torsdag den 28. september 2023

Store flyttedag

En fantastisk øl på indflytningsaftenen - en del af gaven fra Rallyudvalget

Det har været et år med mange forandringer:
  • en større rygoperation 
  • beslutningen om at gå på pension ved årets udgang
  • beslutningen om stoppe som formand i rallyudvalget og aktuelt udtræde helt af udvalget
  • beslutningen om at flytte fra Solrød til Præstø
Hver især ikke ubetydelige hændelser. 

Men den sidste, flytningen, har ubetinget været den største og i går var dagen hvor den fysiske flytning fandt sted.

I tilbuddet står meget prosaisk ”flyt a-b”. For os betyder det at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, de sidste 38 år på Fuglesangsvej 21, til Vibevej 1 i Præstø, hvor vi forhåbentlig får mange gode år.

Tiden op til flytningen har været intens og indimellem meget stressende.

Flyttevognen skulle lige bakke 300 meter

Den fysiske flytning er gået virkeligt godt. Vi havde entreret med Bryde As, som jeg kender fra et flytteprojekt i Nets for 12 år siden. De var eminent professionelle dengang og det var de også i går. 

Det er et topprofessionelt firma med fuldt fokus på kundens behov. Fire medarbejdere mødte i Solrød kl. 8 i går morges, fem sagde farvel kl. 15 i Præstø, og hele dagen oplevede vi topengagerede, omhyggelige, venlige, arbejdsomme mennesker, som ville give os den bedst mulige flytning, og det fik vi.

Klargøringen af vores nye hjem har været ikke helt uproblematisk. Men vi har haft kontakt til en del lokale håndværkere, som har gjort ekstraordinære indsatser for os. Specielt vil jeg nævne Jens og medarbejdere fra Skibinge Tømreren, Jens, Jan og Tonni fra Domiciel samt Thorkild fra Præstø VVS.

Derudover har Møns Bank med Jon og Michel som frontfigurer været exceptionelle.

I går flyttede vi ind til et hus uden strøm på køleskab/fryser, opvaskemaskine, ovn samt induktionskogeplade med integreret emfang. Samt et løbende toilet.

Hvad gør man så? Ringer til sine livliner, og Tonni fra Domiciel sørgede for strøm på køleskab/fryser i går eftermiddag og på opvaskemaskine i dag. Thorkild, som jeg i øvrigt også kender fra flytteprojektet for Nets, stillede i eftermiddags og installerede et nyt toilet.

Det er vildt værdsat alt sammen, og vi roser alle til højre og venstre og på Trustpilot.

Er det vemodigt at flytte? 

Nej, slet ikke, kan jeg ærligt sige. Jeg har FLIPet nogle gange og det positive overstråler mangefold det mindre attraktive, som primært er besvær opstået pga. uheld.

Stien til stranden, spærret pga. kystsikring ...

Da vi kom til Fuglesangsvej for 38 år siden var verden en anden. Ovenstående foto er meget betegnende: de sidste to dage vi boede på vejen, kunne vi ikke kom til stranden, fordi der som en del af kystsikringen skal etableres et tværdige ved Fuglesangsvej.

Jeg har til overraskelse for ingen, der kender mig, en masse planer og jeg glæder mig til at nyde mit otium, som ikke med min gode vilje bliver passivt. Jeg har en masse drømme og ambitioner, og jeg håber da, at mange blive realiserede de kommende år.

onsdag den 20. september 2023

Alting har en ende …

DM 2023 (foto: Helle Happy Dalsgaard)

DKK’s Rallyudvalg blev etableret i 2013, indtil da havde rally været en del af LP-udvalget. Johanna Allanach havde spurgt om jeg var interesseret i at være med og den 29. januar 2013 fik Pia Hansen-Schwartz og jeg en mail fra Johanna med emnet ”Velkommen til DKK's Rally Udvalg!”.

