for hun BRÆNDER for dyrene, og vil til enhver tid tage deres parti og forsvare dem.
Hun nåede fantastiske resultater med Dumle. Både hvad angår socialisering mv. og konkurrencemæssigt.
Jeg har været privilegeret og oplevet en masse af det på tætteste hold. Der er nogle jeg specielt kan huske, jeg nøjes med at nævne tre.
Den 6. april 2014: ”For mig var dagens ubetinget bedste oplevelse at se Amanda og Dumle i rally øvede. De to har udviklet sig fantastisk sammen, og de gik simpelthen deres livs banegennemgang i dag. Dumles hale logrer så det bare er til at blive i fantastisk humør af og i dag gik det hele op i en højere enhed, de blev trukket 5 point for nogle småting og endte med 95 point og blev 1. vinder og fik deres første pind. Superflot arbejde af Amanda og en meget velfortjent pokal!!!”
Den 30. juli 2017: ”Specielt Dumles første prøve (hos Johanna), som jeg filmede, var magisk. Totalt kontrolleret førerarbejde, perfekt støtte af Dumle hele vejen. Jeg kan godt sige, at jeg holdt vejret ret længe under den sidste del af banen, for jeg håbede så meget at de bare ville fortsætte og fortsætte. Det gjorde de, de fik 98 point og blev 3. vinder, slået på tid af to andre med 98 point. Vi var vist nogle stykker der fik tårer i øjnene over det fantastiske samarbejde!”
Og så var der lige den 2. oktober 2021 hos Neel, hvor jeg havde fornøjelsen at dømme Dumle og Amanda i seniorklasse, som viste sig at blive deres næstsidste prøve sammen. Jeg citerer Amanda 😊:
"💓 Dumle - 1. Vinder - 100 point 💓 Paul havde lavet en mega lækker senior bane, som havde en masse fvf som vi bare elsker! Så jeg havde slet ikke lyst til at gå ud igen. Tak til Neel og resten af hjælperne for en flot prøve med flotte præmier og en masse hygge!
Tak for dig Dumle, mit sorte guld 💓"
Django, Anita, Osseau, Amanda, Dumle, Max, Paul, Lille Bjørn (foto: Grafiko.dk) |
Jeg er også nødt til at nævne 29. juni 2019. ”Lørdag ringede vækkeuret kl. 03:30, for jeg havde en aftale kl. 05:00 ved Trylleskoven med Amanda, Anita og Camilla. Anita, Amanda og jeg havde bestilt en fotosession hos Camilla, fordi vi synes vi havde brug for nogle minder, mens tid er. Vi har kendt hinanden i 10+ år, og selvom vi forsøger at fortrænge det, så bliver hundene ældre. Max er den yngste af vores 5 hunde, han er kun 8 år. Django er den ældste, han bliver snart 15 år…
Det var en vildt hyggelig fotosession i det skønneste vejr. Jeg glæder mig MEGET til at se resultaterne, billedet for oven er fra allersidst, hvor vi alle skulle fotograferes sammen.”
Det er kun tre år siden, og siden har vi sagt farvel til fire af de fem hunde.
Det er sørgeligt, men det er også naturens orden. Girah har taget over efter Django og Osseau. Otto har lige så naturligt indtaget sin plads hos os. Og jeg er sikker på at Dumle har nået at give Oonique nogle tips, og at Oonique bærer noget af Dumles karma med sig.
Kære Amanda, jeg sender en masse varme tanker, du og Dumle var bare fantastiske sammen 💓💓💓
Ingen kommentarer:
Send en kommentar