Viser opslag med etiketten DM 2022. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM 2022. Vis alle opslag

onsdag den 31. august 2022

Max klar til DM i rally 2022

© Hundefoto.nu


På søndag skal Max deltage i sit syvende DM i rally og for femte gang med mig som fører – Mathilde har været til DM med ham to gange i juniorklasse. 

2022 har i den grad været Max’ og mit år. Jeg er blevet den allerbedste fører for ham, og han har kvitteret ved at være min perfekte ledsager til en masse rallyprøver. 

Forberedelsen til DM har været nem. Jeg har en plan for forløbet frem til NM 2022 i november, og DM er ”bare” en af prøverne på vejen. Men så alligevel noget specielt. 

DM ER noget særligt, og jeg har i denne uge forberedt mig på prøven eller forhåbentlig prøverne på søndag. 

I går med træning hos Johanna. En lang, kringlet bane, og en fejlsituation, som jeg gik i panik over, fuldstændig ude af trit med det jeg har trænet. Bakke væk fra fører, Max stoppede ikke foran mig (jeg glemte stå/bliv-kommandoen), så den måtte laves om. I ommeren bakkede han flot, men i opsamlingen drejede han forkert (minus 13) og jeg havde det ikke ret godt. Jeg gik et par skilte til, Johanna stoppede mig, bad mig delete de sidste 5 øvelser og gå i gang igen. Straks gik det meget bedre. En enkelt ommer, igen fordi jeg glemte en kommando, og ellers en superflot bane 

Læringen var enkel. 1) Træerne vokser ikke ind i himlen. 2) Det var bedre i går end på søndag. 

© Hundefoto.nu


I dag trænede vi hos Karina, og Otto kom ikke med. Det var grillvejr, Kirsten synes det var oplagt til årets måske sidste udendørs middag, derfor trænede jeg kun med Max, og kom tidligt hjem. Det var intensiv forstyrrelsestræning, Max gik naturligvis enormt fokuseret, der skulle virkelig noget til at få hans fokus fra mig – og han vendte hver gang hurtigt tilbage. 

Vi arbejde lidt med en stribe forskellige øvelser, og ærligt talt – så føler jeg mig helt klar til DM. 

Jeg skrev i går min kriterier for DM ned, inkl. en meget detaljeret tidsplan, fordi den giver mig ro. Kriterierne er blevet afstemt og de føles rigtigt. Jeg har helt sikkert aldrig været så forberedt til en prøve som til prøven på søndag. 

Det føles fantastisk.

søndag den 14. august 2022

Træning mod DM 2022


Der er to begivenheder i rallysammenhæng som skiller sig ud i resten af året: DM den 4. september og NM den 25.-27. november.

Flaget fik jeg i går af Liv, det er en opdatering af det flag, som jeg fik lavet, da Max og jeg var på landsholdet i 6+ i 2017. Det har ligget gemt indtil vi kom på landsholdet i rally, og sikke mange mesterskaber der skulle tilføjes – tusind tak Liv!

Med kun tre uger til DM var mine kriterier for mine prøver i går ved Sydkystens Hundeskoles dobbelte rallyprøve helt klare: De handlede om det mentale og kun det. Jeg havde formuleret det sådan:

”Første banegennemgang hos Liv. Jeg vil gå en rigtig bane uden belønninger, hvor jeg har fokus på kontakt med Max, mit eget tempo, roligt, præcise kommandoer osv. Det er der vi er friskest.

Den anden hos Stine, det kommer an på den første, men det er også tidligt så det samme ...

Den nordiske det samme, men med leg og berøringer, jeg må jo ikke bruge godbidder.

Jeg tænker ikke på point, det vigtigste er at jeg kan mærke at jeg gør det rigtige ift. Max, det skal føles godt, og jeg skal være der 100 % mentalt.

På Liv bane havde vi en perfekt indgang og start, jeg fik lavet noget med venstre hånd, så Max dækkede i stedet for at stå i øvelse 1, overvejede et splitsekund om jeg skulle undlade ommere, og besluttede at det ville jeg (lave ommere) – og det var rigtigt. Vi gik en bane, hvor jeg virkelig kunne mærke vores samarbejde, når det er bedst.