I 2016 begyndte der for alvor at ske noget på Nose Work fronten, Johanna var drivkraften i det, og en dag spurgte hun, om jeg ikke ville overtage formandsposten i Rallyudvalget. Den 8. juni 2016 skrev Christina Kiil, daværende direktionssekretær i DKK, en mail til Johanna, Lonni Prirsching (som sekretær for Rallyudvalget), Pia og mig med emnet: ”Rokering i Rally udvalget”: ”Kære alle. Da Johanna nu skal være formand for det nye udvalg – Nose work, har DKK’s bestyrelse godkendt at Johanna stopper som formand for Rally udvalget. Hun vil dog stadig være en del af udvalget. Paul Lysholdt overtager formandsposten i Rallyudvalget.”

Det har jeg været indtil 31. marts 2023, hvor jeg efter at have kørt parløb med Helle Gadeberg 4-5 måneder formelt overdrog formandsposten til hende, men fortsat er en del af udvalget.

For en uge siden skrev jeg til Helle og Lonni, at jeg stoppede: ”Jeg behøver ikke begrunde det, men basalt handler det om, at lysten til at være en del af udvalgsarbejdet ikke er der længere.” Formelt sker der med udgangen af september. 

Jeg elsker at være involveret i ting, som jeg brænder for. Men jeg mærker godt efter, for hvis jeg ikke brænder for det, så brænder jeg ud.

Jeg kom til at tænke på to situationer, som minder om denne:
  • Jeg var initiativtager til nogle projektlederklubber i Dansk IT’s regi. De blev meget populære, jeg stod for et par af dem gennem flere år, jeg fik sågar Ildsjælsprisen for det i 2003. Men da jeg mærkede min glæde ved klubberne forsvinde, stoppede jeg.
  • Jeg i flere år assessor på certificering af projektledere i IPMA-regi, også noget jeg virkelig engagerede mig i; men jeg stoppede, da jeg kunne mærke trætheden melde sig.
Den følelse kunne jeg genkende for nylig i forbindelse med nogle små hændelser i Rallyudvalget. Som en god ven sagde til mig: ”Du skal også passe på dit mentale jeg – du skal ikke ende som en sur gammel mand.

Beslutningen var derefter nem at tage.

Heldigvis har jeg kun mødt masser af forståelse og anerkendelse for min beslutning.

Jeg har tilbudt at bistå med konkrete opgaver, så jeg ”rydder pænt op efter mig”, det har udvalget sagt ja tak til. Jeg er endnu gladere for, at udvalget har sagt ja tak til, at jeg fortsat  koordinerer/styrer/planlægger DM i rally 2024 og NM i rally 2025. Det er projektlederopgaver, som jeg sætter stor pris på og hvor jeg synes, jeg har meget at bidrage med.

Jeg glæder mig over at være kommet ud af udvalget på en fin måde, og alligevel bevare tilhørsforholdet til rallysporten på den organisatoriske front.

Dommer ved NM 2019 med Amanda som sekretær (foto: Lone Sommer)

Hvad vil du huskes for?

Jeg stillede spørgsmålet til mig selv i går morges og det gav anledning til en masse tanker. For der er sket virkelig meget i de 10 år.  

Den 26. maj 2006 blev den første officielle rallyprøve i DKK afholdt. Det blev markeret 10 år efter med jubilæumskonkurrencer og jubilæumsbogen ”Rally i Danmark. De første 10 år.” Jørgen Hindse skrev i flot forord, bl.a.: "Selvom sporten har udviklet sig voldsomt i såvel kvantitet som i kvalitet, og der konkurreres på højt plan, så er glæden stadig i højsædet." Det er så sandt som det er skrevet, det er noget der er blevet værnet om og som jeg håber der også bliver værnet om fremover.

Hvis jeg spoler tiden små tre år frem til 2026, så fylder rally 20 år i Danmark; måske bliver nogen bedt om at skrive noget i den anledning. Jeg håber, at der kommer til at stå noget om at rallysporten er blev international, med nordiske mesterskaber og verdensmesterskaber. At Danmark afholdt det første NM i 2019 og et i 2025, det bedste af dem alle 😊 At Danmark har været et foregangsland i udvikling af rallysporten, med det visionsarbejde som foregår i år og de kommende år.

Jeg vil gerne huskes for, er at jeg har været en del af den proces :-)

søndag den 17. september 2023

Seniorklasse

 
Prøve 1

Max og jeg debuterede i seniorklasse i rally den 5. maj 2023 og har nu i alt været til 19 prøver i klassen.

Jeg har ikke et øjeblik været i tvivl om, at det var en god ide at skifte, men det er kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg nyder at gå i klassen. 

Det er teknisk ikke en nem klasse. Der er momenter, som ikke kan forekomme i klassen, men sværhedsgrad og længde kan være endog meget tæt på championklasse. Jeg har mere end én gang designet championbaner på 18 skilte, som kunne ombygges til seniorbaner på 17 skilte ved at fjerne det sidste skilt … 

Jeg nyder i den grad at Max og jeg kan hygge os sammen i seniorklassen. Når Max og jeg har den alder vi har, er det ren bonus at kunne gå til prøver, nyde at vi begge er nogenlunde fitte, og kan gå nogle fornuftige baner. 

I går var jeg for en anden lørdag i træk ude i noget, som jeg for mange år siden ville have sagt var fuldstændigt ødelæggende for mit fokus, når jeg gik op med Max: gå til prøve og dømme samme dag. I sidste uge en dobbelt seniorklasse hos Hornsherred HTM Klub, inden jeg dømte, og i går en dobbelt seniorklasse hos Hundene på Bjerggaarden, inden jeg dømte. 

Jeg kan mærke at det passer mig eminent godt, og Max virker også som om man trives med det. 


Selvfølgelig vil jeg gerne gå nogle ordentlige prøver, og bevidstheden om at Max og jeg kan gå fantastisk er naturligvis en god ballast. Men ellers er mit fokus alene nydelsen. 

Max og jeg har trænet og konkurreret sammen i over 12 år i flere forskellige discipliner, men rally har overstrålet alle de andre. 

I går var jeg så heldig at Camilla (Hundenfoto.nu) sad på første parket, filmede begge prøver og tog nogle fotos, tusind tak for det! 

Prøve 1 havde en lidt haltende start som man kan se, jeg manglede den is i maven før indgangen, som jeg havde ved prøver 2 sidste lørdag, men da vi kom til øvelse 3 var kontakten der, og vi gik tæt på det bedste vi kan, selvom der manglende lidt fokus fra Max.

   
Prøve 2

Til prøve 2 havde vi en perfekt start og det gik strygende – indtil jeg var ved at falde og fik givet en forkert kommando. Der var lidt rod derefter, men jeg glædede mig over at det var tydeligt at vi hurtigt kom tilbage på sporet og afslutningen var rigtig flot. 


Som bonus fik ved med 98 point ved den første prøve vores femte bronzepind og dermed titlen RLSB, Max’ tolvte rallytitel (ekskl. Siriustitler). 

Max og jeg fortsætter i klassen så længe vi kan og jeg husker at nyde hver prøve, som var det den sidste,

søndag den 10. september 2023

En ganske magisk rallydag


I går var jeg inviteret til at dømme rally for Hornsherred HTM Klub i Vipperød. Det startede med en invitation til en almindelig prøve, men der skete alt muligt undervejs, så det endte med en dobbeltprøve hvor Liv dømte de to seniorklasser først, jeg de øvrige otte klasser derefter.

Det blev en fantastisk dag på alle parametre, en god kandidat til min bedste prøvedag ever.

Det allerbedste var de to prøver, Max og jeg startede dagen med.

Mit fokus var det, jeg nævnte forleden, om at gå lidt langsommere, være rolig, huske at klappe opmuntrende hvis nødvendigt. Vi gik en ret fed bane 1, der var en øvelse i starten, hvor der var noget snus (det blev senere afsløret, at der lå en godbid), men vi arbejdede videre og de sidste to tredjedele af banen (og også starten) var jeg særdeles tilfreds med. Det føltes rigtigt godt.

Vi var kun tre i klassen til begge prøver, så vi var hurtigt klar til næste prøve.

Jeg mistede Max lige inden vi skulle ind på banen, stoppede op, og fik hurtigt kontakt igen … og så gik vi ind og gennemførte en af de skønneste prøver, jeg overhovedet kan mindes. Max og jeg var ét og gik som vi kan, når vi er allerbedst. Han var med hele tiden, jeg havde styr på tempo og kommandoer, og tænkte rigtigt hele tiden.