På den anden bane var jeg tilfreds med stort set det hele. Der var dog et vigtigt punkt til mentalhåndteringslisten, Stine påpegede det superflot i sin feedback: jeg havde fået lavet to fejlmeldinger, som Max’ reagerede på, og det er jo netop meningen, at han ikke må mærke det. Det var fejlmarkeringer til mig selv, som kom spontant, fx da munden sagde plads i stedet for stå, og Max naturligvis satte sig. Jeg bankede mig i hovedet, det skulle jeg have ventet med til jeg var i enrum … Jeg vil rose mig selv for at det ikke fyldte noget mere end nogle sekunder, så var vi tilbage i boblen.

Nordisk bane, den føltes på flere punkter som den bedste. Jeg fik trænet at stå og vente i startområdet, kontrolleret trække mig ud, så Max kunne få noget vand, og jeg holde hovedet koldt. Det kan også ske til NM, at dommerne diskuterer længe mellem to ekvipager. Vores indgang var den fedeste jeg kan mindes, vi er ret vilde med de lange fri ved fod indgange. Flot sit, flot bakke tre skridt, videre og legetøj. Totalt perfekt timet belønning, vi havde gået helt perfekt og det føltes så godt!

Jeg kunne godt mærke at det var lidt akavet, for Max plejer at få godbid efter leg, og det måtte vi jo ikke, men det blev håndteret og vi gik en fed bane, med 2-3 yderligere belønninger undervejs (jeg kan simpelthen ikke huske det).

Jeg var meget tilfreds med alle tre baner. Der var nogle ”husk det nu” punkter til den mentale del, men starterne var eminent, fokus som det skulle være, og Max og jeg var meget tilfredse – det føltes som det skulle 💓

Helle Sejer mindede mig også om, at have det rette fokus ved indgangen, hun havde bemærket opvarmningsforløbet med Max til den nordiske bane, hvor jeg ikke havde fokus 100 % på ham, men bl.a. havde tid til at tale med hende …

Alle de tekniske fejl er dissekeret og der er iværksat en systematisk træningsplan for at arbejde med dem. Første målepunkt er om tre uger 😉 


Ved præmieoverrækkelsen fik jeg en flot roset, som minde om Max og min RLCHS-titel 13. maj i år. Det er en titel som betyder rigtigt meget for mig mentalt, fordi den minder min om, at med det bedste mentale samarbejde kan vi også opnå fede point.

onsdag den 13. juli 2022

Status DM og NM 2022

Otto var igen en stjerne til træning hos Johanna

Den korte udgave er: det går efter planen og det går godt.

Selvom jeg har forsøgt at nedtone det, er DM selvfølgelig LIDT mere end en rallyprøve som alle andre, uanset om der kommer et NM senere på året eller ej.

Min træning bliver ikke ændret pga. DM, men jeg har sørget for at rammerne er på plads i forhold til DM. Jeg har sagt ja til at dømme Rhodesian Ridgeback Klubbens årlige Ridgeback Dag i Strøby 3. september, men med hård bagkant, så jeg kan hente Max, sejle til Århus, tjekke ind på Atlantic og spise middag på Møf. Så har jeg sørget for det bedst mulige grundlag for Max og mig til DM.

I forhold til NM er det praktiske med rejse og ophold på plads.

Der er landsholdssamling lørdag 24. september i Hundehuset i Hadsten, med Tytti som underviser, og jeg har fået fornøjelsen at hente hende i Kastrup og køre til Århus fredag eftermiddag/aften. 

Jeg er involveret i forskellige initiativer, der har til formål at skaffe midler til landsholdet, det største er en dobbelt rallyprøve 13. august i Sjællands Agilitycenter, hvor overskuddet går til landsholdet.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med situationen.

Men det vigtigste er selvfølgelig hvordan det går med træningen 😉 Max og jeg har fokus på starter, underlag, sidestep til venstre (med fører), til begge sider (mod fører) og foran fører . Derudover er fokus på konkurrencetræning.

Planen overordnet ses her:
 
Det går helt efter planen. I går til træning hos Johanna viste Max de flotteste sidestep til venstre over en cavaletti, så jeg fik besked på at sætte signal på, fortsætte træningen og indlære den modsatte vej. 

Fedt!

Max og jeg gik i øvrigt også en genial bane!