Neel var dommeraspirant og oplevede dermed begge prøver på nærmeste hold, jeg citerer: ”I har det bedste samarbejde. Hvis man ikke vidste andet skulle man tro at hunden var preprogrammeret og “bare” gik banen. Ser så legende let og fedt ud. Tillykke. Og tak for en fed dag ❤️”

Det er så smukt skrevet, tusind tak for det Neel!

Som bonus vandt vi begge klasser og med 96 og 100 point fik vi også to bronzepinde. Jeg fik desuden dommerens favorit af Liv i anden prøve, pga. min omhu ved indgangen, med at sikre at jeg havde Max med. Det var den bedst tænkelige start på dagens rallyaktiviteter.

Derefter skulle jeg dømme i alt omkring 50 ekvipager i 8 klasser (dobbelt C, E, Ø og B). Max skulle være i bilen, men Britt og Pernille sørgede for at hjælpe med at lufte og holde øje med ham resten af dagen, tusind tak igen for det!

Der var masser af flot førerarbejde hele dagen. Jeg havde fået lov at medbringe lidt legetøj til dommerens favorit i de enkelte klasser, og det var både enkelt og lidt svært indimellem. Men det er alligevel, nemt, når man selv kan fastlægge kriterierne 😊 Så der var både for flotte øvelser, godt kommet igen (de fleste var oppe til begge prøver) og for flot planlagt belønning undervejs, hvor det var tydeligt, at det gav mening for hundene og havde god effekt.

Midt på dagen – lige før en præmieoverrækkelse i den anden ende af hallen, hvor der var HTM-/FS-konkurrencer – fik jeg lov at overtage scenen dér: Liv og jeg havde en meget hemmelig aftale om at Sydkystens Hundeskole Hundepris for 2023 skulle uddeles til Sonja og Tine ved denne lejlighed. Begrundelsen kan læses her, og der er ingen tvivl om at det var et meget populært valg og meget velfortjent, at de modtog prisen.

Vi havde aftalt, at jeg spiste frokost under de to banegennemgange i ekspertklasse, og Liv havde sørget for noget lige efter min smag: gravad laks fra SuRi og spegepølse fra en lokal slagter, fantastisk rugbrød og hjemmeavlede tomater, et kongemåltid!


Liv godt hjulpet af Milton var sekretærer, så det administrative bare kørte på skinner. Hun havde også sørget for en dommergave ud over det sædvanlige: et gavekort til Herslev Bryghus, så Kirsten jeg sammen kan få en hyggelig oplevelse.

En lang og dejlig dag. Velplanlagt og velgennemført, det var en udsøgt fornøjelse at være dommer. Sådan måtte min sidste rallydag gerne forløbe – et par fantastiske prøver med egen hund og en masser skønne oplevelser som dommer.

Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke glæden boble. Det var den skønneste dag at være en del af. Og Max, jeg er ved at eksplodere af stolthed over den seje stjerne. Den anden bane var vidunderlig og den glemmer jeg aldrig.

Tusind tak til Liv og alle andre, der gjorde denne dag til noget magisk 💕

torsdag den 7. september 2023

Om at flytte (sig)


Jeg har fra starten planlagt flytningen til Præstø som et projekt, og selvom det ikke burde komme bag på mig, som rutineret projektleder, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvor mange bump der har været på vejen. Når det hele er på plads og flytningen gået godt, skriver jeg nok en sammenhængende beretning. Lige nu priser jeg mig lykkelig over, at det på ganske kort tid er lykkedes at finde en række meget dygtige lokale leverandører, som stiller op med ganske kort varsel, og sikrer at vi ikke går i stå.

Som i dag, da Per, der monterer køkkenet, ringede, og fortalte ar indbygningskøleskabet ikke kunne komme på plads pga. placeringen af elstikket. Paul (kunde) til sig selv: Øh, hvorfor dukkede dette op lige nu? Paul (projektleder): Jeg får fat i elektrikeren og vender tilbage. Ringer til Jens fra Domiciel, og pludselig har han organiseret, at der står en elektriker på matriklen og sørger for det nødvendige. En dejlig fornemmelse; der er mange, vi skal takke bagefter 😊

I dag havde vi en aftale med Nick fra Bryde & Sønner, som kommer til at stå for flytningen. Hvorfor dem? Fordi jeg arbejdede sammen med dem i 2011 på et flytteprojekt i Nets, og de var topprofessionelle. Det er vi sikre på de stadig er!
I søndags læste jeg i Politiken en fødselsdagsomtale af Malcolm Gladwell, en canadisk forfatter, som fyldte 60 år. Jeg havde ikke hørt om ham, men blev grebet af omtalen og inden dagen var omme havde jeg læst den danske udgave af The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference (2000): Det magiske vendepunkt: Hvordan små ændringer bliver til store forandringer. Mandag kastede jeg mig over Blink: The Power of Thinking Without Thinking (2005), på dansk Blink: Styrken ved at tænke uden at tænke. Alle, der ikke kender dem, kan hurtigt finde spændende omtaler, og jeg trækker i disse dag bevidst læsningen af Blink ud, det er superspændende læsning og virkelig noget, der har fået mig til at reflektere.
 

Søndag kørte vi til Solgårdsparken og gik tur med hundene, et sted fra en anden tid og det er skøn mental opladning at gå der.
 

På hundefronten er der sket det spændende, sagt helt uden ironi, at jeg tirsdag fik brev fra Finland, med Max’ og mit diplom fra NM 2022 Jeg gjorde for over et halvt år siden på en fejl (der stod border collie i stedet for border terrier). Jeg har af mange forskellige årsager haft et meget anstrengt forhold til det NM, men der er FLIP’et en del gange, og et af de håndgribelige resultater er, at diplomet bliver indrammet og kommer på væggen i mit nye kontor i Præstø, sammen med andre særlige minder. Ikke så meget for selve NM (men også det), men snarere rejsen mod NM og tiden derefter.

I lørdags var Max og jeg til en hyggelig rallyprøve i Dansk Collie Klub i Høng. En helt almindelig rallyprøve, som jeg havde tilmeldt, fordi jeg gerne vil støtte specialklubarrangementer, hvis jeg har mulighed for det. Max var i topform, det er han pr. definition pt., jeg har ikke helt på toppen, og måtte konstatere lidt vemodigt, at benene ikke er helt med mig. Conni kunne tydeligt se det og trak mig ikke (tak!), men jeg mindedes kirurgens ord om, at jeg ikke blev 25 år igen.

Onsdag til træningen hos Karina, var der igen (vi startede sidste uge) fokus på udholdenhed, hvor længe kan vi gå uden at miste hunden, hvis vi ”kun” må belønne som til en prøve?

Max og jeg gik 2½ minut og Karina signalerede at jeg måtte belønne. Det føltes ikke helt rigtigt med Max, og Karina sagde det meget præcist i sin feedback: jeg går lidt for hurtigt, er lidt for anspændt og Max reagerer usvigeligt sikkert ved at dæmpe.

Mine noter lige efter træningen, før jeg kørte fra træningspladsen:

Hurtige træningsnoter. Max fantastisk, alt lykkes når jeg er der, slapper af og går langsomt. ALT, ikke noget 3 bedste. Jeg lærer på den hårde måde det med tempo og ro, for jeg går ikke ordentligt hvis jeg går for stærkt, jeg skal gå lidt langsommere end jeg plejer og bare nyde det. Det gjorde jeg i den grad I dag efter noget fed feedback fra Karina 🤩

Der er også kommet endnu mere fokus på en aktivitet på todo-listen ”Pauls opgave efter Nets”, som rykker tættere på.

Den arbejdsmæssige del er rykket lidt, så jeg går på pension 1. december, det er om ret snart.

Hvad bruger jeg ellers tiden på? Hvad gør mig glad? Hvad irriterer mig? ”Har du det liv, du gerne vil have”? Får du den indflydelse du ønsker? Ønsker du at have indflydelse? Hvis du ikke lavede xyz, hvad ville så give dit liv indhold? Bliver din indsats anerkendt? Hvad betyder anerkendelsen? Hvad betyder den manglende anerkendelse? Osv.