Til træningen mandag i Stestrup WorkingPaws gik Max og jeg to perfekte starter, den første med fokus på selv starten den anden med starten og tre imaginære skilte. Max gik som en drøm og med den fedeste kontakt.

Vi fortsætter træningen som planlagt, det går efter planen, vi er bedre end vi har været nogensinde, vi er klar til DM og NM!

PS: I dette indlæg er Otto bare en fodnote, men det er han ikke i virkeligheden. Han gik en fantastisk bane hos Johanna mandag, og med stå under gang og ”321” flot udført og fornemt fokus hele vejen, er vi godt kørende. Og nej, vi skal ikke i ekspertklasse før JEG synes vi er klart til det 😊

PPS: Vi fik en skøn grillmiddag i dag:



fredag den 1. juli 2022

Status: NM, DM og Årets Hund

Max' første DM, 2015 (foto: Lonni Prirsching)

Jeg gør jævnligt status i forhold til årets helt store begivenhed på rallyfronten: Max og min deltagelse i NM 25.-27. november 2022. Vi følger planen, der er lidt detaljer som er blevet udskudt med ferie som ”undskyldning”, sandheden er nok at jeg havde brug for pausen, og Max har bestemt ikke taget skade af den 😉

Jeg har nævnt den fantastiske træning hos Karina i onsdags, vores første i 14 dage tror jeg. I går trænede vi helhedstræning på en 17-skiltes bane med flest championskilte. Der var tre skilte som vi mistede i første gennemløb og jeg kunne mærke at opvarmningen havde været for kort. Anden bane var tæt på perfekt. Og et tredje gennemløb med venstre start var også tæt på perfekt.

Opvarmningen handler mest om mig selv, for Max er stort set klar med det samme hver gang. Jeg skal lige falde til ro, og sikre 100 % kontakt med Max … og huske at træne start på højre side på den ”nye” måde!

Jeg fik noget godt input til placering af fødder og skridtantal ved synkronvendinger og dobbelt 180 grader.

Otto gik med begrænset opvarmning en blændende bane, jeg tror nok det var vores bedste ever. Han har godt fokus, men i endnu højere grad end Max kræver han min opmærksomhed HELE tiden, for hvis jeg ikke er der, kan han sagtens finde på andet der er sjovere. Hvilket jeg synes er et fair princip: Du kan ikke forvente at få MIN fulde opmærksomhed, hvis du kun giver 95 % 😊

I weekenden skal jeg for første gang bevidst afprøve: ”at gå til konkurrencer, som var det træning.” Jeg har fået arrangeret at der sættes baner op på DKK’s arealer, masser af forstyrrelser, og perfekt mulighed for at træne lørdag med Otto og søndag med Max.

Selvom det store mål er deltagelsen i NM, er det ikke nogen hemmelighed at DM og Årets Hund absolut også er interessante!

I dag fik Max og jeg invitation til DM i Rally 2022 i championklasse. Da jeg fortalte Kirsten det, og diskret nævnte, at hun da godt kunne ønske tillykke 😉, sagde at hun troede vi var kvalificeret for længe siden.

Da jeg offentliggjorde den første DM-kvalifikationsliste for 2022 den 15. september 2021, lå Max og jeg nr. 1 på championlisten med 198 point, og jeg tog DM-kvalifikationen for givet. Siden er der sket meget, vi er rykket gradvis ned, og på den sidste liste står vi som nr. 15 med de 198 point. Der er 5 med 200 point, 6 med 199 point, 4 med 198 point, og 194 point rækker til nr. 20 og 21.

Niveauet er tårnhøjt og det er svært at være utilfreds med. Der skal to rigtigt gode resultater til for at kvalificere sig. Dermed er det også endnu mere prestigefyldt at blive inviteret til DM.

Megan og jeg var med til det andet DM med championklasse, det var på Bornholm i 2011 og vi var 14 i championklasse, det er den eneste ”nemme” kvalifikation vi har opnået, og det er så også 11 år siden.

Nr. 7 ved DM 2011 (foto: Martin Hasager)

Dagens invitation var nr. 19 jeg har modtaget til DM:
  • Megan i championklasse 2011, 2012, 2013, 2014, 2015 og 2016
  • Lille Bjørn i ekspertklasse 2014 og 2016, i championklasse 2017 og i juniorklasse 2018 og 2019
  • Max i ekspertklasse 2015, championklasse 2016, 2017, 2021 og 2022 og i juniorklasse 2018 og 2019
  • Otto i begynderklasse 2021
Jeg gør ikke noget særligt træningsmæssigt i forhold til DM, det er træningsprøve i lighed med mange andre.