Det har ulmet længe, og nu kører det virkelig, fordi der selvfølgelig hele tiden opstår situationer, hvor man (jeg) skal afveje plusser og minusser. Irritationsmomenter, som jeg troede var parkeret, popper op, og kommer til at fylde (for?) meget.

I en periode virkede det svært, men det er det ikke længere 😊

fredag den 1. september 2023

Rally med hjertet



Jeg var til den 25. og sidste omgang undersøgelse/træning hos Anders, min fysioterapeut hos A-Fys i Solrød, i dag. Det var afslutningen på et forløb som startede med operationen for spinalstenose 23. februar, det første besøg hos A-Fys og Anders 20. april og fra undersøgelser og specifikke øvelser gik det over til ugentlige træningstimer på hold, med 9 forskellige apparater. Jeg har været ualmindeligt tilfreds med hele forløbet. Anders og jeg tog pæn afsked i dag, og ja, det har været en drøm af et forløb.

Jeg har skrevet om det tidligere, men jeg har mentalt brug for at gentage det. 2023 er et år så meget i omvæltningens tegn.
  • Den meget vellykkede operation, som gjorde at jeg igen kunne bevæge mig normalt
  • Beslutningen om at flytte fra Solrød til Præstø – om præcis 1 måned bor vi i Præstø. Der har været bump på vejen, men processen er i fuld gang, og vi er sikre på at det bliver fantastisk
  • Beslutningen om at gå på pension med årets udgang, mere specifikt har jeg sidste arbejdsdag 8. december 2023
  • Beslutningen om at gå aktivt ind i hundesport med base i Præstø, dels som en del af DKK Kreds 10, dels ved at Sydkystens Hundeskole officielt er flyttet fra Solrød til Vordingborg Kommune
Ovenstående har en masse følgevirkninger, som vi må forholde os til.

Specielt betyder det at gå på pension og flytte naturligvis en betydelig ændret økonomisk situation. Vi har været fantastisk heldige med vores skifte fra Nordea til Møns Bank! Vi har fået en nærværende, kundeorienteret bank, som – banalt sagt, men det er sandheden – sætter os i centrum. Vi har fået råd og anbefalinger som har givet os et endnu bedre økonomisk fundament, end vi havde drømt om. Som bonus har vi fået hjælp til at finde en lokal håndværker og assistance til en midlertidig bolig, som vi forhåbentlig ikke får brug for. Vi er begejstrede for vores bankrådgiver (Jon), vores formuerådgiver (Michel) og alle de andre dygtige medarbejdere, som har hjulpet os.

Max nyder livet i Præstø

I forbindelse med ombygning mv. af huset har vi fået hjælp af mange. Min svoger Poul har været en kæmpehjælp, og en masse lokale håndværkere har været fantastiske til at støtte på mange forskellige måder. Jeg har positivt ment aldrig oplevet noget lignende.

På rallyfronten er 2024 klar til at blive skudt i gang med 2 dobbeltprøver i Sydkystens Hundeskole regi 3 dobbeltprøver i DKK Kreds 10 regi.

Jeg blev meget glad da en god ven i morges skrev, at hun havde tilmeldt prøven 30.3.2024 (prøver) til støtte for Danske Hospitalsklovne. I 2023 har vi støttet både HTM og Rally med ret store beløb, men jeg kan mærke, at mit engagement ligger præcis dér, hvor mit hjerte fortæller mig at det er rigtigt.

Ideen om at støtte Danske Hospitalsklovne kom meget naturligt, da jeg skrev med Liv om prøven 30.3.2024 som vi skal dømme sammen. Det bliver koordineret med Danske Hospitalsklovne, så der kommer en indsamling udover selve prøven, det kommer der meget mere om senere på året.

Max og jeg er tilmelder en del prøver resten af året (kalender). Det er ikke fordi vi skal bevise noget. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at jeg vil nyde hver eneste prøvemulighed med ham, når både fører og hund er seniorer, må man godt nyde det ekstra.

Jeg vil da gerne til Årets Hund og DM med ham, men det er bonus på langt sigt. Først og sidst vil jeg nyde at kunne gå prøver med ham, glemme alt om point, resultater, placeringer og kvalifikationer.

Vi starter i morgen i Dansk Collie Klub og fortsætter næste lørdag i Hornsherred HTM Klub,  hvor Max og jeg skal op to gange inden jeg skal dømme en dobbeltprøve.

På hundefronten er det naturlig spørgsmål: Hvad med hundetræningen? Ja, Præstø giver større afstand til de steder, hvor vi plejer at træne, men det finder vi løsninger på.

 
Træning hos Karina

Max og jeg træner Rally hos Karina, og det fortsætter vi med, ikke på det ugentlige hold, men som enetimer med større intervaller. Og vi har nogle ”hængepartier” med Sirius LP og Tricks.

Otto og jeg har i mandags afleveret vores Alice-program, som blev et Begynderklasse i stedet for HTM1. Jeg har ikke fået bedømmelsen endnu – min egen er 110 % positiv.: Otto stråler, hans energi er uovertruffen, og vi får et stjerne officielt program, når vi begynder at træne mod det!

OPDATERET 2.9.2023 med bedømmelser

Sonja: 
UDFØRELSE: BESTÅET
Godt samarbejde og fint udført program med god udstråling. Herligt glad hund, og I ser begge ud til at nyde at være i ringen sammen. Pæne positioner - fin støtte fra fører, når hunden har behov for det.

INDHOLD OG SVÆRHEDSGRAD: BESTÅET
God variation for klassen og passende sværhedsgrad. Flotte, flydende links mellem positionerne. Godt opbygget program, der er interessant at se på.

MUSIK OG FORTOLKNING: BESTÅET
Den sjove musik passer godt til jer, og tempoet er godt til hunden. Det er visse steder et svært stykke musik til et begynderprogram, da der er mange cues og tale, som kalder på fortolkning. Et kostume, der passer til musikken, ville også være godt, og nogle steder kunne du med fordel lægge nogle tricks ind til at for at understrege fortolkningen. Men du udnytter mange af de musikalske cues meget fint og følger musikken og dens stemning.

SIKKERHED OG TRIVSEL: BESTÅET
Lige som det skal være - intet at bemærke.

Anja: 
UDFØRSEL: BESTÅET
Rigtig fint program og fin udstråling!! Fine øvelser med god hjælp fra fører ved behov. Rigtig fine positioner og god brug af varierede links. Fin start og slut!

SVÆRHEDSGRAD/INDHOLD: BESTÅET
Rigtig fint for klassen. Fint indhold og tilpas sværhedsgrad til ekvipagen. Lidt mere brug af ringen kunne give et mere "flow" udtryk. Alt i alt et rigtig pænt program.

FORTOLKNING: BESTÅET
Godt valg af musik til jer. Passer godt i tempo og udtryk til ekvipagen. Rigtig fin brug af musikken i mange passager. I andre højdepunkter af musikken kunne evt. lidt brug af freestyle understøtte fortolkningen yderligere. Et "kostume" kunne samtidig understøtte fortolkningen og helheden i det hele taget. 

SIKKERHED OG TRIVSEL: BESTÅET
OK – Intet at bemærke.

Jeg er overordentlig glad og tilfreds og nu fanger bordet :-)

***   

Derudover har vi trænet hos Lise, lidt forskelligt med udgangspunkt i at komme af med slikkeadfærd i NW:
  • Rulle tung genstand, hvor kriteriet er at han nærmer sig genstand uden at berøre med tungen, og vi bygger vi videre derfra 
  • Ro på når vi ikke træner, hund i line, fører træder på line når vi fx taler med træner. Ingen belønning kan udløses, for vi træner ikke
  • Ro på i træning af fx fri ved fod. Jeg arbejder nu med at belønne på underlaget, og der er sket ”mirakler”, der ER ro på …
Jeg elsker mit liv og alt omkring det nu. Jeg vil gøre det nødvendige for at nyde dette maksimalt.