Vi ligge lunt i svinget i forhold til Årets Hund og skal nok kvalificere os. Vi ligger nr. 5 efter 8 ud af 15 prøver og top-15 kommer i finalen. Som rallyudvalgsmedlem har jeg lyttet til mange synspunkter om, hvorfor interessen for kvalifikationsprøverne er så relativt begrænset, og jeg hører at andre medlemmer af udvalget oplever det samme. Så der skal bestemt ske justeringer. Men Årets Hund 2022 er i fuld gang, og det vil være fedt hvis Max og jeg - oveni NM- og DM-kvalifikationen - kunne komme til ÅH med pæne point.

Hov, lød det som en masse resultatmål?! Jeg kan garantere for, at det er det fede samarbejde med Max og Otto som er alfa og omega. Alle de resultater samarbejdet måtte afstedkomme er bonus … det ved alle, der følger min blog, men gentagelse skader ikke!

torsdag den 16. september 2021

Nyheder i rally - og fede følelser

Mango med rosetter fra i går (foto: Liv)

Tirsdag startede ved Mosede Fort med Nose Work træning med Otto og Max. Begge udfordrede af vinden, men masser af flot arbejde ikke mindst fra Ottos side.

Vi var hjemme og vende, jeg fik hurtig aftensmad, inden turen gik til Ringsted og første runde af Rally Skills hos Johanna. Ikke noget med baner eller skilte, men arbejde med de grundlæggende færdigheder, som indgår i rally.

Vi skulle som forberedelse til træningen have sat os ind i skiltene: Hund snur rundt, Hund snur ind mod fører, STOP - 1, 2 skridt baglæns - hund bakker – STOP, Stå – 1 skridt baglæns stå – 1 skridt til venstre stå – 1 skridt fremad stå – 1 skridt til højre stå, Dobbelt synkron højre om og Dobbelt synkron venstre om og scoret dem på en skala fra 5-0 på både venstre og højre side. 

 Der var en super indledning om signaler: verbale, nonverbale og signaler fra omgivelserne, og en lille øvelse, der skulle minde os om, hvad vi udsætter vores hunde for når vi taler og gestikulerer og forventer at hundene skal agere stringent hver gang, selvom vores signaler sjældent er så præcise, og omgivelserne varierer.

Så gik vi i gang med træningen og tiden fløj afsted. Otto kunne igen meget mere end jeg troede – naturligvis burde jeg ikke blive forundret, når jeg selv har trænet ham, men han er en skarp og hurtigt opfattende fyr, så det skal nok blive godt.

Max gik fantastisk og magisk, og jeg kan bare mærke hvordan jeg forsøger at nyde træningen med ham mest muligt, for hold da op hvor er vi bare gode sammen, og hvis vi ikke skulle nyde det, så ville det da være godt dumt.

Målet er i øvrigt at vi til næste gang skal vise en af de fem øvelser (Hund snur rundt er ikke med) med hænderne oppe på skuldrene.

I går var jeg i DKK først på eftermiddagen, hvor Lonni og jeg stod for et Zoom-møde om opdateringerne af Rallyøvelsesbeskrivelserne pr. 1. januar 2022, herunder blev de 8 nye øvelser og nogle mindre justeringer i andre øvelser gennemgået. Der var god spørgelyst, positiv interesse for opdateringerne og en god stemning synes vi begge.

Alt til en dobbelt rallyprøve

Jeg var hjemme og vende inden turen fik til Hvalsø. Sydkystens Hundeskole afholdt en dobbelt fyraftensprøve i rally for 7 champions og 2 seniorer. Vi havde fået lov at låne Camillas Schapels dejlige areal, og det blev en meget fin dobbeltprøve.

Vejrudsigten … Normalt går jeg ikke ret meget op i den, men både jeg og deltagene havde styr på, at der var lovet heftig regn, og det gjorde at der blev gjort nogle tiltag for at speede forløbet op, uden at det gik ud over det sportslige.

Vi gjorde dette, som måske kan inspirere andre:
  • Resultatbøger skulle afleveres til sekretæren (mig) uden omslag og forudfyldt med dato, sted, arrangør og klasse (det plejer vi altid at gøre)
  • Der skulle sætte en PostIt på forsiden med angivelse af klasse og nummer for hver prøve, samt angives om hunden kunne opnå en titel på dagen (det plejer vi også altid at gøre)
  • Jeg stemplede bøgerne (det er også standard)
  • Der blev - på Connis forslag og med fuld opbakning fra alle deltagere - lavet samlet banegennemgang for champion og seniorer, der var kun 4 skiltes forskel, så det var nemt at vise begge udgaver (det var nyt og rigtigt smart, vi sparede 2 x 15 minutter på banegennemgange, det var vi glade for i den anden ende)
  • Det blev aftalt at køre de fire prøver – C S C S – i forlængelse af hinanden, og tage præmieoverrækkelsen samlet til sidst (det sparede også tid)
  • Da det regnede en del til sidst, blev præmieoverrækkelsen afviklet lige omkring min bil 😊
    • Jeg læste resultaterne op i de fire klasser ud fra dommersedlerne og der blev klappet behørigt af alle
    • Jeg oplyste, at alle selv måtte udfylde deres resultatbøger ud fra resultaterne, som jeg lagde på Hundeweb, da jeg kom hjem, så derfor kunne de udleveres uden at jeg skulle gøre yderligere (jeg havde jo sat mit stempel)
    • Alle kunne vælge deres præmier (godbidder eller legetøj, for hver af de to prøver)
    • Og så blev rosetterne uddelt 
Det sidste var egentlig meget hyggeligt, men ikke lige så festlig om til en almindelig præmieoverrækkelse, men der god tilfredshed men en hurtig og effektiv afvikling.

Første banegennemgang var kl. 16:15, vi var færdige kl. 18:00, og alle virkede tilfredse med forløbet – ja, nogen havde nok ønsket lidt bedre resultater end det blev til, men om ikke andet var det god træning i fugtigt vejr.

Dagens superstjerner var Liv og Mango, som gik første bane til flotte 95 point, og den anden bane endnu flottere. Koncentrationen lyste ud af dem begge, og jeg kunne bare mærke, hvordan jeg begyndte at holde vejret da de var kommet næsten halvvejs, som jeg tit gør, når jeg ser flot førerarbejde. Jeg håber bare det fortsætter!!!

Det gjorde det, det var lidt hop i forbindelse med et indkald, men 99 point var også mere end nok til at få det sidste supercertifikat og dermed DKRSCH-titlen, så velfortjent og jeg er glad for, at jeg fik lov at dømme den afgørende prøve. Kæmpestort tillykke til Liv og Mango 💓

Camilla, Liv og jeg blev hængende lidt for at tale om alt muligt, og til sidst talte Liv og jeg om et emne, som vi har talt meget om gennem tiden, nemlig følelsen indeni, når man går til prøve. Det var så fedt at opleve, at det hele gik op i en højere enhed for Liv og Mango i går, jeg kunne se hvordan de nød det, og vi kunne sammen dissekere det, sammenholde med Max’ og min prøve i søndags og tale om, hvordan vi fastholder følelserne, at vi skal arbejde for at genskabe dem til kommende prøver – og hvor totalt overfantastisk det er, når det lykkes. Jeg tror vi begge kørte hjem med den mest fantastiske følelse indeni.

Til aften hyggede jeg med at opdatere to kvalifikationslister med resultaterne fra Kreds 2 i søndags.

Det var den næstsidste prøve til Årets Hund 2021, den sidste afholdes den 25. september. Hvis jeg for en gangs skyld skal tale om point og placeringer, så er Otto fortsat nr. 5 på begynderlisten, og Max rykkede fra nr. 18 til nr. 9 på championlisten. Så begge skulle være ganske sikre på at komme til finalen, ligesom sidste år.

DM 2022- stillingen pr. 12.9.2021 :-)

Selvom der er 11½ måned til DM 2022, er kvalifikationsprøverne i fuld gang og den blev første kvalifikationsliste blev offentliggjort i går. Max fører sørme championlisten med 198 point, og det føles ret godt, og som tidligere beskrevet betyder det, at jeg ikke vil bruge mange sekunder på at tænke DM de næste mange måneder, jo måske som arrangør, men ikke som deltager 😊